Uddannelsesreformer

I år træder reform af folkeskolen i kraft, en reform af erhvervsudannelserne og vejledning kommer snart, og en nyordning af de mange nye videregående uddannelser af forskellig varighed synes at være forestående. Nye led i en lang kæde af forbedringer. Er det godt nok?Der er godt nok sket meget siden jeg for over 50 år siden startede som lærer i folkeskolen. Naturligvis, for samfundet ændrer sig, på nogle områder radikalt.Dengang var sociale medier min evne til fortælle, spritduplikatoren, overheadprojektor, en tung B&O spolebåndoptager med optagelser af skoleradio og en ligeså tung 16mm. filmfremviser til film fra Statens Filmcentral. Nu klarer en fnuglet  tablet, forbundet trådløst til audiovisuel forstørrelse, det hele og meget mere til. Gymnasiet var for de få udvalgte og erhversuddannelserne mesterlære og lidt skoleundervisning. Viden var det, der stod i lærebøgerne, og det mesteren og svendene kunne suppleret med sporadisk skolegang. Undervisning mest lærebøger og katederundervisning. Skolernes funktion var og  stadig demokratisk dannelse, kvalificering, færdighedsoplæring og forberedelse af eleverne til at havne på de rette lagdelte hylder til gavn for individ og samfund. Men redskaberne ændrede sig. Den skarpe opdeling i folkeskolen blev udsat nogle år, den skarpe sortering i egnede og ikke egnede mildnedes,og niveauet for alle blev øget.Til gengæld øgedes differentieringen i ungdomsuddannelserne næsten til ukendelighed: HF, HHx, HTx, STx, HG og et utal af erhvervsforberedende tekniske uddannelser, oftest i adskilte institutioner. Selvom man i demokratiets navn forsøgte at tale det ned, og det ikke helt harmonerede med livsindtægt og arbejdsmarkedets behov, blev alle disse uddannelser opfattet som mere eller mindre fine og krævende, og den klassiske STx blev klart vinderen i popularitet, selv om den var den mindst erhvervsforberedende, men den udsatte de svære valg.Viden og kompetancer blev langsomt opfattet anderledes. Mere vægt på faglige metoder, at stille spørgsmål, analysere og kommunikere det man på egen hånd, i grupper og projekter fandt ud af. Virkeligheden, det omgivende samfund, fik større plads, men ofte på anden hånd gennem de nye sociale medier, som udgør en tordnende pædagogisk revolution, fordi børn og unge kan lide det, og føler det meget mere vedkommende og engagerede end lærebøgerne. Sjovt at gå på opdagelse selv og udvikle begreberne om den mangfoldige omverden, og danne sig nogle knager og begreber at hænge de mange informationer op på. Men det stiller godt nok krav til udviklingen i den pædagogiske kunnen, og tålmodigheden i offentligheden med undervisernes omstillingsparathed var og er ikke altid lige stor, og der er ikke enighed om, hvad udviklingen kræver af skolen.Der var en kortvarigt opblussen i interessen for at åbne skolen mere mod det omgivende, mere og mere komplicerede samfund med erhvervspraktik, virksomhedsbesøg og invitationer om at komme ind i skolerne udefra. Men så blev erhvervs- og uddannelsesorienteringen og vejledningen centraliseret og professionaliseret, lærlingeordningen blev for dyr og besværlig for virksomhederne, og med de nye sociale medier blev det muligt at simulere virkeligheden, så den besværlige og mere ustyrlige direkte kontakt med det omgivende samfund blev der slækket på. I den mest søgte af ungdomslinjerne, STx, blev det aldrig rigtig til så meget med denne åbning og den erhvervsorienterende undervisning. Mere held med forene teori og praksis havde man på HHx og HTx, og HF blev en succes for efternølerne.Og så kom testbølgen, PISA, stormende ind i folkeskolen, optog sindene og nyhedsformidlingen, for her havde man det simple kommunikerbare instrument til at bedømme målopfyldelsen og afgøre om det var udgifterne værd. Om målene så helt var det, gennemsnitsresultaterne kommunikerede, blev overset, for nu var det så let at sammenligne, - nationer, kommuner, skoler og socialgrupper indbyrdes, og elever med og uden ipad! Nogle kommuner overvejer sågar at træne testning helt nede i børnehaverne, så man kan blive førende ligesom Læsø eller Lejre med stemmeoptælling. Dette virak har gjort  mere skade end gavn med sin endimensionale populisme og har ikke opbakning i den pædagogisk forskning. Er det så let at drive skole kan man godt forstå, at store private uddannelsesvirksomheder i Sverige øjner profit heri.  

Hvis man fortsat skal reformere (og det kræver udviklingen!), kunne man så i dag tænke mere i selvstændige skoler på 100-300 elever på 0.-6. årgang? Moderere  årgangsdelingen, som ikke har megen støtte i udviklingspsykologien, i det omfang forældre og lærere finder det formålstjeneligt, men stadig bevare klassen som et centrum. Udvide det lokale pædagogiske råderum, lade flere initiativer være op til forældre, lærere og elever og gerne centralisere og minimere administrative byrder. Åbne undervisningen og det daglige skoleliv meget mere mod det omgivende arbejds-,kultur-og foreningsliv, den omgivende natur og dynamik og den lokale historie? Kunne det medvirke til mere rodfæstethed og minimere fraflytning fra udkantsområder?

Og så ungdomsuddannelserne, her tænkt fra 13-14 årsalderen, som kræver støtte til differentiering af interesser og identitetsdannelse med sigte mod voksenlivets krav om kompetencer. Er der i virkeligheden belæg for at lave det store brud i 16 årsalderen, fremfor tidligere, hvis det kan medvirke til at redde små frugtbare skolesamfund, og styrke skolens åbning udad? Man kunne tænke sig at mildne bruddet mellem den lille og den store skole med stor differentiering og valgfrihed ved at lade lærere fra barneskolen ledsage klassen en tid på den første svære introduktion til en ny større skole, hvor de unge skal orientere sig, finde sig selv, deres niveau og identitet i den langt større mangfoldighed af differentierede undervisningstilbud.

Kunne den voksende mangfoldighed af skoletilbud for unge samles i en enhedsskole for 14-18 årige som vi kender det fra det svenske gymnas, den norske videregående skole og enkelte tilløb her i landet, måske med endnu mindre linjeopdeling, som kræver tidlige afgørende valg?

Det vil kræve fantasi og opgør med vanetænkning og et hidtil ukendt samarbejde mellem undervisere i forskellige fag og på forskelligt niveau, men kan måske leve mere op til unges interesser og behov for engagement. Her må der tænkes i større skoleenheder og ungdomsmiljøer og i et samarbejde mellem adskilte ungdomsskoler, efterskoler, udenlandsophold, praktik og netbaserede selvstudier for at opfylde kravet om tilstrækkelig differentiering i indhold og niveau.Man skal tænke sig kurser af vidt forskelligt indhold og på forskellige kompetenceniveauer, der bygger ovenpå hinanden. I ungdomsskolens første år af kortere varighed, hvor sigtet er at orientere om de påfølgende længerevarende årskurser, så eleverne kan se, hvad de går ind til og hvilke niveauer de kan klare, senere årskurser og praktikophold, som giver vidt forskellige kompetancer, suppleret med netbaseret selvstudier med lærerstøtte på områder, som skolen ikke kan dække og kurser på naboskoler, efterskoler og specialinstitutioner.

Det bliver noget af en logistisk udfordring, da nogle valg jo vil udelukke andre, men man er blevet dygtigere til den slags planlægningsudfordringer, og her kommer selvstudier og praktik også ind i billedet, så linjedeling måske kan undgås. Men det bliver noget af et puslespil, men en udfordring at tænke i sådanne helt nye baner, som måske harmonerer bedre med de unges motivation og identitetsopbygning.

Men hvad med klassen, basen, tilhørsforholdet og personer, der har snor i den enkelte unge i dette supermarked af kursustilbud? Det kan man ikke bare afskaffe, selvom betydningen af det ikke rigtig er kendt for de 14-18årige.Her kan personlig vejledning og fast tilknytning til en mindre gruppe på tværs af fagvalg og niveauer komme ind i billedet. Mentoring og coaching er oppe i tiden, og der indsamles ny viden. Counselling og guidance er gammelkendte begreber i angelsaksisk pædagogik. På de anerkendte engelske universiteter har man tutorgrupper med ugentlige tedrikning på tværs af studieretninger. Gruppevejledning er et gammelkendt fænomen. Elever på efterskoler kender deres "hjem"lærer. Kan det afløse klassen som personlig base midt i en mangeartet og niveaudelt hverdag, og kan man tænke sig helt forskellige studerende samlet i et sådant mindre, tværgående forum?Det vil stille helt nye krav til vejlednings- og tutorkompetancer, som ikke hører til en ungdomsundervisers faglige bagage. Hvad så med at stille krav til alle undervisere, at de ved siden af deres faglige kompetancer også skal kunne guide og følge en eller flere mindre tutorgrupper, formidle udvekslinger af erfaringer og forskellige udviklingsbaner, holde snor i de enkelte elever i gruppen, foreslå kvalitative tests og valg af kurser og niveau. Holde 10-14 elever i snor helt frem til afslutningen af ungdomsskolen. Det vil kræve en helt ny psykologisk kvalificering ved siden af den faglige, men vil utvivlsomt forbedre faglærernes undervisningskompetance og måske ændre deres syn på unge, deres vanskeligheder med at kvalificere sig og leve op til forskelligartede krav. Moderere deres fagintersse og øge deres evne til indlevelse i unge på vej til faglig mestring på forskelligartede områder.Ungdomsskolen afsluttes med bevis for at have gennemført og bestået en række forskellige kurser og praktikophold i 18-19årsalderen eller senere. Derefter kan videregående, korte, mellemlange og lange ophold på forskellige skoler, erhvervskurser og -akademier, university colleges og universiteter med forskellige indgangskrav og varighed tage over frem mod erhverskompetance.Der skal ikke være 12-årig undervisningspligt, men en pligt for samfundet til at sørge for, at der en snor i hvert enkelt barn og unge, og den godt kan strækkes ud i længden. Kald det klasselærer, vejleder, tutor, coach, mentor, guidanceofficer, counsellor, hjemlærer, men der er en voksen med en passende uddannelse dertil, der tæt og ansvarligt følger den unge med personligt kendskab og faglig omsorg, så længe det er påkrævetVel, det er ordentlig mundfuld af nytænkning, men hvorfor ikke prøve at tage udgangspunkt i de unges motivation, voksende identitet og engagement fremfor standpunkter og karaktergennemsnit og lade dem få mere føling med det omgivende samfund. Reformer er aldrig færdige.

Paul JørgensenPensioneret lektor. Cand.pæd.pæd. PhD i skolevejledning.Brenderupvej 55464 BrenderupPjrgensen1@gmail.com