Opbakningen til folkeskolen er så udfordret, at den risikerer at miste sin samfundsbærende rolle inden for 15-20 år.
Og selvom det ikke er det eneste faresignal, så er den støt stigende tendens til, at forældre fravælger den lokale folkeskole, nok det tydeligste tegn på alvoren.
Sådan lyder det fra den kendte skoledebattør Stefan Hermann, som i årtier har beskæftiget sig med skole- og uddannelsesspørgsmål. Han er tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole og nu administrerende direktør i Life Fonden.
Det er kun lidt mere end to uger siden, han udkom med bogen ’Læreren i midten’, hvor han advarer mod, at folkeskolen har retning mod en dødsspiral, hvis der ikke snart gøres noget sammenhængende og langsigtet.
Det er her, den stigende privatskolefrekvens er den nok tydeligste røde lampe. Og ligesom han godt tør kaste sig ud i at tale om en dødsspiral, har han også mod på at sætte et estimat på, hvornår opbakningen til folkeskolen er så lav, at den bliver nået nær umulig at genskabe.
”Vi når et tipping point, hvis andelen af elever i folkeskolen når ned på mellem 60 og 70 procent. Og det er nok nærmere 70 end 60 procent,” siger han.
Steder, hvor folkeskolen ikke længere er en folkeskole
Hvis man i dag alene opgør antallet af elever i folkeskolen op mod antal elever i fri- og privatskoler, går 80,2 procent af eleverne på landsplan i en folkeskole. Tager man eleverne, der går på efterskole i 9. klasse med, falder den samlede opbakning til folkeskolen til 76,7 procent.
Som Folkeskolen beskrev i sidste uge, er der allerede i dag 10 kommuner, hvor flere end 30 procent af eleverne har deres skolegang på en fri- eller privatskole.
”Vi ser mange steder, hvor det er helt vildt skævt. Der er fx flere steder på Fyn, hvor, hvor friskolen de facto er folkeskolen, men uden folkeskolens ånd og forpligtelse,” siger Stefan Hermann.
Vi vil ikke have en folkeskole, når vi når tipping point?
”Lovgivningsmæssigt vil den formentlig stadig hedde folkeskolen, men vi vil være nået til et sted, hvor den i praksis ikke længere er folkets skole og en samfundsbærende institution,” siger Stefan Hermann.
Udfordringerne vil være mange, peger han på. Villigheden til at betale skat til at finansiere en fælles folkeskole, vil falde, når så mange i befolkningen går i skole et andet sted.
”Det samme gælder politikerne, der kan miste investeringslysten, hvis opbakningen fra forældre og elever ikke er der længere,” siger han.
Det hele vil ske, imens folkeskolen samtidig vil skulle bære endnu større byrde.
”Der vil være en endnu smallere social sammensætning af elever. Det vil så igen gøre det vanskeligere for folkeskolen at realisere sin opgave, mens medierne vil svømme i dårlige historier og radikalisere billedet,” forklarer han.
Konsekvenserne vil være større, ”end de fleste tror”
Skulle det ske, vil det være næsten umuligt politisk at ændre, og det vil få meget mere vidtrækkende konsekvenser, ”end jeg tror, at de fleste går og tror,” siger han.
Det vil simpelthen være slut med "et skridsikkert demokrati i Danmark på lang sigt, hvis de pædagogiske institutioner ikke længere er velfungerende og bredt funderet," lyder det fra Stefan Hermann.
Samtidig påpeger han, at folkeskolens rolle har fået en større og vigtigere rolle de senere år.
”Vi har ikke længere kirken til at holde sammen på os. Vi går ikke i de samme foreninger, og vi ser heller ikke længere DR1 søndag aften, men farer rundt på de sociale medier i en karrusel af dopaminfix. Det er folkeskolen, der skaber et fælles vi og en fælles referenceramme, en fælles virkelighed," siger han og uddyber:
"Det er derfor, at den er så fundamental for vores samfund. Den er ikke alene individdannende, men også samfundsdannende. Det danske demokrati, når det er bedst, kan ikke tænkes uden folkeskolen og lærerne.”
Det kan derfor også bekymre Stefan Hermann, hvis løsningen på folkeskolens udfordringer langt hen ad vejen er en større frisættelse "henimod en slags kommunale friskoler".
”For hvad frisætter vi os til? Og hvad er det, at vi skal samle os om? Hvad er et folk?”, spørger han.
Skulle det ske, at folkeskolen når et tipping point, kunne man måske forledes til at tro, at det vil være en fordel for de frie grundskoler. Men det vil det på ingen måde, mener Stefan Hermann.
”For de vil stå i en situation, hvor de vil arve alle mulige former for regulering fra folkeskolen. For hvis de har omkring 40 procent af eleverne, så kan politikerne godt se, at de bliver nødt til at have noget mere styring med, hvad de laver på de frie grundskoler. Det vil også betyde mere tilsyn, som der jo ikke er meget af i dag,” forklarer han.
Håb forude
Selvom alle disse alarmklokker ringer, understreger Stefan Hermann, at han mener, at folkeskolen stadig er et sted, "hvor de smukkeste idealer i vores samfund realiseres hver dag", men også, at udviklingen kan vendes.
For krisen kan blive en overgang frem for en undergang, understreger han.
I sin bog refererer han til 1970’ernes store statsgæld og voksende betalingsbalanceunderskud. For dengang lykkedes det at vende skuden, fordi de fleste parter lidt efter lidt valgte at se alvoren i øjnene.
”Efter Knud Heinesens berømte bemærkning om afgrunden i 1979, hvor dansk økonomi var i en situation, der mindede om den græske, gik fagbevægelser, arbejdsgivere, bureaukrater og politikere sammen, og så restaurerede de dansk økonomi ved at træffe beslutninger år efter år og årti efter årti. Det var ikke uden gnidninger, men kursen var sat. Det betød, at vi i dag har den måske stærkeste økonomi i verden."
"Det er det samme, der er der brug for med folkeskolen. Så når vi taler afgrund og dødsspiral, er der håb at hente i historien,” siger han.
Sammen skal parterne blive enige om en langsigtet plan, der skal løse nogle af folkeskolens nøgleproblemstillinger.
”Det handler blandt andet om et investeringsprogram til selve driften af skolen, men det handler også om et program til efter-/videreuddannelse af lærerne om specialekspertise, om kultur og autoritet, ledelse, skolens bygninger og meget, meget mere. Skolens parter må ind på den vigtige bane, hvor 'Sammen om skolen' bliver til 'Sammen for skolen'. Lige nu frygter jeg snarere stilstand og apati end politisk forandring,” siger han.
Tror du, at det nogensinde vil ske?
”Der er mange fremskridt i kvalitetsprogrammet fra 2024 (den seneste store politiske aftale, red.), fx arbejdet med de kommende fagplaner. Men når vi som samfund lægger planer for økonomien 20 år frem, hvorfor kan vi så ikke gøre os overvejelser over den meget langsigtede udvikling af vores folkeskole i forhold til investeringer, lærerprofessionsudvikling, skoleledelse, og hvad der ellers måtte være?”, siger Stefan Hermann og tilføjer:
"Jeg tror faktisk, at vi er ved at komme dertil.”
Hvad bygger du det på?
”Jeg bygger det på, at det er svært at se, at kvalitetsprogrammet kommer til at løse lærermanglen, afvandringen fra professionen, de eskalerende inklusionsproblemer, uro og svækkede faglige resultater og alle mulige andre ting. Dertil kommer, at kommunerne også skal prioritere ældrereformer, værdighedsreformer, sundhedsreformer og alt muligt andet. Desuden fører boligmarkedet i storbyerne til, at vi bor mere segmenteret, og det gør, at skolerne i storbyerne allerede i dag slet ikke repræsenterer befolkningssammensætningen. Eller byens sammensætning for den sags skyld.”
"Udfordringerne danner et tungt mønster. Det er der ikke ét niveau, der kan løse selv."
Folkeskolen vælges fra: Vi nærmer os 'tipping point'
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.