fr. 15. jun. 2012 kl. 12:30

Antorini: Praktiske fag skal være del af overbygningen

  • Anders Lund Madsen styrede debatten og fik undervejs deltagerne til at kigge op, fordi ukendte gerningsmænd i løbet af natten havde stjålet flere af Dansk Industris kæmpe blå heliumballoner.
    Anders Lund Madsen styrede debatten og fik undervejs deltagerne til at kigge op, fordi ukendte gerningsmænd i løbet af natten havde stjålet flere af Dansk Industris kæmpe blå heliumballoner.
Af: Maria Becher Trier

Nye prøveformer skal integrere praksis med teori – også i overbygningen. Sådan lød en af undervisningsministerens løsninger på, hvordan man får flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

"Prøveformer i folkeskolen skal bedre afspejle det, man kan. Der skal være prøveformer, hvor man også kan lave et produkt. Der skal være et praktisk spor, der kører hele vejen op - også i 7., 8. og 9. klasse", siger Christine Antorini og slog fast, at hendes mål er klart.  "Håndværk og design bliver et helt nyt fag i folkeskolen. Det er på vej", lovede hun.

Eleverne udfordrer ministeren

Det var elevorganisationer fra folkeskolen, gymnasiet og erhvervsskolerne, der udfordrede undervisningsminister Christine Antorini, debattør Lars Olsen og direktør for Dansk Industri Lars B. Goldschmidt i idylliske omgivelser i Klostergården i Allinge på Bornholm. Målet var at få svar på, hvad de vil gøre for at sikre, at flere unge får den rette ungdomsuddannelse.

Formand for Danske Skoleelever Vera Rosenbeck holdt politikerne fast på, at de måtte komme med konkrete løsninger til, hvordan man får innovation ind i folkeskolen, og hvordan man får flere til at tage en ungdomsuddannelse.

Og der var bred enighed i panelet om, at der skal mere fokus på det praktiske i folkeskolen.

"Det gælder om at integrere fag som sløjd meget mere i andre fag", siger Lars Olsen og kom med et eksempel fra Herning, hvor folkeskoler får udstukket opgaver fra en række virksomheder. Eksempelvis har et køkkenfirma bedt eleverne om at lave et køkken, som de har lyst til at bruge.

"Det handler om at integrere teori og praksis. Det handler ikke om at sænke niveauet". "Flere praktiske fag ind i folkeskolen giver flere unge lyst til at begynde en erhvervsuddannelse".

Og Christine Antorini gav ham helt ret. 

"Alle skal møde og kunne tænke praksis og teori sammen. Den evne får vi ved at sætte discipliner sammen".

Lærerne er klar til mere praksis

Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen overværede hele debatten og glædes over budskaberne.

"Der er gode signaler i, at der skal være tværfagligt og mere praktisk-musisk ind i fagene. Det er jo en klar modstrøm til pisa-målinger og nationale test", siger han.

Han mener, at de ændringer i folkeskolen vil være en kæmpe fordel, hvis man skal have flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

"Det er den tydelige opgave, som vi skal have formuleret for folkeskolen og for lærerne, for det vil lærerne rigtig gerne være med til".

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her
lø. 16. jun. 2012 kl. 15:29 Vagn Madsen

NÅR BARE BØRNENE GIDER GÅ I SKOLE
Når det nu i enhver henseende er gået ned ad bakke for folkeskolen, siden nogle benhårde ensgørelsesideologer i sin tid fik den ulyksalige ide at afskaffe folkeskolen som undervisende skole og indføre en antiskole skåret til efter nogle brokker fra marxismens skrotbunker... Vis hele teksten

Klag

Få artikler som denne i dit nyhedsbrev