Anmeldelse

Pissedårlig ledelse
Pissedårlig ledelse

Sådan bliver du bedre til at være en pissedårlig leder

Med de bedste intentioner sætter veloplagt lille bog befriende fokus på det negative og det ledelsesmæssige tabu: den dårlige ledelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den kulørte litteratur om ledelse og i offentligheden hyldes ofte den stærke og usårlige leder, der som en anden Supermand kan klare alt og altid træffer de rigtige beslutninger, uanset hvor meget vinden blæser. Det gælder ofte i krisetider, at der kaldes på en stærk mand eller kvinde, der kan vende skuden via en tilsyneladende konsekvent turnaround på en skole, i en virksomhed eller sågar en hel nation. Den amerikanske præsident Donald Trump er et højaktuelt eksempel på en sådan art af ufrugtbar ”hero management”, som også inddrages i denne debatbog om pissedårlig ledelse. Trump er et eksempel på infantil ledelse, hvor man leder af de forkerte årsager. Han leder for at få andres beundring, leder for sin egen skyld – ikke for sagen eller for fællesskabet. Der er for lidt ydmyghed over for opgaven.

Fakta:

Titel: Pissedårlig ledelse

Pris: 125

Sider: 70

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Trump er naturligvis et ekstremt eksempel på pissedårlig ledelse, men den dårlige ledelse eksisterer jo overalt. Vi ved alle, at den er der. Uanset om man er leder eller medarbejder, oplever vi den hver dag på skolen eller hvilken som helst anden arbejdsplads, men måske er dårlig ledelse et tabu? Det er forfatternes postulat, og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret.

Pissedårlig ledelse følger i forlængelse af von Oettingens bog ”Pissedårlig undervisning” negationens vej og peger på det produktive i at stille skarpt på det negative, at noget faktisk er skidt og til stede. Pissedårlig ledelse er der, så hvorfor ikke få den på bordet? Jeg bedriver det fra tid til anden ubevidst som leder – du gør det sikkert også som leder … eller som medarbejder. Ledelse er nemlig ikke bare et anliggende for ledere. Hvis man som medarbejder ikke leder med, ja, så kan den formelle leder være nok så dygtig. Uden følgeskab og medlederskab, ingen leder og ingen positive resultater. Et begreb som relationel ledelse er jo intet værd, hvis relationen kun omhandler den ene part, for eksempel lederen, i relationen.

Pissedårlig ledelse kan ikke undgås – det er en del af den uhyre praktiske og konkrete metier, som ledelse er. Ledelse er ”… først og fremmest praksis, det vil sige noget, man gør” (min kursivering), hvor du ikke kan læse eller planlægge dig til hele succesen. Det er vilkåret for ledelse – det er, hvad der gør ledelse så forbistret krævende – men det er også, hvad der gør ledelse så hulens spændende – og ja, nærmest til en kunst, når ledelse går op i en højere enhed. Pissedårlig ledelse er ikke i sig selv det største problem – det største problem er, hvis vi ikke har modet til at gøre noget ved det eller selvindsigten til at vide, at den er gal.

Bogen er vel den første herhjemme, der for alvor vover at sætte den dårlige ledelse på dagsordenen. Det er et forfriskende nyt og vidende perspektiv. Perspektivet bryder flere års fokus på den positive, styrkebaserede og anerkendende ledelsestilgang. Ud over intro og outro består bogen af fem solide og spændende kapitler, som jeg har fået meget ud af.

Af pladshensyn kan jeg ikke inddrage dem alle, men jeg vil nævne Klaus Majgaards veloplagte kapitel fire om at møde sig selv som pissedårlig leder. Her beskriver han rammende lederens modenhed som et centralt begreb. Han definerer lederens modenhed somlederens evne til at integrere positive og negative billeder af sig selv og organisationen på en realistisk og nuanceret måde”.

Denne modenhed er, hvad Trump og de andre ”evige drenge” mangler. Modenhed er en nødvendighed, selvom det også er den, som kan holde os vågne om natten, for gjorde jeg nu ledelsesmæssigt det rigtige? I den velafbalancerede tvivl ligger refleksionen som kimen til en stadig udvikling af den modne ledelse.

Søren Voxted skriver i kapitel to om afvæbnende anerkendelse som dårlig ledelse. Afvæbnende anerkendelse er, når man som leder faktisk lukker øjnene for, at der er noget, som nogle ansatte ikke kan. Det er ikke anerkendelse – men misforstået anerkendelse som et brugt og behageligt ledelsesværktøj, hvor man som leder bare ikke er sin opgave voksen og sit ansvar bevidst.

Bogen er velskrevet og det faglige stof formidlet, hvilket krydret med humor undervejs gør læsningen behagelig, nem og vedkommende. Man kan for eksempel ikke lade være med at smile og forestille sig billedet, som Søren Voxted beskriver med den anerkendende kommunaldirektør, der messer budskabet: ”Op med humøret – og ned med omkostningerne!”

Jeg er sikker på, at bogen med rette vil vække debat. Jeg ser bogen som et godt afsæt for at sætte ”den dårlige ledelse” på dagsordenen i ledelsesteamet (eller på lærerværelset?) på en skole eller en anden arbejdsplads. Jeg synes dog samtidig, at emnet kalder på mere end ”bare” en debatbog på ”kun” 80 sider, så lad det være en opfordring til forfatterne og forlaget. Vi kradser jo (om end velkvalificeret) kun i overfladen her – lad os komme til bunds i det her!

Midt i alt ”det negative” vil jeg slutte af med at citere Klaus Majgaard: "Man kan blive bedre til at være en pissedårlig leder!" Der er håb endnu for os alle.

Powered by Labrador CMS