"Når danmarkskortet ændrer sig, må vi også skifte rolle”, siger Hans Augustesen fra Synscenter Refsnæs.

Synscenter får økonomisk arbejdsro trods faldende elevtal

Elevtallet på Synscenter Refsnæs falder fortsat, men centret kan ikke holde til en fjerde sparerunde på halvandet år. Region Sjælland giver centret økonomisk helle i næste skoleår og tilfører yderligere 1,6 millioner, så centret kan udvikle sig.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På få år har det landsdækkende synscenter i Kalundborg måttet reducere sin kapacitet med 25 procent, fordi kommunerne i højere grad beholder eleverne hjemme. Antallet af indskrevne børn forventes at falde yderligere i det kommende skoleår. I år har centret budgetteret med 65 skoleelever og 38 i sit botilbud. Næste år forventes begge områder at falde med cirka ti børn og unge.

Centret stod til en besparelse på 3,3 millioner kroner

Normalt ville nedgangen koste centret en besparelse på 3,3 millioner kroner, men Region Sjælland har erkendt, at det vil forringe centrets kerneydelse afgørende, og lader derfor centret køre videre med samme økonomi som i indeværende skoleår.

"Den 'kritiske masse' for at opretholde de specialkompetencer, der er underlaget for synscentrets virksomhed, er nået", hedder det i det oplæg om centrets nærmeste fremtid, som regionsrådet har nikket ja til.

Beslutningen skal sikre, at centret kan klare sig, indtil den igangværende evaluering af strukturreformen ventes at afklare de fremtidige driftsvilkår for det landsdækkende center. Centret skal kun spare ved naturlig afgang.

"I og med at vores elevtal i skolen er faldende, er det oplagt, at vi ikke genbesætter stillingen, hvis en lærer siger op. Men hvis det ikke sker, skal jeg ikke afskedige nogen", uddyber vicecenterleder og skoleinspektør Hans Augustesen.

Ekstra resurser kanaliseres over i udvikling

De ekstra resurser kanaliseres over i udvikling, så synscentret kan geare sig til fremtidens opgaver. Det kræver investeringer i it og i medarbejdernes kompetencer, og derfor har Region Sjælland bevilget 1,6 millioner kroner, så centret kan opgrade sin teknologi over de næste to år og dermed blive en attraktiv sparringspartner for kommunerne. Det sker under titlen "Det nye Synscenter Refsnæs".

"Vi skal blandt andet følge med i, hvad blinde og svagtseende kan bruge iPads og iPhones til: Hvad virker, og hvad virker ikke? Samtidig uddanner vi 25 medarbejdere til superbrugere, så vi kan tilbyde uddannelse til eksterne synskonsulenter. Vi tager fører førertrøjen på", siger Hans Augustesen.

Centret skal også investere i punktapparater, digitale hjælpemidler og skolematerialer og printere til henholdsvis punktskrift og tredimensionel print, der bruges til taktil indlæring,

Database over hjælpemidler er på vej

For nylig åbnede synscentret et digitalt skolebibliotek for synshandicappede, Biblus. Det er et godt eksempel på den udvikling, der er i gang på Refsnæs, mener Hans Augustesen.

"Strukturreformen har sendt penge og visitationsret ud til kommunerne, så vi agerer på et marked. Derfor er vi i dialog med vores kunder om, hvad de har brug for. De eksterne synskonsulenter, der vejleder lærere i kommunerne, pegede på, at de havde svært ved at få overblik over, hvad der findes af undervisningsmaterialer til svagtseende. Det gav os anledning til at skabe et bibliotek, der giver den enkelte lærer direkte adgang til vores undervisningsmaterialer. På den måde understøtter vi det lokale arbejde med inklusion. Når danmarkskortet ændrer sig, må vi også skifte rolle", siger Hans Augustesen

Parallelt til Biblus vil Refsnæs udvikle en database, der giver overblik over hjælpemidler til blinde og svagtseende.

"Forældre skal kunne se, hvad der findes af hjælpemidler på forskellige alderstrin, for eksempel når barnet skal i vuggestue. Det skal også fremgå, om de kan låne eller leje redskabet, og de skal kunne bestille det med et klik", siger Hans Augustesen.

Efterskole for blinde er også en mulighed

Synscentret planlægger at bygge sine kurser for forældre op, så de kan vælge enkelte moduler frem for som i dag at skulle deltage i en hel pakke - med fare for, at de vælger den fra. Centret undersøger også muligheden for at åbne en efterskole for blinde og svagsynede.

"Forældrene efterlyser en efterskole, for de oplever, at deres børn bliver sat uden for det sociale spil i senpuberteten og står i stampe. Hvis de er sammen med andre svagtseende, kan vi arbejde med deres overgang til voksenlivet", siger Hans Augustesen, der håber at kunne åbne efterskolen i august 2013.

Regeringen er ved at evaluere strukturreformen og har de specialiserede social- og undervisningstilbud som et af fire fokusområder. Region Sjælland forventer, at der skal laves en mere permanent afklaring af synscentrets situation, når evalueringen er færdig.