Anmeldelse
Kort tysk grammatisk oversigt plus øvemateriale
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Materialet henvender sig til 9.-10. klasse og tilsvarende trin. Det består af 14 grammatiske oversigter. Der forudsættes et godt kendskab til basisgrammatikken for at kunne bruge oversigterne, da der i nogle sammenhænge gives flere meddelelser på en gang. Siderne er meget teksttætte, hvilket bevirker, at eksemplerne nemt kan drukne i tekstmængden. En tydeligere visualisering af eksemplerne ville hjælpe brugerne.
Oversigt 1-7 arbejder med verber; de øvrige oversigter arbejder med substantivernes køn og flertalsendelse, de fire kasus, præpositioner, adjektivernes bøjning, pronominer og forvekslingsord. Materialet benytter kun danske betegnelser; de latinske betegnelser burde også være nævnt, da eleverne skal have kendskab til disse. Oversigterne er forsynet med tal, så de kan bruges som rettenøgle i korrekturfasen. Det er en kvalificeret fremgangsmåde i arbejdet med sprog og sprogbrug. Der gøres brug af de nye retskrivningsregler, selvom reformen ikke er vedtaget endnu.
I oversigt 1 burde skemaerne umiddelbart vise, hvilke udsagnsordsgrupper det drejer sig om. I oversigt 9 forklares sammenhængen mellem ledanalyse og kasusbrug brugervenligt. I oversigt 10 er afsnittet om forholdsord med fast forbindelse vanskeligt tilgængeligt. I oversigt 11 bliver jeg i tvivl om, hvorfor det kun er ordklassen adjektiver, der defineres/beskrives. De øvrige ordklasser burde vel også beskrives nærmere! I dette afsnit savner jeg en tydeliggørelse af forskellen på adjektiverne som omsagnsled og attribut. Det ville også være mere brugervenligt kun at benytte to skemaer for de stærke og svage endelser. I oversigt 13 synes jeg, der mangler en forklaring på, hvornår det personlige pronomen es anvendes. Afsnittet om forvekslingsord er en stor hjælp for eleverne, da de hyppigste forvekslingsord er præsenteret eg eksemplificeret.
Øvematerialet består af en elevstil med understregning af forskellige fejltyper og henvisning til de pågældende grammatiske områder i oversigtshæftet. Som introduktion til arbejdet med korrekturfasen og en rettenøgle som hjælpemiddel er materialet velegnet, men ellers vil elevernes egne tekstproduktioner være det bedste udgangspunkt.