Pas på retorikken ”smide børn” ud ad skolen

Der foregår lige nu en heftig debat i medierne, om at det skal være nemmere at smide børn ud af skolen, hvis de har krænkende adfærd eller reagerer med vold overfor andre børn.

Publiceret Senest opdateret

Jeg mener, det er en uheldig retorik, at børn er ”voldelige”, og at løsninger på ulykkelige hændelser med børn og unge i skolen er at isolere og straffe de børn, som er i massive udfordringer. 

Vi bør snarere fokusere på, at vi skal investere i at forebygge, at disse hændelser sker. Børn er ikke født ”voldelige” men præges af de samspil og opvækstbetingelser, de er i.

STOP ADFÆRDEN OG PRIORITER KVALIFICERET HJÆLP

Det skal stå klart for enhver, at krænkende og voldelig adfærd i skolerne skal stoppes her og nu. Ofte drejer det sig om børn og unge med manglende forståelse for grænser og med kommunikationsvanskeligheder og sociale udfordringer. Når børn krænker andre børn eller slår vedvarende, er det vigtigt at prioritere kvalificeret hjælp og støtte og ikke mindst at investere i tidlige forebyggende indsatser, så det ikke sker igen.

SKOLELEDERENS BESLUTNING

Dansk Folkeparti har netop kommet med et udspil med 10 forslag til forbedring, som bla. handler om at skærpe bekendtgørelsen om orden i folkeskolen. 

Skolelederen skal kunne beslutte, at ”voldelige” elever skal bortvises uden først at have indhentet godkendelse fra forældre, skolebestyrelse eller forvaltning, og skolerne i en kommune skal ikke længere kunne overtage hinandens uregerlige elever”

Specialpædagogiske foreninger

Specialpædagogisk samråd består af fire foreninger; Pædagogisk Psykologisk Forening, Logopædisk Forum, Specialpædagogisk forening og Læsekonsulenternes Landsforening. Samrådet mødes fire gange årligt og drøfter pædagogik og specialpædagogik i dagtilbud og skoler. Samrådet fordyber sig særligt i fx forståelsen af inklusion, mellemformer og faglige kompetencer. Dermed er der fokus på pædagogik og didaktik som understøtter arbejdet med at skabe lige deltagelsesmuligheder for alle. Foreningerne bidrager til en fælles pædagogisk-psykologisk-, specialpædagogisk-, logopædisk og faglig forståelse af problemstillinger i skole og dagtilbud. Foreningerne repræsenterer de mindre foreninger under DLF og bidrager dermed med disse medlemsgruppers perspektiver i Danmarks Lærerforenings arbejde.

Men reglerne i dag er allerede sådan, at skolelederen kan beslutte at henvise et barn til et andet skoletilbud for barnets tarv eller de andre børns tarv. Eller hjemsende et barn i et par dage, så det kan tænke over, hvad der er sket og konsekvensen af det. Hvis det drejer sig om mindre børn, sker dette dog sjældent, for 6-9 årige er ofte ikke i stand til at reflektere over, hvorfor de er sendt hjem. 

Det vil muligvis opleves af forældre og barn som en straf. Ofte beder skolelederen forvaltningen om at være med inde over og rådgive om et evt. nyt skoletilbud.

Der er således allerede i folkeskoleloven fastsat, at skolelederen kan henvise et barn til et andet skoletilbud, som selvfølgelig sker på baggrund af faglige vurderinger og inddragelse af forældrene. Så hvorfor lave yderligere restriktioner? Det er et meget komplekst område at tage fat på, for skal den elev, der har været ”værst” ud af skolen, mens andre kan blive, dem som også har været involveret i muligvis mindre grad? Og vil disse børn så senere poppe op og blive krævet ud af fællesskabet? Hvis ikke der gøres noget grundlæggende i klassekulturen, hvor alle børne støttes og hjælpes inklusive de massivt udfordrede elever, så får vi ikke løst problemet.

Det må ikke blive en forældregruppe, der skal beslutte og have den afgørende stemme om hvem, der skal ud. Et så afgørende og vidtgående skridt må bero på faglige vurderinger og på den lovgivning, der er omkring de børn, der af skolens leder henvises til anden skole grundet de andre børns tarv.

Jeg har fuld forståelse for de ulykkelige forældre, der vil gøre alt det bedste for deres børn i situationer som disse. Det ville jeg også selv gøre, hvis det var mine børn. Men det er juraen, der skal afgøre, ikke følelserne.

Vi skal hellere stille det spørgsmål, hvordan et skolemiljø kan forebygge, at skolelederen overhovedet når til at skulle beslutte, at et barn, der krænker andre børn, skal ud af fællesskabet. Hvad skal være på plads på en skole for at undgå disse situationer?

Fra min side skal der ikke være tvivl om, at der skal investeres i folkeskolen til kapacitetsopbygning og til varetagelse af børns forskellighed for at sikre trygge klassemiljøer. Samt ikke mindst at der er fastlagte rammer for klasseteams til deres fælles planlægning og evaluering af forebyggende tiltag og til at samarbejde med skolens ressourcecenter, forældre og PPR.

De følgende råd beror på mine mange års erfaringer i PPR og skole, om hvad det skal til for at skabe forebyggende miljøer, hvor problemerne ikke vokser sig store, så de indgribende og alvorlige indsatser går i gang.

VÆR PÅ FORKANT

- De professionelle i dagtilbud og skole er opmærksomme på de første tegn på mistrivsel (på evt. krænkelser og vold) i læringsmiljøerne og handler med tidlig indsats.

- Der er et ”støttesystem” på skolen, der hurtigt kan gå ind med co-teaching i klassen. Der er skabt rammer og økonomi til at støtte tæt op i klassen ved behov.

- PPR inddrages tidligt og vejleder omkring de børn, der har begyndende udfordringer, og om deres behov for positiv udvikling i deres fællesskaber

GODE RÅD TIL LÆRERE OG PÆDAGOGER TIL AT FOREBYGGE USUNDE FÆLLESKABER

- Observer kulturen i læringsfællesskaberne – både i klasserummet og i frikvartererne.

- Se på hvad der er i spil både for de udfordrede elever og de ”stille” elever.

- Vær optaget af dynamikkerne mellem børnene, og hvordan forskellighed håndteres mellem børnene samt ikke mindst hvordan klasseteamet håndterer et begyndende usundt klassemiljø

- Vær reflekterende på - som vigtige og nærværende voksne i børns hverdagsliv- at blive gode rollemodeller

- Stil relevante spørgsmål til børns trivsel og sæt krav ud fra kendskabet til børnenes nærmeste udviklingszoner

- Lyt til børnenes perspektiver i undervisningen og til deres trivsel i klassen

- Vær opmærksom på at de børn, der ikke siger så meget, får lige så meget taletid som dem, der tit tager ordet

- Inddrag forældrene tidligt i partnerskaber om fælles indsatser

- Inddrag andre fagligheder som PPR og skolesocialrådgiver i tværfaglige indsatser og vær med til at skabe tillid til støttesystemet

- Kommunen prioriterer og investerer i tidlige tværfaglige indsatser med rådgivning tæt på hjemmet og i læringsmiljøerne

- Børnesynet om at børn ikke er født ”onde” og ”voldelige” men præges af deres opvækstbetingelser, biologi m.v. er gældende på skolen

- Et princip for skolearbejdet er, at alle børn kan mestre i sunde fællesskaber

- Forældre medinddrages tidligt i planer om tiltag

- Skoleledelsen følger systematisk op

- Børnenes og de unges stemmer fra klassen og de enkelte børn i udfordringer lyttes til omkring planlægning af indsatser

- De voksne analyserer på, hvad der ligger bag en evt. begyndende krænkelsesadfærd og den klassekultur, den lever i og laver en handleplan, der løbende følges op på

- Der er i kommunen besluttet en systematik omkring det tværfaglige samarbejde og den tidlige indsats, når de første problemer viser sig i familie eller i dagtilbud og skole

- Der udpeges altid en tovholder omkring det tværfaglige samarbejde, som følger barn og familie, og sørger for at overdrage til andre professionelle ved overgange og skift.

SMIDE UD…TIL INGENTING?

Som vist ovenfor kan vi altså gøre meget for at forebygge ulykkelige hændelser med vold og krænkelser i skoler, hvis de professionelle arbejder tæt sammen i tværfaglige og forebyggende aktiviteter, og der er skabt rammerne for det.

For at vende tilbage til udgangspunktet om at anfægte retorikken om at ”smide” børn ud, når de er ”voldelige”. Lad os snarere bruge den kendte retorik fra den amerikanske børnepsykolog Ross Green, om at børn gør det bedste, de kan. 

Hvis nogle børn ikke trives og slår og krænker andre børn mv., så lærer de ikke at deltage i undervisningen og udvikle gode attituder af at blive sat udenfor til måske ingenting eller til at komme ud i en venteposition. Børn lærer at blive dannet sammen med andre ved at deltage i gode positive fællesskaber, men hvor de også ser, at der er konsekvenser for deres handlinger. De voksne gør noget i tide med kendskab til deres nærmeste udviklingszoner, hvor kravene tilpasses til dem.

Vi skal selvfølgelig sikre, at der er støtte og behandling til de børn, der krænker, men vi skal også passe på, at når vi behandler og beslutter indsatser, skal det ikke mærkes som en dobbelt straf. 

Det kan ske, hvis vi udelukker dem fra skolens fællesskaber med risiko for, at de får en massiv mistro til skoler og senere til uddannelsessystemet, og de kommer ikke videre med en ungdomsuddannelse. Måske ender de med at få opbygget deres behov for fællesskab udenfor skolen i lukkede miljøer.

Svigtede børn har brug for at få en ny chance, også medens de indgår i behandlingsindsatser, og tingene må ikke gentage sig det nye sted. Det er børn og unge, der stadig er i udvikling, og vi skal have håb for.