"Vi ser så positivt på Ny Nordisk Skole, at vi er gået ind i det uden livrem og seler", siger DLF-formand Anders Bondo Christensen

Bondo: Ny Nordisk Skole kan skabe konsensus om folkeskolen

Folkeskolen har længe været en partipolitisk kampplads. Ny Nordisk Skole kan være med til at gøre skolen til et fælles samfundsanliggende, mener formanden for Danmarks Lærerforening.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har været ødelæggende for den danske folkeskole, at den i de senere år i så høj grad har været en partipolitisk kampplads, påpeger formand forDLF-formand Anders Bondo Christensen. Han ville ønske, at det var som i Finland, hvor der er politisk konsensus om skolen. Ny Nordisk Skole kan måske bane vejen, mener han.

"I Finland bliver folkeskolen set som et fælles samfundsprojekt, og jeg håber, at ministerens projekt også kan blive det", siger Anders Bondo Christensen om Ny Nordisk Skole, der er en idé, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini lancerede på en DLF-kongres under valgkampen.

 "Vi ser så positivt på Ny Nordisk Skole, at vi er gået ind i det uden livrem og seler", tilføjer han. "Så må vi samle op bagefter, hvis det går galt".

Anders Bondo: Ny Nordisk Skole er en ny måde at tænke på

Ny Nordisk Skole er en udstrakt hånd

Næstformand i DLF Dorte Lange opfatter Ny Nordisk Skole som en udstrakt hånd fra regeringen.

"Forbindelsen mellem Danmarks Lærerforening og Undervisningsministeriet har været for ringe i mange år. Ny Nordisk Skole er et forsøg på at skabe den forbindelse. Det er en tillidserklæring fra re-geringen side. Og en gensidig forpligtelse", siger Dorte Lange.

Hun er formand for den dialoggruppe, der har været med til at skrive manifestet for Ny Nordisk Skole. Som resten af dialoggruppen er hun personligt udpeget af ministeren.

"Ny Nordisk Skole er en anden måde at gøre det på end at indføre nationale test. En ny måde, hvor ministeren inviterer lærerne ind og siger: Bland jer", siger Dorte Lange.

"Det nye er også, at ministeren med Ny Nordisk Skole sender et klart signal om, at vi ikke skal bruge det angelsaksiske faglighedsbegreb, som også kendes fra Pisa, i danske skoler. Vi skal bruge det brede nordisk faglighedsbegreb", tilføjer DLF-næstformanden.

Kommunerne skal bakke op

Nogle frygter, at Ny Nordisk Skole bare er varm luft, der vil efterlade lærerne frustrerede, men Dorte Lange siger, at "ministerens dagsorden med Ny Nordisk Skole er så væsentlig, at vi vil går langt".

"Men hvis projektet kommer til at svæve frit i luften, er der selvfølgelig et problem. Den kommunale opbakning er vigtig", tilføjer Dorte Lange.

Anders Bondo Christensen hæfter sig ved, at der ikke står i manifestet, at den nye nordiske skole skal være verdens bedste, som var VK-regeringens målsætning for folkeskolen. Den nye nordiske skole skal lyse op i verden, står der i manifestet.

Folkeskolen har fået et manifest

"Der har altid stået stor respekt om den nordiske skole i udlandet. Vi skal have tændt det lys igen", siger lærerformanden.