Bogens hovedbegreb er begrebet social innovation forstået som "nye og bedre samfundsløsninger, som er ført ud i livet, og som er skabt af eller med samfundets aktører - ikke for dem".

Gør man definitionen operationaliserbar, kan den omskrives til fem kriterier: Der skal være tale om nyskabelse, ideer skal være realiseret, det, der er nyt, skal virke bedre end de eksisterende løsninger, der fandtes, det nye skal imødekomme kollektive samfundsudfordringer, og som det femte kriterium skal det, der er nyt og bedre, være skabt af eller med ikke-offentlige aktører - ikke for dem!

Netop dette kriteriemiks er det, der kan og vil ramme folkeskolen både som samfundsinstitution og også som lokal og nærværende skole, hvor forældre, pensionister, sportsklubber og lokale virksomheder vil tilbyde sig socialt innovativt. Og måske med netop det positive udbytte, denne bog stiller i udsigt? Det er der ingen, der kan vide.

Det nye, som kan ses i ideerne bag folkeskolereformen, er, at skolen blandt andet skal udvikle og forny sig gennem den type af initiativer, der beskrives i denne bog. Det skal skolen, skriver bogens forfattere blandt andet, fordi jobbet som lærer rangerer som nummer seks ud af de 56 mest stressende job. Fordi hver tiende lærer føler sig udbrændt. Fordi antallet af lærere, der får udbetalt førtidspension, er fordoblet på få år, og fordi ... i forfatternes perspektiv er der mange gode grunde til at udvikle skolen gennem social innovation.

Det er en sympatisk bog, der giver mange eksempler på ideer og projekter, der kan gøre det nemmere at få greb om, hvad det nye begreb indebærer. Der er dog relativt få, der direkte handler om folkeskolen. "Klassmorfar" er et svensk eksempel på social innovation, hvor over 1.000 arbejdsløse mænd og kvinder i alderen 50-65 år har deres daglige gang på skoler, hvor de "vandrer rundt på gangene og i skolegården, tager med på lejrture, hjælper børnene med en punkteret cykel og lærerne med at få luft, når de har haft en hård dag", og det lyder jo rart. Også i danske skoler er der ifølge bogens forfattere allerede skoletanter og skoleonkler.

Mere alment nævnes ideer som samarbejde mellem skole og lokale aktører i forbindelse med "ekstra undervisning til elever med særlige behov", "yde social omsorg" og "lektiehjælp". Mange af bogens tanker og ideer kan opfattes som sympatiske, men det er også en bog, der endnu mangler eksempler i stor skala, der viser, at social innovation faktisk kan afhjælpe de problemer, der beskrives om udgangspunkt for bogen. Det er ikke et argument for at afvise begrebet, det er snarere et argument for, at lærere i folkeskolen gennem læsning af bogen skal gøre sig klart, hvad de mener om social innovation som løftestang - eller i hvert fald et element af flere i den kommende reform af folkeskolen.