SFO-ledere har et godt samarbejdet med skolelederne

Et stort flertal af SFO-lederne har et godt samarbejde med skoleledelsen. De har indflydelse på skolens værdigrundlag og oplever, at kulturforskellen mellem dem og skoleledelsen er frugtbar. Men på hver tiende skole fungerer samarbejdet slet ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det viser en ny undersøgelse fra pædagogernes fagforening, BUPL, blandt 855 ledere og afdelingsledere i skolefritidsordningerne.

"En overraskende stor del af SFO-lederne svarer ja til, at samarbejdet fungerer - og fungerer godt. Det viser, at to faggrupper med forskellige opgaver, kompetencer og traditioner kan finde sammen i et konstruktivt samspil, og det bør både SFO-ledere og skoleledere være stolte af", siger Lasse Bjerg Jørgensen, der er ledelsesansvarlig i BUPL's forretningsudvalg.

Han kalder det et overordentligt positivt resultat, fordi samarbejdet handler om relationer, da der ikke er formuleret en lovgivningsmæssig fordeling af kompetencerne mellem skoleleder og SFO-leder.

"Det har de forhandlet sig frem til igennem 25 år ved at fjerne de knaster, der er opstået hen ad vejen. Nu skal vi bare have forbedret forholdene for de fem-ti procent af SFO-lederne, som ikke har oplevet denne udvikling", siger Lasse Bjerg Jørgensen.

De positive eksempler skal fremhæves

Når samarbejdet halter, skyldes det, at SFO-lederen ikke lukkes ind i det rum, hvor beslutningerne tages.

"Vi arbejder på, at SFO-lederne får en formel plads i skolebestyrelsen. Kun hver fjerde SFO-leder deltager altid i skolebestyrelsesmøder, og det peger på behovet for at ændre lovgivningen", siger Lasse Bjerg Jørgensen.

En lovændring løser ikke problemet alene. BUPL's Centrale Lederråd vil derfor indlede et samarbejde med Skolelederne.

"Hvis forholdet mellem SFO-leder og skoleledelse ikke fungerer, svækker det skolen samlet set. Derfor bør alle have en interesse i at få løst de problemer, der er, og det er Skolelederne enige i. Jeg forestiller mig, at vi sammen sætter spot på de steder, hvor samarbejdet er velfungerende. Der er heldigvis et hav af eksempler", siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Ni ud af ti har det godt med skolelederen

72 procent af SFO-lederne siger, at de indgår ligeværdigt i samarbejdet med den øvrige del af skoleledelsen. De er til møde med skoleledelsen mindst en gang om ugen, hvor de typisk drøfter livet i SFO'en, samarbejdet mellem SFO og undervisning og modtagelsen af nye børn i skolen og SFO'en.

Ni ud af ti SFO-ledere har det alt i alt godt eller meget godt med skolelederen.

"Undersøgelsen maner myten om SFO-lederen uden indflydelse i jorden. Men dermed ikke sagt, at der ikke stadig er masser af områder, hvor vi kan forbedre SFO-ledernes stilling, og det vil vi arbejde med både lokalt og centralt i BUPL," siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Blandt andet kan SFO-lederens forhold til forvaltningen forbedres. Kontakten går oftest gennem skolelederen, og det er ikke godt nok, mener Lederrådet i BUPL.

"SFO-lederne efterspørger denne direkte kontakt for at kunne forklare forvaltningen, hvad der skal til af fritidspædagogik for at skabe en god hverdag. Det er jo netop et område, som skolelederen har uddelegeret til SFO-lederen", siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Flertallet betragter kulturforskellene som frugtbare

Ikke overraskende oplever mange SFO-ledere kulturforskelle mellem skole og SFO. Men to ud af tre vurderer forskellene som frugtbare.

"SFO-lederne er nødt til at argumentere over for skolelederen for, hvad de og deres pædagogik kan bidrage med. Det bliver de skarpe på, og mange synes, det er spændende at sætte en pædagogisk dagsorden ind i skolen", siger Lasse Bjerg Jørgensen.