Da Lisbeth var syv år, blev hun sendt til skolepsykolog. Hun virkede 'underlig', syntes hendes lærer i 1. klasse.

Hvad han måske ikke vidste var, at Lisbeth blev totalt forsømt derhjemme. Det var hendes tre brødre, der sørgede for, at hun fik mad. Moderen drak og var psykisk set helt fraværende. Stedfaderen var brutal og voldelig på grænsen til det psykopatiske.

Han havde en særlig nydelse ved at pine moderen, mens børnene så på, husker Lisbeth.

Men det er 21 år siden nu.

Lisbeth Andersen var dengang flyttet fra Sydhavnskvarteret i København til et gammelt hus på Lolland, og hendes tre brødre, 'københavnersnuderne', gjorde sig hurtigt så umulige, at de blev sendt på behandlingsinstitution og børnehjem efter at have tævet læreren.

Mødet med skolepsykologen blev Lisbeth Andersens redning. Han testede hende og kunne fortælle, at hun ikke bare var kvik, men usædvanlig kvik.

- Det er ikke hovedet, der er noget galt med, lød skolepsykologens konklusion.

De ord kom til at ændre hendes livsbane. Op gennem barndommen og ungdommen brugte hun det meste af sin tid på at lave lektier, for - som hun selv siger - hun havde ikke andet.

Mens brødrene blev mere eller mindre kriminelle og i dag lever et liv præget af stoffer og hjemløshed, foretog Lisbeth Andersen et markant 'mønsterbrud'.

Hun fik studentereksamen, kom på universitetet og læste til cand.polit. I dag arbejder hun som systemudvikler i en stor bank, er gift, har to børn og et tredje i vente.

Lisbeth Andersen er sammen med 160 andre med i et forskningsprojekt om mønsterbrydere, som ledes af seniorforsker, cand.psych. Vagn Rabøl Hansen på Danmarks Pædagogiske Institut.

Projektet sluttes ved årsskiftet, og det går ud på at beskrive og forklare det fænomen, at nogle børn trods alle odds er i stand til at bryde med en social arv og skabe sig en tilværelse med styr på både familieliv, uddannelse og arbejde. Til forskel fra resten af familien.

Skyldes det særligt livskraftige gener, en helt speciel intelligens eller et særligt talent? Eller er det rent og skært lykketræf?

Spørger man Lisbeth Andersen, peger hun på tre faktorer, der gav hende modet og troen på, at livet havde noget at byde hende: Testen hos skolepsykologen, som gav hende selvtillid, mødet med en geografilærer, der tog sig af hende efter skoletid, og venskabet med en engageret pædagog på et pigehjem, som indlemmede hende i sin familie og hjalp hende med lektierne i gymnasiet.

Lisbeth Andersen er et levende eksempel på, at mønsterbruddet først og fremmest handler om at blive set af én eller flere voksne. Al udenlandsk - og nu også dansk - forskning tyder nemlig på, at der skal mere end held og forstand til at bryde socialt og uddannelsesmæssigt med det miljø, man kommer fra.

Myten om den stærke ener

- Myten om den stærke ener, der bare kan klare sig uden omsorg, holder ikke, siger Vagn Rabøl Hansen.

- Det er relationer, der er det afgørende. Samspillet mellem personen, de heldige omstændigheder og mødet med de rette mennesker eller den ene person, der kunne se, at der var nogle ressourcer, det var værd at bygge på.

- Det handler om, at man på et tidspunkt i sin barndom eller ungdom møder nogle mennesker, der får betydning, fordi de tror påén, støtter og inspirerer ved deres engagement og er i stand til at se ind bag facaden. Omdrejningspunktet er typisk en bestemt lærer eller pædagog, der tror påén. De har set nogle muligheder hos barnet og har fået barnet til at tro på sig selv, så det har kunnet opbygge et selvværd. Dermed får de sat en god spiral i gang, der kan køre gennem hele livet, siger Vagn Rabøl Hansen.

- Som professionel må man forstå, at der er tale om personer, der får et meget nært forhold til barnet. Det afgørende er, at barnet véd, at der er et menneske, der tænker på det. At der er nogle stabile kontakter, barnet kan regne med. Det drejer sig om forhold, det kan være svært at planlægge, for relationen og den gensidige sympati kan man ikke bare beslutte sig for. Læreren, der viser sig at have været afgørende for barnet, har aldrig besluttet sig for den rolle. Den fik han, fordi han ikke kunne gøre andet, siger Vagn Rabøl Hansen.

Kakao hos geografilæreren

I Lisbeth Andersens tilfælde var der to personer, som fik afgørende betydning. Geografilæreren og senere pædagogen på pigehjemmet.

Geografilæreren, som nu er død, kom ind i billedet en dag, Lisbeth Andersen lå syg med høj feber, og hendes mor som sædvanlig ikke var hjemme. Læreren boede i huset ved siden af, og han og hans kone tog Lisbeth hjem, så hun kunne ligge på deres sofa og få varm kakao.

- Det var smadderhyggeligt, fortæller Lisbeth Andersen.

- Min mor og jeg var flyttet fra min stedfar, mine brødre var kommet på børnehjem, og jeg gik for lud og koldt vand. Men min lærer havde lagt mærke til, at der var noget helt galt, og det blev så en tradition, at jeg kom hen til dem hver dag efter skoletid og fik kakao. Det nød jeg virkelig, og jeg nød også den store tillid, jeg syntes, de viste mig. Jeg fik lov til at sidde alene inde i hans arbejdsværelse og kigge i hans bøger og skrive små digte på hans skrivemaskine.

En dag kom læreren hen til Lisbeth Andersen i frikvarteret og stak hende en seddel med et telefonnummer.

- Hvis det er for uudholdeligt derhjemme, sagde han bare.

Det var nummeret på moderens sagsbehandler, og Lisbeth ringede samme dag, pakkede en pose med tøj og blev kørt hen på et børnehjem.

Det blev nu ingen god oplevelse. Lisbeth gjorde oprør, stak af og mistede kontakten til geografilæreren. Da man fandt hende efter flugten, blev hun anbragt på en husholdningsskole for de virkelig skrappe piger.

Juleaften hos pædagogen

Det blev et vendepunkt. På husholdningsskolen mødte Lisbeth nemlig et engageret pædagogisk personale og en forstander, der brændte for sine piger.

- Jeg var skrækslagen ved tanken om pigehjemmet. Jeg forestillede mig en gammeldags forstanderinde med knude i nakken og et kæmpestort nøglebundt i forklædet, store sovesale og låste døre.

Sådan var det slet ikke! Det var et meget smukt lille sted for 15 piger med en god normering af pædagoger og psykologer. Det havde slet ikke noget institutionspræg.

Lisbeth Andersen fik hurtigt en nær kontakt til en af pædagogerne, som var god til tysk, og i årene fremover læste hun lektier med Lisbeth, tog hende med hjem på weekend og til jul og satte studenterhuen på hendes hoved. Pædagogen blev Lisbeth Andersens værge, indtil hun var 18, og hun er den dag i dag en af Lisbeths nærmeste.

- Hun lærte mig noget meget væsentligt - nemlig at økonomisk uafhængighed går frem for alt. Det er blevet mit livsgrundlag, og det er derfor, jeg har taget en uddannelse, som gør, at jeg til enhver tid vil kunne klare mig selv fremover. Hvis jeg ikke trives, kan jeg gå min vej. De betingelser har min mor aldrig haft. Hun var helt afhængig af omgivelserne. At være alene med fire børn er umuligt som bistandsklient med alkoholproblemer.

Styrk skolefærdigheder

På spørgsmålet om, hvad hun mener, der er det vigtigste, hvis man som professionel vil støtte børn og unge i at bryde mønstret, svarer Lisbeth Andersen:

- Det er de faglige færdigheder, det er værd at have, kreative evner værdsættes desværre ikke i lige så høj grad.

- Og så kunne jeg godt tænke mig, at flere lærere fik øjnene op for dem, der ser lidt skæve ud. De tykke, rødhårede, sminkede og tatoverede. Det er dem, der skiller sig mest ud, der råber mest om hjælp. Det var mit held, at der hele tiden har været nogle mennesker, der stolede på mig og gav mig kærlighed.