Det vedkommer i høj grad medlemmerne, men de er ikke spor interesserede. Det har de valgt folk til at klare. Det handler om organisationerne - LC, TOK, CO II, S81, KLF, og hvad de nu ellers hedder, disse forkortelsesnavne, der lægger arm med arbejdsgiverne - og nogle gange med hinanden.

I sidste uge fortalte Folkeskolen, at DLF's hovedstyrelse har sagt nej til at slå Lærernes Centralorganisation sammen med andre organisationer. For forslaget talte argumenter om at stå styrket på det kommunale og statslige område, imod talte frygten for, at en større organisation betyder mere bureaukrati og mindre indflydelse til DLF.

Under alle omstændigheder er det en realitet, at presset på organisationerne var voldsomt ved overenskomstforhandlingerne sidste år, og ingen tror, at det bliver mindre i 2002. Man kunne få den tanke, at de forskellige lærergrupper burde finde sammen på tværs af gamle grænser. Det ville blive en sammenslutning, hvor arbejdsindhold og uddannelse gjorde det nemmere at tale sammen, og de offentlige arbejdsgivere ville møde en samlet professionsfront.

Lige nu virker ideen bare utidig og utopisk. Men hvorfor er grundskolelærere, lærere fra gymnasie- og erhvervsskoler og lærere fra specialskoler egentlig ikke organiseret sammen? Hvad er argumenterne imod - ud over de historiske? Og hvad er logikken i, at pædagogerne i BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, i øjeblikket diskuterer en sammenslutning med de uuddannede pædagogmedhjælpere? Hvorfor diskuterer man ikke en sammenslutning mellem alle uddannede pædagoger og uddannede lærere?

Naive spørgsmål og utidige tanker! Javel, men hvorfor egentlig?

-th