Debat

ChatGPT i skolen: Må vi overhovedet det?

Der mangler de rigtige værktøjer og klare rammer, før vi for alvor kan gå på opdagelse i hvad kunstig intelligens og især de generative systemer som ChatGPT betyder for skole, undervisning og uddannelse, skriver tidligere formand for It-vejlederforeningen, viceskoleleder Malte von Sehested.

Publiceret Senest opdateret

Det er godt, at diskussion om og tilgangen til ChatGPT og andre generative statistiske systemer i skolen nu ikke bare handler om risiko for snyd, og hvordan vi fremover skal lave prøver, men også bliver nysgerrig på, hvad det betyder for undervisning og didaktik. For hvad kan det komme til at betyde for grundskolen, at disse systemer findes og er godt på vej til at blive, om ikke allestedsnærværende så i hvert fald mangestedsnærværende?

Det er dog vigtigt, at vi forholder os til området med et helhedssyn. Vi skal passe på, vi ikke enøjet bliver optaget af teknologien som teknologi, ender med kun at se på brugsmulighederne eller alene fokuserer på etik og regler. Det er der, hvor de forskellige optikker overlapper og har fællesmængder, at vi for alvor kan begynde at se facetter og velovervejede muligheder.

Undervisning med kunstig intelligens - altså de aktiviteter, vi laver sammen med elever eller sætter eleverne til at lave, kan og må ikke foregå uden hensyn til etik, rammer og regler. Vi skal være opmærksomme på, hvad vi må og kan tillade os. 

Ligeledes bør vi også forstå teknologien. Både så vi kan gennemskue den, og så vi kan have viden om, hvordan vi udnytter den, og hvad den i virkeligheden er og kan. 

I undervisningen er der nogle opgavetyper og aktiviteter, der bliver understøttet og forbedret, når vi har adgang til forskellige teknologier herunder generative systemer, mens andre aktiviteter bliver meningsløse, hvis vi lader en teknologi udføre dem. Vi skal derfor være gode til at sørge for, at opgaver og aktiviteter af sidste slags, hvis de overhovedet giver mening, ikke udføres af og med teknologi, mens vi skal omfavne den i de tilfælde, hvor de bidrager til bedre opgaver og tænkning. Det handler om at bruge teknologien dér hvor, den kan være medspiller og lade være dér, hvor den bliver modspiller. 

Endelig skal vi som sagt være opmærksomme både på rammer, regler og ikke mindst etik forhold til både adgang, brug og udvikling af værktøjerne. ChatGPT overholder for eksempel ikke kravene i forhold til GDPR, og alene for at få adgang til værktøjet skal man afgive personoplysninger, hvilket vi som skole ikke kan lade eleverne gøre uden at have en databehandleraftale med leverandøren. 

Uden at have adgang er det svært at stille krav til, hvordan systemer bruges både i den daglige undervisning og til test og prøver, ligesom det er svært at tage de store og dybe spadestik i forhold til uddannelse og efteruddannelse af lærerne. 

En ønskeliste til hvordan vi kan komme videre som grundskole med at blive klogere på hvor det giver mening at anvende værktøjerne kunne se således ud:

  • Rammer for hvordan vi kan anvende kunstig intelligens herunder generative systemer på en etisk og ansvarlig måde – både i undervisningen og administrationen
  • Revidering af fagenes læseplaner og vejledninger så der tages højde for og gøres brug af kunstig intelligens
  • Sørge for at folkeskolens prøver og test afspejler krav og kompetencer i en verden med kunstig intelligens
  • Uddannelse og efteruddannelse så lærere kan bruge og forstå kunstig intelligens i et didaktisk perspektiv
  • Teknologiforståelse

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Malte er viceskoleleder på Langebjergskolen i Humlebæk. Viceskoleleder på Langebjergskolen og har arbejdet med feltet omkring it, læring og skolen siden han begyndte på læreruddannelsen i 1995 og har taget en kandidatuddannelse i it, læring og organisationsudvikling på DPU og Aalborg Universitet. Før han begyndte på sit nuværende arbejde, har han arbejdet som it-didaktisk konsulent i Future Classroom Lab på Københavns Professionshøjskole, været digital udviklingschef i Gyldendal Uddannelse og været både lærer og afdelingsleder. Og så er han hovedkraften bag It-torvet.dk, hvor han har skrevet meget mere om kunstig intelligens i særdeleshed og teknologi i almindelighed. 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.