'Hvad er den længste afstand i verden', spurgte professor John MacBeath sidste år danske politikere, administratorer og fagforeningsfolk, som var samlet på Danmarks Lærerforenings skolepolitiske konference.

Med afsæt i sin egen forskning for OECD og EU svarede den skotske evalueringsekspert selv:

'Den længste afstand i verden er mellem det, der sker i hovedet på et barn, og indholdet i de officielle læseplaner'.

Hvad skade kan det vel så gøre, at regeringen forsøger at få Kommunernes Landsforening og DLF med på en opstramning af læseplanerne, kunne man spørge.

Men sagen er faktisk meget mere end et skuldertræk værd. Og medieinteressen har da også været voldsom, efter at Folkeskolen i sidste uge fortalte, at man i et F2000-udvalg er langt fremme med et forslag om, at alle fag skal beskrives i toårige forløb, som skal kunne testes.

Det ville være godt, hvis en konsekvens af debatten blev, at de eksisterende læseplaners bløde og uklare holdningsformuleringer blev erstattet af mere klare tekster, som var til at læse for både lærere og forældre.

Men som debatten står lige nu, ser det ud til, at regeringen vil udbygge det juridiske miskmask, hvor læseplaner - som skal vedtages lokalt - siger eller antyder ét, og ministeriets regler om centrale kundskaber og færdigheder antyder eller fastsætter (?) noget andet. Ifølge F2000-udvalgets forslag skal beskrivelserne af de såkaldte 'faglige forventninger' have bindende karakter - og ind i læseplanerne.

Pænt sagt er det noget rod.

Men hvad værre er: det lægger op til en statslig styring af folkeskolen, som ikke rimer med lovens ord om, at folkeskolen er et kommunalt ansvar.

Og den mest katastrofale konsekvens kan blive, at den professionelle lærer kan erstattes med pædagogiske mellemteknikere, som ikke behøver at tænke selvstændigt.

Folkeskolen har ambitiøse mål, og de kan kun opfyldes af professionelle lærere, som med afsæt i didaktikken er i stand til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen. Metodefrihed er ikke frihed til vilkårlighed, men frihed til at påtage sig det professionelle ansvar for undervisningen og for skolens hele hverdag.

Ordentlige læseplaner er en omtrentlig ramme, hvor lærerne tager afsæt, når de på skolen skal lægge planer og føre en kollegial, professionel diskussion om, hvordan alle elever bedst muligt tilegner sig viden og færdigheder.

Ordentlige læseplaner er det sted, hvor lærerne kan tage afsæt, når de skal samarbejde med forældrene og hente begrundelser for, hvad der arbejdes med.

Men at skulle teste centralt bestemte 'faglige forventninger' hvert andet år og at snige statslige 'bindinger' ind i læseplanerne vil ikke give de kvalitative løft, som man ønsker.

Og det er ikke et godt 'modtræk' - som man forsøgsvis diskuterer det i DLF - at kræve, at såkaldt bløde kvalifikationer som samarbejdsvilje og praktiske og musiske evner så også skal testes.

Det er at sætte sig i spidsen af skandalen.-th

Læs side 14

Den professionelle lærer kan erstattes med pædagogiske mellemteknikere, som ikke behøver at tænke selvstændigt