Der er ikke mange, der ved, hvem Cæcilie Lassen er, når de hører hendes navn. Men når de får at vide, at hun udgav sin første roman som 16-årig, siger de: 'Nååh ja, hende den unge'.

Cæcilie Lassen er efterhånden blevet 28 år. Og med otte romanudgivelser bag sig og den niende på vej kan hun næppe længere betegnes som en af de nye spirer i det danske forfatter-bed. Men ung er hun stadig, og hun har skrevet historier, lige siden hun lærte at skrive.

Hun sidder i sit gamle klasseværelse på Øster Farimagsgade Skole på Østerbro i København. Klasselokalet tilhører nu en 4. klasse, og de lave stole og borde er ikke helt ergonomisk korrekte, men ganske hyggelige at sidde ved. Over vores hoveder hænger tegninger af drager, prinsesser og fabeldyr - alle indbyggere i den fantasiverden, som altid har været et yndet udflugtsmål for Cæcilie Lassen.

Hun begyndte at skrive sin første roman, 'Simone', da hun gik i 7. klasse. Bogen handler om en niårig piges liv under den franske revolution.

'Jeg blev inspireret af en bog, jeg fik, da jeg var ni år. Den hed 'Kampen om bukserne' og handlede om buksernes historie gennem tiden. Jeg blev meget optaget af revolutionstidens sans culotter, altså dem uden knæbukser, men med de stribede lange bukser. Jeg ville gerne vide noget mere om dem, så jeg begyndte at læse mere om den franske revolution. Men jeg blev så irriteret over, at jeg ikke kunne finde noget om sans culotternes børn. Jeg syntes, det var for dårligt, at børnene slet ikke havde nogen plads i historiefremstillingen. Så jeg begyndte at fantasere om, hvordan det var at være barn dengang. Optakten til romanen var en leg, jeg havde med en veninde, hvor vi levede under revolutionen, og hun var rig, og jeg var fattig. Vi klædte os ud med slikpapir i håret og tre natkjoler uden på hinanden.

Senere begyndte jeg at skrive historier om Simone, som jeg sendte til min veninde, men projektet løb løbsk, for der var alt for mange personer at holde styr på. Så i 7. klasse smed jeg den gamle historie ud og begyndte på 'Den nye Simone-historie', som jeg kaldte den'.

Historien, der blev længere

Har du altid skrevet historier?

'Jeg har altid holdt af at fortælle historier, og fra jeg lærte at skrive, har jeg skrevet dem ned. Jeg skrev en masse, men kun for mig selv. Det første, jeg gik til nogle andre med, var en føljeton til skolebladet på den lilleskole, hvor jeg gik, indtil jeg begyndte her i 6. klasse. Da jeg begyndte på 'Simone', var det ikke sådan, at jeg besluttede mig for, at jeg ville skrive en bog. Det var bare en historie, der blev længere og længere.

Jeg afleverede også gerne nogle meget lange stile. Min klasselærer var meget positiv over for dem, men på et tidspunkt sagde han, at nu kunne skolen ikke donere flere stilehæfter til mig, så jeg måtte selv ud og købe flere. Jeg skrev jo i forvejen, så jeg syntes, at det var genialt, at jeg kunne aflevere det i skolen som en stil. Det var simpelthen en leg for mig, og det var da også det eneste skolefaglige område, hvor jeg overgik normen'.

Var dansk dit bedste fag?

'Det var nok mit bedste fag i forhold til at skrive stile, men de aktiviteter, vi havde i klassen, var ikke altid så populære. Jeg var ikke så glad for ungdomsbøger. Jeg tror, jeg udviklede en aversion mod det, som handler om den opfattelse, at litteratur henvender sig til smalle målgrupper. Det, der efter min mening kendetegner en god bog, er, at man kan læse den som 14-årig og få noget ud af den, og læse den igen når man er 60 og få noget andet ud af den. I hvert fald kørte jeg sur i ungdomsbøgerne, som vi læste mange af. Jeg læste dem da, men det var ikke min interesse'.

Hvordan fik du tid til at være en ung skolepige, når du også skulle skrive romaner?

'Jeg var ikke med i nogen gruppe i klassen. Jeg havde en overgang to klasseveninder, og vi var sådan en slags 'trekløver', men jeg har aldrig deltaget i klassens sociale liv på den måde. Jeg har nok generelt haft mine venskaber uden for skolen.

Det hang sammen med, at jeg altid har haft det godt sammen med folk, som jeg ikke var lige præcis jævnaldrende med. Jeg kunne godt lide at være i grupper, som var aldersmæssigt forskelligt sammensat. Jeg er student fra et studenterkursus og havde stor glæde af at gå i en klasse, hvor den ældste var 69, og de yngste lige var gået ud af skolen. En gruppe, hvor folk havde forskellig baggrund og forskellige erfaringer.

Jeg synes ikke, jeg har givet afkald på noget på grund af at skrive. Det handlede ikke om, at jeg var med i en gruppe, som jeg måtte trække mig ud af, fordi jeg skulle skrive. Min situation ændrede sig i hvert fald ikke til det mere negative ved at skrive. Måske ændrede den sig til det mere positive, fordi jeg, før jeg begyndte at skrive, var ekstremt fraværende. Alene det, at jeg brugte noget mere krudt på bogen, gjorde, at jeg var mere til stede i skolen. Da jeg var lille, sagde de andre til min mor, når hun kom og hentede mig: 'Din pige går og snakker med sig selv'. Det var noget, der gik af, da jeg begyndte at skrive'.

En anderledes pige

Var du meget forskellig fra dine klassekammerater?

'Det var jeg nok, men der er jo mange børn, der er forskellige. Måske også flere, end man umiddelbart forestiller sig. Der er selvfølgelig børn, som har meget sammen og har mange venner, og det er fint for dem, men der er også altid nogen, som er meget forskellige fra dem. Og dem tilhørte jeg klart'.

Følte du selv, at du var anderledes?

'Ja, det gjorde jeg. Men det var nemmere at være anderledes, jo ældre jeg blev. De små klasser var væsentligt hårdere socialt end de store. Selvfølgelig var der kliker og problemer, men det var alligevel lidt lettere. Det hang måske sammen med mig selv, for man kan jo opleve, at den ydre situation bliver lettere, men at det i virkeligheden også er en selv, der ændrer nogle ting, som har sprunget meget i øjnene. Jo ældre man bliver, jo mere bevidst bliver man også om at kontrollere sin egen fremtræden.

Men hvis jeg tænker på børn, der er anderledes end deres kammerater ud fra en voksen synsvinkel, så synes jeg, at man som voksen har et større krav om normalitet til børn. Det er i orden, at voksne er lidt specielle eller har specielle evner, lyster eller interesser, mens børn for at være sunde skal følge et eller andet koncept.

Det synes jeg, man som voksen skal overveje, når man møder et barn, som er anderledes. Vi er alle lige så forskellige, når vi bliver født, som når vi er 40 år'.

Følte du, at lærerne prøvede at rette dig ind efter de andre?

'Det var primært i de små klasser. Der var nogle forestillinger om - og det har sikkert ikke været i ond mening - at et barn, som indimellem foretrækker at gå rundt og snakke med sig selv, har et problem, og man kan sige, at man godt kunne have et problem, der kom til udtryk på den måde. Men man må også sige, at der er voksne, som er glade for at sidde og læse en tyk bog, og der er nogen, der altid gerne vil ud med vennerne. Vi er altså forskellige, og det er vi også som små'.

Kedede mig i skolen

Hvad var det værste ved skolen?

'Jeg kedede mig meget i skolen. Men det er vi vel nogle stykker, der har gjort på forskellige måder. Og det værste er, at hvis alle kedede sig af den samme grund, ville det være forholdsvis let at rette op på. Men der er nogle, der keder sig, fordi de har hørt det hele, mens andre keder sig, fordi de er hægtet af, og der er nogle, der keder sig af en helt tredje grund.

Jeg synes, det peger på, at der er nogle dybe problemer omkring klasseundervisning. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis har noget til fælles, fordi man er født i samme år. Det ville være bedre med aldersblandede grupper. Klasseundervisning virker socialt forrående. Det er meget sundt at opdage, at der er nogle, der er små, og som man skal tage hensyn til, og at nogle andre er større og kan noget andet end en selv. Det avler ikke megen social bevidsthed kun at være sammen med folk på sin egen alder.

Der var forskellige grunde til, at jeg kedede mig. Nogle gange kedede jeg mig på grund af almindelig dovenskab, men jeg kedede mig også på de tidspunkter, hvor jeg, i tilbageblik, nok kunne have lært noget mere.

Hvis jeg ser på mit eget forløb, ville det ikke have skadet med en mere differentieret undervisning på nogle områder. Men der var bestemt også nogle områder, hvor jeg sagtens kunne have fået tingene gennemgået to gange.

Omvendt har jeg også en skepsis over for, at man skal fylde så meget på som muligt, for der var også skabt et frirum i noget af kedsomheden til at lave nogle andre ting.

Mens jeg gik her på skolen, havde jeg et fantasiland, som hed Thomania. Og i 7. klasse lavede jeg et sprog til dem med et lærebogssystem med tre lærebøger. 'Thomanesisk 1, 2 og 3'. Det var selvfølgelig noget, jeg selv syntes var smaddersjovt, men når jeg ser på det nu, kan jeg da godt se, at jeg godt kunne starte med at lære spansk på det tidspunkt. For jeg havde åbenbart et overskud, siden jeg begyndte at konstruere sådan noget som thomanesisk'.

Engagerede lærere

Hvem var din yndlingslærer?

'Det var min dansklærer og min fysiklærer. De havde en god måde at formidle undervisningen på. Det kan være svært at komme igennem et undervisningsforløb, hvis man ikke kan se, hvad man skal bruge det til.

Det har selvfølgelig også noget med deres personlighed og engagement at gøre. Det er rart at blive undervist af en person, som er optaget af det, vedkommende arbejder med. De værste undervisningsforløb er dem, hvor man har en fornemmelse af, at der ikke er noget engagement bag, og at det er en evindelig gentagelse af noget, man måske ikke engang kan se nødvendigheden af.

Jeg har altid været glad for undervisningsforløb, hvor læreren har været forholdsvis styrende og har turdet at være centrum for undervisningen. Ikke sådan at forstå, at eleverne bare sidder og lytter passivt, men heller ikke sådan, at alt er op til elevgruppen.

I de små klasser på lilleskolen var der en udpræget holdning til, at lærerne ikke skulle være autoritære, og at det var bedst, at børn selv klarede problemerne. Vi sad to og to: drengene i dørrækken og pigerne i vinduesrækken. Man valgte selv, hvem man ville sidde ved, og da der var et ulige antal piger, var der et enmandsbord, hvor en eller anden var dømt til at sidde. Og det var da organiseret af de stærke børn i den klasse, og det skulle de simpelthen ikke have haft lov til. Jeg undrer mig over, hvordan det kunne få lov at gælde for elevdemokrati. Det var i hvert fald ikke demokrati for den, som sad ved bordet.

Demokrati er ikke bare at sige til børnene: 'I bestemmer selv'. En voksens tilstedeværelse, fagligt eller socialt, er ikke altid en dårlig idé. Ikke fordi han eller hun skal blande sig, men for at støtte nogle processer hos børn ved sin tilstedeværelse. Det handler ikke om at være autoritær, men om at være til stede'.

Skolen er tom, og pedellen har for længst været rundt og låse døre og lukke vinduer. Udenfor siler regnen ned, og Cæcilie Lassen gør sig klar til at cykle hjem. Hun skal hjem og forberede sig til eksamen på sit spanskstudium på universitetet. Hendes hidtidige rutine med at udgive en bog om året er blevet brudt på grund af studierne, og på spørgsmålet, om hun ser sig selv som forfatter eller studerende, svarer hun:

'Jeg opfatter mig som begge dele. Men det er to identiteter, som går meget lettere sammen end skoleelev og forfatter. I det hele taget synes jeg, det er både fagligt og socialt fantastisk meget lettere at være voksen end at være barn'.

Det var nemmere at være anderledes, jo ældre jeg blev