Hovedstyrelsesmedlem Lotte Lange havde i Folkeskolen nummer 36 et tankevækkende indlæg.

Jeg er helt enig med hende, når hun i samme indlæg skriver, at overenskomstforhandlingerne bliver et spil om, i hvilken retning udviklingen skal gå.

Hvordan samfundet udvikler sig, er altså noget, vi som mennesker selv har stor indflydelse på. Ulempen ved dette er selvfølgelig, at vi ikke kan læne os tilbage og sige, at al ulykke også er samfundets skyld.

Fordelen er til gengæld, at vi selv er med til at bestemme. Hvis vi altså vil.

Vi har dermed også alle et medansvar.

I de senere år har det først og fremmest været Finansministeriets unge yuppier, der har haft held med at sætte den politiske dagsorden. I stedet for den tidligere velfærdsstat er det nu det effektive samfund, det handler om.

Hvad der er samfundsmæssigt rigtigt, er, hvad der er økonomisk rigtigt.

Der er bare den hage ved det, at hvad der er samfundsmæssigt rigtigt for økonomien lige nu, ikke altid er rigtigt for samfundet som helhed.

Så er der vel tale om en fejludvikling, som på længere sigt kan vise sig at koste dyrt.

Med indførelsen af skoleloven, foreningens eget kvalitetsprojekt og sidst handlingsplanen 'F-2000', som DLF har et stort medansvar for, bliver det igen og igen understreget, hvor vigtigt det er, at lærerne samarbejder. Både om det enkelte barn, om den enkelte klasse og inden for fagene. Foreningen var med i front, da enelæreren blev dødsdømt og skulle give plads for lærerteam.

Jeg er ikke utilfreds med den udvikling og slet ikke uenig i målene med projekterne. Der er bare den ulempe ved det, at projekterne sammen med kommende store udgifter til dækning af en stigende elevtilgang, bygningsvedligeholdelse, informationsteknologi med mere har forskrækket Finansministeriet og andre ret så kraftigt.

Vi står altså som lærere i den situation, at vi i vort arbejde er forpligtet af en national lov, som skal finansieres kommunalt, og det kan i sig selv virke som et paradoks.

Det opleves derfor som et endnu større paradoks, når vores foreningsledelse i forbindelse med den kommende overenskomst leger med tanken om at bane vejen for eller føre lærerne over på ny løn.

Der argumenteres med vores nuværende høje lønsum og et stem ja-tillæg, men er der nogen, der kan garantere, at vi får alle pengene? Hvad er forskellen på dette og de erfaringer, vi har med decentral løn?

Der er måske en lille gruppe, der kan få penge ud af det, nemlig lærere med fåår tilbage i skolen. Hvad med de tjenestemænd, der har 10-20 år tilbage? Skal de stå lønmæssigt i stampe resten af tiden?

Har de nyansatte lærere nogen som helst garanti for andet end grundlønnen?

Skal vi med vores løn være med til at betale de stigende udgifter?

Kan det nye lønsystem på lidt længere sigt i virkeligheden vise sig at være løntrykkende, ja så har vi svigtet ikke bare os selv, men alle de kommende lærere.

Der påhviler kongressen, ledelsen og vore forhandlere et stort ansvar for udviklingen.

Det vil være ulykkeligt, hvis vi ikke er os dette ansvar bevidst og dermed overlader til medlemmerne at skulle stemme nej til en menneskeskabt fejludvikling.

Jane Bodilsen

næstformand

Skiveegnens Lærerforening

Forkortet af redaktionen