Det er Lotte Rod, der står bag formuleringen af skoleløftet.

Radikale spidskandidater går til valg på et ”skoleløfte”

Rundt i landet har mindst 69 radikale spidskandidater til kommunalvalget underskrevet et såkaldt ’Skoleløfte’ om, at de bl.a. vil arbejde for at fjerne så mange ikke-lovpligtige regler som muligt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opdateret kl. 11.10 med uddybbende citater fra Lotte Rod. 

Radikale Venstre har udformet et såkaldt 'Skoleløfte', som 69 af de radikale spidskandidater til kommunalvalget har underskrevet forud for valgdagen, skriver Skolemonitor.

Skoleløftet lyder:

- Jeg vil mødes til dialog med skolerne i stedet for at trække regler ned over dem

- Jeg vil fjerne så mange ikke-lovpligtige regler som muligt

- Skolelederne skal bruge mere tid på at lede skolerne og mindre tid på rådhuset

- Jeg vil have synlig, pædagogisk ledelse på enhver matrikel

- Jeg vil give skolerne de pædagogiske og fysiske rammer, der skal til for at lave en god skole for alle elever

Det er partiets undervisningsordfører på Christiansborg Lotte Rod, der står bag formuleringen af skoleløftet.

"I mange kommuner er skolerne underlagt op mod 20 forskellige kommunale regler og strategier. Derfor er det ikke nok at arbejde på en ny måde fremover. Vi skal starte med at luge ud i de eksisterende regler. Simpelthen fjerne alle dem, der ikke giver mening for skolerne", siger hun til folkeskolen.dk.

"Når en politiker i dag får en idé, laver de en regel. Med Skoleløftet forpligter politikerne sig til at lade være med at beslutte noget, inden de har holdt dialogmøde med skolen i efteråret. Det giver mulighed for, at skolen kan gøre det på den måde, der giver mening, skolerne kan tænke det ind i deres skoleplan, og for at skolerne kan være med til at præge forslaget", siger hun videre. 

Ifølge partiet bliver listen med spidskandidater, der har underskrevet partiets skoleløfte, løbende udbygget.