Anmeldelse

Støjfri ledelse

Giv ordet til stilheden

Støjfri ledelse er en spændende ledelsestilgang, som denne bog er "first mover" på. Bogen er konkret og nem at gå til i formodningen om, at det virker, men vi ved det reelt ikke.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hånden på hjertet – hvornår har du sidst taget dig i til et af dagens utallige møder at koncentrere dig mere om, hvad du selv skulle sige efterfølgende, end rent faktisk at lytte til og prøve at forstå det, der bliver sagt af en anden til mødet?

Fakta:

Titel: Støjfri ledelse

Forfatter: Bastian Overgaard

Pris: 300

Sider: 218

Forlag: Akademisk Forlag

Denne bog sætter fokus på, at i en tid, hvor vi aldrig har kommunikeret og "postet" så meget som nu, har vi paradoksalt nok måske heller aldrig lyttet så lidt som nu. Vi kommunikerer meget ud, men hvor meget tager vi reelt ind og lader os lære af?

Forfatteren til bogen ”Støjfri ledelse”, Bastian Overgaard, mener, at vi taler for meget (for at få et dopaminkick) – og vi lytter og samtaler for lidt. Møder præges af flere monologer end dialoger, er pointen – og dét samtidig med at flere og fleres (ikke mindst lederes) tid går med endeløse møder.

Møderne er netop, som forfatteren understreger, den dyreste investering, hvorfor de pinedød også skal være effektive og have det optimale udbytte. Et af bogens eksempler viser, at en dansk kommune med 2.500 medarbejdere, der hver går til møder to gange om ugen, kan komme op på at bruge 40 millioner kroner om året på møder. I kan jo selv prøve at foretage lignende regnestykker på jeres skole eller i jeres kommune. Jeg tror, at resultatet vil være tankevækkende.

Bogens budskab er derfor at give stilheden ordet for at sænke stressen, øge koncentrationen, øge refleksionen og få alle til orde.

Her går forfatteren meget konkret til værks og foreslår blandt andet to konkrete tiltag i sine bestræbelser på, at vi opnår mere ved at tale mindre. For det første at man bruger tid på at være stille sammen til møder. Disse korte stilleperioder kan bruges indledningsvis, afslutningsvis eller løbende. Ved at stille et spørgsmål, man som teamkoordinator, leder eller andet ønsker svar på, og ikke afkræve mundtlige svar med det samme – men i stedet bede deltagerne om hver især i stilhed at tænke over dette og notere sine mulige svar ned, sikrer man sig både bedre svar og inddragelse af flere deltagere. Afkræves der mundtlige svar med det samme, ved vi godt, at det er de hurtige ekstroverte, der tager teten.

Den anden konkrete ide er turtagning: At sikre, at alle – som i alle – får lige meget taletid og gerne med skriftlig forberedelse. Det er fremmende for den psykologiske tryghed og sikrer bedre løsninger. Beslutningerne skal ikke bære tilfældigt præg af, hvem der (altid?) siger mest, eller hvem der (altid?) siger noget først.

Forfatteren har masser af humor, som han løbende deler ud af i løbet af bogen, for eksempel når han spørger, hvorfor nogen skal dø, for at vi er stille sammen. Han slutter indledningen af med at holde et minuts stilhed til ære for alle de møder, der igennem tiderne er druknet i talestrømme. Løbende skaber han også nye og anderledes begreber som "ordforurening", "kladdesnak", "at have mundsave på albuerne" og "ordnani". Alt dette gør læsningen mere levende og interessant.

Bogens styrke og udfordring er lidt den samme. Bogen er på den ene side nem at gå til, idet den er meget konkret og praksisorienteret, og den vil kunne bruges i alle brancher. På den anden side bliver bogen nogle gange lidt for letkøbt, og man efterspørger som læser evidens og forskningsbelæg for, at dette rent faktisk virker. Som læser efterlades man med indtrykket af, at det virker, men vi ved det reelt ikke.

Samtidig kan oneliners som "… vi lærer mere ved at lytte end ved at tale" også problematiseres, for sagen er vel mere kompleks end som så. Senere i bogen fremhæves kollektiv intelligens og psykologisk tryghed, men her er det jo netop en pointe, at alle skal turde tale for at udnytte det fælles, få alles forståelser frem og dermed sikre de bedste løsninger på komplekse problemstillinger, eksempelvis i forhold til inklusion. Dette får vi vel ikke frem, hvis de fleste kun lytter? Forholdet mellem at lytte og at tale er mere komplekst, end det sine steder fremstilles i bogen. Sproget kan "løbe af med os" og føre os ad nye veje – nogle vil være blindgyder, mens andre vil føre os frem til helt nye indsigter.

"Støjfri ledelse" repræsenterer noget nyt ledelsesmæssigt inden for disciplinen "lydhør ledelse". Jeg vil selv prøve det af i håbet og formodningen om, at det virker, og så vil jeg gerne samtidig have mere forskningsmæssigt belæg for, at det virker.