Anmeldelse

Matematikken i spil

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som baggrundsmateriale for den lærer, der bruger spil og spillignende aktiviteter i sin undervisning, er her en herlig lille bog.

Bogen opfordrer til at spille spillene eller udføre aktiviteterne om man vil, til eksperimentel matematik, til at stille spørgsmål og lege med matematikken bag ved spillene.

De fem emner/spil, som bogen bruger til at udvikle matematikken bag ved, er skakbræt, Tårnene i Hanoi, Picks formel, Nim og ørkenspillet. I hvert fald de fire første er kendte aktiviteter i folkeskolen. Skakbrættet tager sit udgangspunkt i den kendte historie om drengen, som aftalte en betaling, på den måde at man lagde et riskorn på det første felt på brættet og derefter fordoblede på de følgende felter, indtil man nåede til sidste felt, hvorpå der så er 2^63. Det kan man få meget spændende matematik ud af om rækker og annuiteter.

En del af de mere simple, indledende betragtninger kan bruges af en del elever i de ældste klasser. For eksempel kan man fint få en 9. eller 10. klasse til at udlede formlen for Picks teorem. Men at bevise den er en helt anden historie.

Bagerst i bogen en omfattende liste over svar på opgaver og spørgsmål, ofte uddybende og af og til også med vink til en løsningmetode. Et stikordsregister mangler heller ikke. På www.systime.dk kan man downloade supplerende materiale til bogen med gode råd og kopisider. Desuden er der link til elektroniske udgaver af nogle af spillene. En e-bogs-udgave af bogen mangler heller ikke. Og den er noget billigere end papirudgaven.

Bogen er skrevet til brug i gymnasiet, men vil også kunne finde brug på læreruddannelsen, ligesom den giver interesserede lærere en god baggrundsviden om de forskellige spil og aktiviteter, der appellerer til, at man inddrager spil i arbejdet med beviser og ræsonnementer.