Den eneste anerkendelse, tidligere statsminister Anker Jørgensen fik i skolen, var otte små fodboldbilleder. Skolen var ikke noget for ham. Han ville hellere køre cykelfræs på Christianshavns volde og læse 'Tarzan'-bøger.

Folkeskolen møder ham på hans gamle skole, Det Kongelige Vajsenhus i København. Her gik Vajsenhusbørnene - de forældreløse og fattige børn. Anker Jørgensen mistede sine forældre som femårig. Han blev adopteret af sin tante og onkel, som satte ham i Det Kongelige Vajsenhus' skole, hvis erklærede mål var at sikre forældreløse børn en uddannelse, hjælpe dem socialt og sørge for en kristen opdragelse.

Anker Jørgensen sidder ved et fint opdækket kaffebord på skolens kontor. Alt herinde bærer præg af, at det er en skole med traditioner helt tilbage fra 1727, hvor Frederik den 4. stiftede den. Ved samme lejlighed tildelte han skolen bibel- og salmebogsprivilegiet, og det sætter sit tydelige præg på kontoret: rundt om os står bibler og salmebøger i alle aldre, størrelser og udsmykninger.

Det satte samtidig så stor præg på undervisningen, at Anker Jørgensen den dag i dag føler sig overbevist om, at Vajsenhusbørnene havde flere kristendomstimer end børn i andre skoler.

Konservativ skole

'Jeg kunne ikke lide at gå i skole. Det må være min egen skyld, for alle de tidligere elever, jeg møder, siger, at det var en dejlig skole. Jeg var nok lidt vild og uregerlig. Jeg syntes, det var en streng skole. Den var meget konservativ, og det har altså ikke noget med politik at gøre. Og jo mere streng den var, jo mindre syntes jeg om skolen.

Den var meget religiøs. Jeg tog ingen særlig stilling til det religiøse dengang, men jeg syntes, at det var ulideligt at skulle lære salmevers. Versene var så fjollede. Jeg syntes, det var dumt at stå og synge, at vor Gud han er så fast en borg, for jeg vidste sgu da godt, at Gud ikke var nogen borg. Min evne til at fortolke var ikke særlig stor. Jeg så en fæstning for mig af træ, som man havde som dreng, med nogle tinsoldater ved siden af.

Men det sjove er, at salmeversene senere kom til at spille en vis rolle i min tilværelse. Jeg begyndte at læse digte, da jeg var 17, og via digtene er jeg blevet opmærksom på, at salmerne er en fantastisk guldgrube. 'Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde'. Det er jo et lighedsdigt, for selvom alle konger går frem på rad, kan de ikke lave mere, end jeg kan.

Jeg er ikke og har aldrig været religiøs, men jeg holder meget af at læse om religion. Jeg læser bibelen. Ikke fordi jeg skal have noget at sove på, men som filosofi. Så den megen religionsundervisning har haft en betydning i retning af, at jeg måske ser nogle ting, som jeg ellers ikke ville have set'.

Lærerne mobbede

Anker Jørgensen tager en småkage fra fadet og dypper den i kaffen.

'Vi fik karakterbog med hjem hver uge, lige op til weekenden. Det var skrækkeligt. Det ødelagde hele weekenden, når den skulle underskrives, for der var mange minusser. Ude i margenen stod der 'glemt pennalhus', 'snakker i timen' og alt muligt.

Jeg var ikke så flittig i skolen, men jeg var flittig til at læse. Jeg læste alt andet end det, jeg skulle. 'Tarzan'-bøgerne var mine favoritter. Jeg plejer at sige, at jeg suttede på flere afsnit. Så jeg kom til at læse både godt og hurtigt, men det var den slags bøger, der skulle til'.

Var der mange drillerier og mobning?

'Det tror jeg ikke. Det skulle da være lærerne, der mobbede. Vi havde engelsk ret tidligt - jeg tror fra 3. klasse. Engelsklæreren hed Floor, og han sad altid og kiggede ud ad vinduet, mens han hørte os, som om han syntes, at vi var nogle idioter alle sammen. Der var en dreng, der ikke kunne sige the. Til ham sagde Floor: 'Herre Jemini, hvad skal der blive af dig? Du bliver en af de der mænd, der går med et gult bælte om livet!' Altså en gadefejer. Bare fordi han ikke kunne sige the. Mange år efter kom jeg på grønttorvet og mødte ham, der ikke kunne sige the. Vi faldt i snak, og han fortalte, at han havde to grøntforretninger, som gik mægtig godt, så han klarede sig godt nok, selvom han ikke kunne sige the'.

Var alle lærerne strenge?

'Nej. Der var frøken Borgstrøm . . . Borgstrøm', siger han og smager på ordet med et lille smil.

'Jeg var lige ved at tilbede hende. Hellere hende end Gud og Vorherre! For hun var så mild og god, at det var helt utroligt. Om det var den børneforelskelse, som man skal igennem, ved jeg ikke. Vi havde hende i dansk, og hun var en god dansklærerinde og et meget sødt menneske.

Jeg kunne også godt lide zoologilæreren og gymnastiklæreren. De to var meget sportsinteresserede, og det var jeg også. Zoologilæreren hed Degner og var træner for AB's juniorhold, så han havde en masse med drenge at gøre og havde sådan en frisk sportslig stil.

Jeg spillede fodbold i klubben Standard, og engang skulle vi spille mod AB, som min lærer jo var træner for. Jeg kan ikke huske, hvem der vandt, men jeg kan huske, at jeg lavede et mål. Og Degner var ikke alene træner for modstanderne, han var også kampens dommer. Det var jo uretfærdigt, men det tænkte jeg først over bagefter'.

Små anerkendelser

'Jeg var nærmest bange for at komme i skole dagen efter, fordi jeg troede, at Degner ville blive gal på mig, fordi jeg lavede det mål. Men så skete der det vidunderlige, at jeg blev kaldt op til katederet, og han sagde: 'Det var et flot mål, du lavede i går, Anker'. Og så fik jeg otte fotografier af de bedste danske fodboldspillere, der skulle med til Olympiaden. Det var i 1934. Jeg havde billederne i et omslag, der blev helt slidt i stykker til sidst, for jeg kiggede på dem tusind gange. Det var den eneste udmærkelse, jeg fik i skolen.

Han var en god lærer, men han var streng. Han hev lige her', siger han og tager fat i en lille hvid hårtot ved venstre tinding.

'Det gjorde ekstra ondt. Jeg ved ikke, hvor mange gange han gjorde det ved mig, men det gjorde helt ondt at se, når han gjorde det ved de andre.

I zoologi havde vi nogle store anskuelsesbilleder på pap. Der var et af en orangutang. Du ved sådan en stor rødhåret én, der hang i en arm i et træ og så dyster ud. Jeg elskede at se på det billede, for jeg dramatiserede det. Men Degner sagde: 'Der er en mand ovre i England, som siger, at vi nedstammer fra aberne. Det er selvfølgelig noget sludder!' Jeg tænkte selvfølgelig ikke på Darwin dengang, men jeg kan huske, at den afstumpede måde at fortælle om et billede på gjorde stort indtryk på mig. Men jeg kunne jo godt se, at jeg ikke kunne nedstamme fra sådan en!

Da jeg blev 16-17 år, begyndte jeg at læse om Darwins udviklingslære, og det var spændende at læse om hans studier af arterne, og jeg fandt ud af, at det ikke var pjat.

Jeg havde en lærer, der hed Skov, til sløjd, gymnastik og svømning. Jeg tog alle svømmeprøverne: lillesvømmer, storsvømmer og den lille livredder. Så jeg var en af hans gode drenge. Jeg kan huske, at han engang sagde til mig nede i sløjdsalen: 'Hvad er der galt med dig, Anker? De andre lærere siger, at du er ustyrlig og doven. Du er da ellers sådan en flink dreng'. Den anerkendelse var meget værd. Og det er jo ellers en meget betinget ros, der kommer til en dreng, når han får at vide, at han da ellers er en flink fyr, men at alle de andre lærere siger noget dårligt om ham. Men denne meget betingede ros fra ham er et af højdepunkterne i min skolegang'.

Tog sin egen uddannelse

Du gik ud af skolen som 14-årig. Har du nogensinde fortrudt, at du ikke fik en akademisk uddannelse?

'Nej aldrig. Men tanken om at tage en opstod i krigens sidste fase, hvor jeg meldte mig til et præliminærkursus i Silkegade. Samtidig var jeg lager- og pakhusarbejder, så det var et aftenkursus. Jeg gennemførte kurset, men krigens afslutning og befrielsen kom lige op til eksamen. Og da gik verdenshistorien langt forud for min præliminæreksamen. 'Skide være med den', tænkte jeg nærmest. Men så fik vi brev om, at der var nogen, der alligevel ikke kunne komme op til eksamen på grund af befrielsen, og at der ville blive lavet en 'sygeeksamen' i juli måned, så den gik jeg op til. Og så klarede jeg præliminæreksamen, som jo ikke er nogen stor eksamen, men som jeg ikke desto mindre svedte meget over. Jeg læste temmelig meget og gjorde meget ud af det. Jeg havde aldrig før været plaget af eksamensproblemer, men det prøvede jeg nu. Især matematik. Jeg kan aldrig huske, om jeg klarede den til godt kryds eller mg minus, men det lå der omkring.

Efter eksamen blev jeg genindkaldt som soldat. Jeg lå som husar nede i Næstved. Altså cykelhusar, ikke hestehusar. Jeg var indkaldt som motorcyklist, men tyskerne tog benzinen, og så blev det cykler i stedet. Det ophørte jo den 29. august 1943, så jeg blev genindkaldt i 1945 efter befrielsen. Og dengang tænkte jeg kun på en ting: at komme tilbage til FDB, hvor jeg havde arbejdet som bud. Jeg havde ikke rigtig forestilling om noget andet.

Indimellem er det sket, at min interesse for historie har fået mig til at tænke, at jeg måske skulle prøve at blive historiker. Så det er muligt, at jeg var blevet historiker, hvis nogle andre tilfældigheder havde spillet ind. For jeg var meget interesseret i historie, og det er jo interessant, når jeg nu var så doven i skolen. Jeg vidste meget om historie, for jeg læste spontant, og jeg læste meget og har altid gjort det. Jeg læste blandt andet materialistisk historieopfattelse af Marx og Engells, og det gjorde, at jeg ikke kunne læse om en begivenhed i avisen, uden at jeg forklarede det for mig selv ud fra den materialistiske historieopfattelse'.

Kan man sige, at den uddannelse, du har fået, er en, du selv har taget?

'Ja absolut. Bortset fra præliminærkurset har det været spontant og ureguleret, men til gengæld med et stærkt engagement. Det kan forhåbentlig lade sig gøre at have en plan og et engagement samtidig, men for mit vedkommende har det nok ikke kunnet lade sig gøre på en anderledes måde'.

Ville ændre verden

Havde du nogen forestilling om, hvad du ville være, når du blev voksen?

'Ikke mens jeg gik i skole. Jeg havde ingen idé om, at jeg ville være statsminister, men jeg ville være med i arbejderbevægelsen. Meget tidligt var begrebet arbejderbevægelse et ord, som der var noget trylleagtigt over. Nogle syntes, det var ufint, men jeg havde det modsat - op på en piedestal med begrebet.

Jeg var jo faktisk socialist, inden jeg overhovedet anede, hvad det ville sige. Jeg var sikker på, at verden skulle laves om på en eller anden måde, og at det var socialismen, det skulle komme fra'.

Har din skolegang præget dig og din politiske karriere?

'Mit politiske engagement er i nogen grad en modsætning til skolen. Det vil i hvert fald være logisk at tro. Man kan måske sige, at det er trods, men det tror jeg i og for sig ikke. Jeg forstod, at der i ethvert samfund er nogen, der har det godt, og nogen, der ikke har det godt. Det er nok for idealistisk, men jeg vil tro, at det var det, der førte mig ind i det politiske. Og det blev selvfølgelig understreget af, at jeg havde gået i Vajsenhusets skole, for vi var jo godt klar over, at vi var Vajsenhusbørn - nogle stakkels fattige børn, selvom vi jo ikke alle sammen var så fattige endda. Men vi var nok alligevel den nederste del af samfundsniveauet, og det var vi jo mange, der var. I flere år i træk var arbejdsløshedsprocenten i SID, som jeg senere skulle blive formand for, på 50 procent. 50 procent! Også om sommeren. Så der var noget, der sagde i mig: Det skal ordnes, det her. Og det har jeg så ordnet', siger han og griner lidt.

'Gu' har jeg ej, men jeg har forhåbentlig givet et lille bidrag'.