Skoleelever løser fysikopgaver i Tivoli

For tredje år i træk har danske skoleelever mulighed for at modtage en dags undervisning, mens de prøver forlystelser i Tivoli. Det sker, når den gamle have åbner op for Faglige Dage i maj måned med udgangspunkt i de naturvidenskabelige fag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de sidste to år har arrangementet trukket mere end 25.000 skoleelever i de ti dage, det foregår.

Manden bag opgaverne er ligesom de foregående år den tidligere fysiklærer og nuværende konsulent, Ulrik Lundby Hansen.

"Eleverne får en helt anden motivation for at lære om de naturvidenskabelige fag, når det samtidig er sjovt. Samtidig får de muligheden for at gå fra de normale 'hands on-forsøg' i klasselokalet til såkaldte 'body on-forsøg' i Tivolis forlystelser, der giver en oplevelse for hele kroppen", siger Ulrik Lundby Hansen.

Et af forsøgene har tidligere været at skulle tage et glas vand med i forlystelsen 'Det Gyldne Tårn', hvor eleverne bliver trukket mod jorden fra toppen af tårnet, så det ikke frit fald, man oplever. Kroppen og glasset påvirkes af 1,5 G - halvanden gange tyngdekraften. Formålet med at tage et glas vand med i det Gyldne Tårn er at illustrere tyngdekraften.

Lærer: Fagligheden er i top

Ifølge Tivoli har der været gode tilbagemeldinger fra de deltagende skoleklasser de foregående år.

"Det var en sand fornøjelse at se dem blive så begejstret for at vandet blev hængende i luften, mens de selv forsvandt ned. Vi havde en super tur, hvor fagligheden var helt i top, og det er virkelig en oplevelse, som jeg under alle skoleelever at få." siger Anders Bentzen, der er folkeskolelærer på Risskov Skole i Århus og var af sted med sin klasse sidste år.

Tivoli har i år imødekommet et ønske fra lærerne om at lave et startkursus for 7. klassetrin. Her skal eleverne blandt andet løse opgaver i Ballongyngen, Radiobilerne og i Det Gyldne Tårn med overskriften fart og acceleration.

"Mange af eleverne har ikke været gearet til at løse opgaverne i Tivoli de første år, da de først lige har fået fysik i skolen. Vi laver derfor et startkursus for eleverne på netop dette klassetrin. Mange børn oplever kun fart en vej, og det er fremad. På startkurset lærer de, at fart og retning har mange veje," siger Ulrik Lundby Hansen.

Alle opgaverne er blevet til i tæt samarbejde med Metropol, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), DONG Energy samt kvalificerede faglærere inden for fysik og natur/teknik, der har den daglige erfaring med eleverne. Opgaverne lever op til de Fælles Mål for folkeskolerne.

I kraft af Tivolis samarbejde med DONG Energy er prisen 50 kroner per elev inklusiv entré og et Turpas til forlystelserne.

For 4. til og med 6. klassetrin foregår Faglige Dage alle hverdage fra d. 9. maj til 19. maj.