Tove Ditlevsen siger et sted, at 'så længe mennesket har håb, er der intet forfærdeligt'. Den østrigske læge og psykolog Viktor Frankl (født 1905) fortæller om sine erfaringer fra tre års koncentrationslejrophold, at en af de store forskelle mellem de mennesker, der døde, og de, der overlevede, var, at de sidste havde tiltro til og håb om, at de ville kunne komme tilbage til deres familier og i det hele taget havde en fremtid.

Kim Malthe-Bruun skrev i sit sidste brev til sin mor den 4. april 1945, få timer før han skulle henrettes, at han havde håbet på og glædet sig til at se børnene i familien igen, og at han håber, 'at de maa vokse op til Mænd, der ser andet og dybere end Vejen. Jeg haaber, at deres Sind maa trives frit og aldrig under ensidig Paavirkning'. Han slutter brevet med ønsker om, at 'Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal, som enhver skal se og føle er et Ideal for os alle'.

I en forvirrende periode af vores fælles tilværelse præget af pluralisme, sækularisering og relativisme er der grund til at interessere sig for både håb og idealer. Når en fjerdedel af unge i 9.-klasser erklærer, at de ikke har lyst til at leve. Når andelen af unge piger, der drikker spiritus, er steget med 90 procent fra 1988 til 94. Når det hører med til at være en 'rigtig' ung, at man har været til udpumpning på hospitalet mindst én gang. Når et stigende antal unge forsøger selvmord, og cirka halvdelen af alle unge i 15-21-års-alderen erklærer, at de har overvejet selvmordets mulighed. Når antallet af indlæggelser på grund af psykiske sygdomme hos børn er steget med 23 procent i løbet af fem år - så er det måske på tide igen at interessere sig for betydningen af håb og idealer for alle menneskers trivsel og børns og unges udvikling. Er problemet for vore unge, at de i det moderne samfund ikke kan se 'andet og dybere end Vejen'? Er vi som voksne bedre til at tage håb og idealer fra dem end til at give dem håb og idealer? Har vi været for ivrige efter at sikre os selv og vore børn det størst mulige antal materielle goder og tilsvarende glemt at opprioritere de åndelige værdier? Har vi derved ansvar for, at vore børn og unge er kommet 'under ensidig Paavirkning', og at 'deres Sind' ikke trives frit? Er det på grund af den hurtige samfundsudvikling, at børn, unge og voksne i stigende grad har svært ved at finde de sammenhænge, som gør tilværelsen meningsfuld og menneskelig?

Spørgsmålene kan fortsættes i denne stil. Svarene er derimod vanskelige at formulere. Det kan hverken gøres én gang for alle eller af enkelte personer. Det kan kun gøres i de menneskelige og faglige sammenhænge, hvor børn og unge udsættes for voksnes påvirkninger. Og selv om det ikke er en ny opgave, er det en opgave, som har fået stigende betydning, og som det er nødvendigt at søge svar på.

Men det kan siges med sikkerhed: De antydede problemer kan ikke afhjælpes med det, som ukyndige borgerlige partiordførere betragter som kuren: Øget kontant og parat viden og færdigheder. Det hjælper heller ikke at bevilge nok så mange penge til indkøb af computere. Begge dele er nødvendige og må og skal prioriteres højt, hvilket i øvrigt hele tiden har været tilfældet, men de er ikke tilstrækkelige forudsætninger for at bekæmpe problemerne med håbløshed og oplevet meningsløshed. Børn har derimod brug for mennesker, der kan medvirke til, at børns 'Sind maa trives frit og aldrig under ensidig Paavirkning', voksne, som tør stå inde for noget af det i vores tilværelse, der formidler sammenhænge, håb og idealer. Hvis man med et enkelt begreb skal sige, hvad det drejer sig om, kunne tilværelsesoplysning være nøgleordet.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker.