ma. 30. jan. 2012 kl. 13:53

Snigpremiere på tv-serie om læreren Rita

Af: Lise Frank

”Jeg håber, lærerne vil synes, at serien om folkeskolelæreren Rita er fair”, siger manuskriptforfatter Christian Torpe. "Rita" har premiere på TV2 torsdag d. 9. februar - du kan se den nu.

"Der er for mig at se meget mere drama i folkeskolen, end der er på en politistation eller på Christiansborg, hvor mange andre serier foregår. For i en serie om folkeskolen er man nede og pille ved det allervigtigste, nemlig hvordan næste generation kommer til at opføre sig", siger manuskripforfatter Christian Torpe.

Rita, der spilles af Mille Dinesen er lærer af hjertet. Hun er dedikeret til sit arbejde, bramfri når det gælder kommunikationen med skolens forældre og politisk ukorrekt i flere henseender.

"Mille Dinesen kan spille den mennesketype, Rita er. Hun har den helt rigtige fandenivoldskhed i sig", fortæller Christian Torpe.

Fordi "Rita" handler om en folkeskolelærer, inviterer TV2 lærerne til at holde snigpremiere på serien - enten på lærerværelset eller hjemme ved computeren. Hvis du er oprettet som bruger af folkeskolen.dk og modtager det ugentlige nyhedsbrev fra redaktionen, vil du i morgen tirsdag modtage et link og en kode til at se det første afsnit af serien.

Konflikter med forældrene

Rita, der selv er mor til to, holder stærkt på det synspunkt, at forældre forventer helt urimeligt meget af deres barns lærer. Hun undgår derfor heller ikke en række konflikter med forældregruppen igennem serien.

"Rita har den retfærdige harme, men også noget af det hykleri, der er omkring det", afslører manuskriptforfatteren.

I TV2's folkeskolekulisse spiller Mille Dinesen blandt andet over for Ellen Hillingsøe, der er skolens AKT-vejleder. Leif Sylvester spiller en lærer af den gamle skole. 

I Folkeskolen, der udkommer d. 9. februar - samme dag som serien officielt har premiere - kan du læse et længere interview med Christian Torpe om 'Rita'.

Nedenfor kan du se en trailer for tv-serien. Koden til snigpremieren på det første afsnit finder du i det generelle nyhedsbrev fra redaktionen, som kommer tirsdag ved 11-tiden

 

 

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her
ti. 31. jan. 2012 kl. 14:14 Kristoffer Høyrup Sørensen

Glimrende!
Har netop med stor fornøjelse set første afsnit af serien!

Det er en herlig skildring af folkeskolen i dag! Og lærerjobbet på godt og ondt :-)

Klag
on. 1. feb. 2012 kl. 09:32 Kenneth Nielsen

Ser frem til "familiehyggen fra lærerværelset"
I årevis har sendefladen været spækket med Skadestuer, Lægekonsultationer, Dyrehospitaler og Advokatkontorer. Helt forfriskende nu at få en serie fra Lærerværelset.

Klag