Skæv elevsammensætning på fri- og privatskoler er især et storbysfænomen
Elevsammensætningen på landets fri- og privatskoler afhænger af afstanden til den nærmeste folkeskole, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. På fri- og privatskoler, hvor der er langt til den nærmeste folkeskole, er der en mere blandet elevsammensætning end på skoler, der ligger tæt på nærmeste folkeskole.
Det er oftest børn fra velstillede hjem,
der går på en fri- eller privatskole, men ny analyse fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd viser, at tendensen dækker over store geografiske forskelle.
Siden 2007 er der lukket mere end 200 folkeskoler i Danmark, og flere steder er der oprettet fri- og privatskoler som alternativ.
Det har betydet, at fri- og privatskolerne på landet er mere blandede, end de private skoler i storbyerne.
Analysen viser således, at på fri- og privatskoler, der ligger mindst tre kilometer væk fra den nærmeste folkeskole, er elevsammensætningen mere blandet målt på indkomst end på skoler med mindre afstand til den nærmeste folkeskole. Børnene kommer oftere fra de midterste indkomstgrupper, og relativt færre kommer fra de rigeste familier.
Omvendt er der en overvægt af børn fra de rigeste familier på fri- og privatskolerne, der har kort afstand til den nærmeste folkeskole.
"Det er ikke nyt, at det er børn fra velstillede hjem, der generelt går på fri- og privatskolerne, men vores analyse viser, at det især er et storbyfænomen", siger Mie Dalskov Pihl, chef for registeranalyse i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
"Det er udtryk for, at de private skoler på landet i høj grad er skabt på en baggrund af lokale skolelukninger og dermed er lidt mere blandede end i byerne, hvor de private skoler i højere grad bruges af den rigeste del af befolkningen", siger Mie Dalskov Pihl.
"Der er tydelige geografiske forskelle. I områder som Bornholm og Nordjylland, går mange elever på en fri- eller privatskole, der ligger langt væk fra nærmeste folkeskole, og som altså typisk har en mere afbalanceret elevsammensætning. Det er omvendt i for eksempel Nordsjælland og København", siger Mie Dalskov Pihl.
19 procent af de danske skoleelever i 0.-9. klasse går på en fri- eller privatskole. Andelen af børn, der går på en fri- eller privatskole, er fortsat markant større blandt børn fra de rigeste familier.
Læs også
-
Nu vender en af de hjemsendte ledere tilbage til Blågård Skole
-
Ny bog vil give nye elever et meningsfuldt skoleliv
-
Træt af møgsager: Kommune sender 50 skoleledere på kursus i krisekommunikation
-
Temadag: Når små stød får stor betydning - børn og unge med langvarige følger efter hjernerystelse
-
Hvidovre åbner onlineskole for elever med ufrivilligt fravær