Lederne stemmer for sig selv

Lederforeningens selvstændige rolle i LC-Lederforum betyder, at ledernes kongresdelegerede ikke mere stemmer om lærernes overenskomstforhold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var kun to på talerstolen om det punkt, Astrid Schjødt Pedersen som hovedstyrelsen forslagsstiller og Lederfor-eningens formand Jens Færk. De var helt enige. Og det samme var kongressen.

Lederne indstiller nu egne overenskomstkrav i LC-Lederforum i Lærernes Centralorganisation. Derfor skal Lederforeningens kongresdelegerede ikke mere stemme om sager, der handler om DLFs aftaleret, ligesom Lederforeningens medlemmer heller ikke skal deltage i DLFs urafstemning om et overenskomstresultat på det kommunale område. Og efter samme logik skal Lederforeningens formand fremover heller ikke kunne stemme i DLFs hovedstyrelse om foreningens aftaleforhold.

Jens Færk kaldte det »en naturlig konsekvens« af Lederforeningens øgede selvstændighed og lovede konstruktiv medvirken. I samme åndedrag fik han dog lige plads til at minde om, at det er aftalt, at Lederforeningens organisatoriske placering og økonomi også skal behandles. Den sag afventer stadig.