»Nyere forskning viser, at børnene lærer mere, når de bevæger sig. Det gælder vel at mærke også i de boglige fag«, siger Mogens Hansen, der er professor ved Institut for pædagogisk psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet .

En svensk undersøgelse, der blev offentliggjort i 2000, handler om sammenhængen mellem børns motorik og deres evne til at lære. Forsker Ingegerd Ericsson nåede frem til, at langt de fleste børn med motoriske problemer også havde indlæringsvanskeligheder. De børn, der var gode til at bruge deres krop, var også dygtige til de boglige fag.

»Mange af os er vokset op i den tro, at vi enten er praktisk eller bogligt begavede, og at 'det, den ene har i hovedet, har den anden i benene'. Nu skal vi vænne os til tanken om, at det hele hænger sammen, og at de, der lærer mest i praktiske fag, som regel også får et forspring med det boglige«, siger Mogens Hansen.

Bevægelse giver bedre koncentration

I en anden svensk undersøgelse, som er blevet refereret flere steder, blev to svenske børnehaver sammenlignet. Børnene fra Statarlängen børnehave legede i et varieret område med klipper, buskads og væltede træer. De blev sammenlignet med børnene i Lekatten, hvor legepladsen var flad og dækket med græs. Det viste sig, at børnene fra Statarlängen havde udviklet en bedre motorik og - ikke mindst - en bedre koncentrationsevne.

»Kropslige og materielle fag som idræt, sløjd og håndarbejde lærer også børnene opmærksomhed. På den måde får de optrænet koncentrationsevnen, som de i høj grad har brug for i de boglige fag«, siger Mogens Hansen.

»At sidde stille på en stol og høre efter kræver en god motorik. Et barn, der ikke har styr på kroppen, skal ganske enkelt bruge al sin opmærksomhed på at sidde stille, og så er der ikke opmærksomhed nok tilbage til at høre efter i timerne«.

Teori er ikke alt, for det er ikke al viden, der kan udtrykkes med ord. Masser af ordløs viden og nonverbale færdigheder bliver lagret i kroppen.

»Hvordan vil du for eksempel forklare med ord, hvordan man cykler«, spørger Mogens Hansen.

Derfor taler man også om de mange forskellige intelligenser: Kropslige, matematiske, musiske og så videre. Det enkelte menneskes udvikling begynder med barnets opdagelse af verden den første morgen og tager for alvor fart, når barnet begynder at kravle i fem-syvmånedersalderen. Barnet udforsker den fysiske verden, lærer om afstandene og tingenes placering og udvikler sin stedsans og sin balanceevne. Længe inden sproget har dannet sig, er barnet i fuld gang med at indsamle viden og erfaringer. Endnu et bevis på, at krop og intellekt hænger sammen.

Hjernen - en blindtarm på kroppen

Læge og hjerneforsker Kjeld Fredens har brugt mange år på at forstå, hvordan vores hjerne arbejder og spiller sammen med vores krop.

»Folk tænker forkert om kroppen, når de anser hjernen for hovedsagen«, siger Kjeld Fredens, der mener, at den viden, vi har i dag, burde føre til store forandringer i folkeskolen - både af de fysiske rammer og i den måde, der undervises på.

»Sat på spidsen er hjernen ikke andet end en blindtarm på kroppen. Hvis kroppen ikke fungerer, får hovedet også svært ved at følge med. Når hoved og krop anses for to adskilte enheder, begår vi en klassisk fejltagelse. Vores skolesystem bygger på den franske filosof Descartes' tanker, derfor er teori og praksis blevet adskilt, men virkelighedens verden er tværfaglig«.

For at forstå, hvorfor bevægelse og læring er så tæt forbundne, må man kigge på, hvad man i dag ved om samspillet mellem krop og hjerne, siger Kjeld Fredens.

»I tidens løb har forskere i hele verden forsøgt at finde ud af, hvad fysiske aktiviteter betyder for individets liv og udvikling. De har undersøgt konsekvenserne for vores fysiske og mentale sundhed, vores selvopfattelse og selvtillid og vore sociale evner. Der er bred enighed om, at fysisk træning også har betydning for børnenes mentale udvikling. Men der er stadig forskere, der tvivler på, at der er en direkte forbindelse mellem bevægelse og læring«, siger han.

Kjeld Fredens finder det hævet over enhver tvivl, at der er en sammenhæng.

Krop og tanke hænger sammen

»Den amerikanske neurolog Antonio Damacio har i sin bog, 'Descartes' fejltagelse', vist, at krop og tænkning hænger sammen. De erfaringer, kroppen gør via sanserne og bevægelserne, giver mening til vor tænkning«, siger Kjeld Fredens og forklarer:

Følelserne hænger sammen med sanserne. I første lag ligger kroppens sanser såsom lugte- og smagssansen, i næste lag kommer de følelser, sanserne udløser. Det kan være glæde eller afsky.

»På grund af denne direkte forbindelse mellem sanserne og følelserne anser Damacio det for bevist, at krop og tænkning hænger sammen. Vi behøver blot at tænke på, hvordan det lille barn lærer ting eller steder at kende ved at bruge sanserne. Prøv også at tegne en menneskekrop, der løber. Du vil uvilkårligt skele til dit eget bevægemønster, og det trækker måske lidt i musklerne, mens hjernen og kroppen arbejder sammen om at finde den viden frem, du har. Du kan også prøve at tegne en mund, der smiler. Kan du gøre det uden at smile selv?«

Når vi ser på, hvordan man lærer noget, er det største problem netop at forklare, hvordan de biologiske og de mentale funktioner hænger sammen. Vi kan ikke tage billeder af det eller konkretisere det på anden måde. Forskningen har ikke kunnet sætte det på formler eller finde kemien, uddyber Fredens.

»Nogle siger, at tænkning ganske enkelt er logiske processer - og ikke andet. Men det er åbenbart, at vi har følelserne med i tænkningen. Det skal vi også have, alt andet ville simpelthen være for upraktisk«, siger han.

»Forestil dig, at du skal beslutte, om du vil i byen eller i skoven. Hvis du ikke har kroppen med i de overvejelser, bliver du aldrig færdig, for der er uendelig mange argumenter for og imod det ene og det andet. Så hvad gør man? Hjernen spørger bare kroppen - den ved, hvad du har lyst til«.

International forskning viser, at vi kan forklare de mentale processers udvikling - også sprogdannelsen - ved at referere til kroppen og følelserne. Vi kan beskrive sprog og tænkning som noget, der bygger på kropslig erfaring. Og det er vigtigt at udnytte denne viden om, hvordan man lærer, fastslår Kjeld Fredens.

»Målet med folkeskolen er ikke at fylde ungerne med en masse paratviden, men derimod at forsyne børnene med viden, erfaringer og færdigheder, der gør dem livsduelige. Derfor skal vi udnytte den viden, vi har fra forskningen - og det vil sige, at hovedet og kroppen skal kobles sammen i undervisningen«.

»Kropslige og materielle fag som idræt, sløjd og håndarbejde lærer også børnene opmærksomhed. På den måde får de optrænet koncentrationsevnen«»Sat på spidsen er hjernen ikke anden end en blindtarm på kroppen. Hvis kroppen ikke fungerer, får hovedet også svært ved at følge med. Når hoved og krop anses for to adskilte enheder, begår vi en klassisk fejltagelse«