“Vi er bekymrede for, at vi nærmer os ‘tipping point’,” skriver Odense Lærerforening og frygter et skolevæsen, der opdeler Odenses børn og unge i et A- og et B-hold. “Og så er det spørgsmålet, om vi har en fælles folkeskole”.
Odense Lærerforening har svaret på en rundspørge, som Folkeskolen har foretaget blandt Danmarks Lærerforenings lokale kredse, der tilsammen repræsenterer folkeskolelærerne i alle landets kommuner.
Lærerkredsene i halvdelen af landets kommuner svarer, at der nu er så mange af kommunens elever, der går i skole i en af områdets fri- eller privatskoler, at det udfordrer muligheden for at drive folkeskole i deres område.
Folkeskolen kunne i går fortælle, at mens der i skoleåret 2008/09 var seks kommuner, hvor flere end hver fjerde elev gik på en fri- eller privatskole, så er det antal vokset til 20 kommuner – og i halvdelen af dem er privatskoleandelen over 30 procent.
Tærer på økonomien
Det er en udvikling, der er så alarmerende, at det fik formanden for Danmarks Lærerforening til at understrege, at ”udviklingen skal stoppes, for ellers har vi ikke en folkeskole i fremtiden.”
Læs også
I 14 kommuner fortæller lærerforeningen, at andelen af elever i fri- og privatskoler i deres kommune nu er så høj, at den ’i høj grad’ udfordrer muligheden for at drive folkeskoler i deres område. I 34 kommuner vurderer den lokale lærerforening, at det “i nogen grad” udfordrer.
I omkring halvdelen af kommunerne fortæller lærerforeningen, at udviklingen rammer folkeskolerne økonomisk, når der er så mange af kommunens elever, der ikke går i folkeskolen. For det betyder på rigtig mange af skolerne, at de typisk får færre penge at drive skole for.
I langt hovedparten af landet peger de også på, at folkeskolerne i den direkte konkurrence med fri- og privatskolerne typisk står tilbage med en overvægt af udfordrede elever, hvorfor opgaven for folkeskolen også bliver sværere og dyrere.
Læs også
I 11 kommuner mener den lokale lærerforening, at fri- og privatskolerne også er med til at gøre det sværere at rekruttere lærere, fordi de oplever, at der blandt lærerne er en oplevelse af, at det er mindre krævende at arbejde på en fri grundskole.
Enkelte lokale lærerforeninger skriver i undersøgelsen også om mere konkrete forhold, der er årsag til, at et stigende andel af forældrene lokalt vælger en fri- eller privatskole.
Her er det klart mest gennemgående, at det er især er inklusionen i folkeskolen, der gør, at ressourcestærke forældre trækker deres børn ud af folkeskolen.
Nogle steder i landet peger den lokale lærerforening også på, at forældre tager deres barn ud af folkeskolen, fordi de forventer, at der er mere ro og disciplin på de frie grundskoler.
Nogle steder fylder det meget lidt
Andre steder i landet har det helt store flertal af elever deres skolegang i folkeskolen.
Her er meldingerne derfor helt anderledes fra den lokale lærerforening. Nogle siger, at folkeskolerne i kommunen ikke er ret påvirket en lokal konkurrence med fri- eller privatskoler, og enkelte steder, at folkeskolerne ’slet ikke’ udfordres af en konkurrence.
Læs også
Gå på opdagelse
Vi har samlet de lokale lærerforeningernes vurdering på et Danmarkskort, så du kan gå på opdagelse i, hvordan de vurderer, at det påvirker folkeskolerne i deres kommune.
Lærerne: Sådan rammer det vores folkeskole, når flere fravælger den
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.