Laurits Lynge fylder 50

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag den 6. juni fylder kontorchef for organisationskontoret, Laurits Lynge, 50 år. Og hvis det bliver en lun dag, og han skulle få lyst til at møde op på arbejde i korte bukser, så er der intet til hinder for dét. Men det var der, da en tyve år yngre Laurits Lynge tiltrådte stillingen som sagsbehandler en varm augustdag i 1982. Han mødte op på sit nye arbejde i DLF iført korte bukser. Fluks kom daværende afdelingschef for sagsbehandlerne, Ejvind Sørensen - senere undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet - og fortalte i utvetydige vendinger, at det ikke var passende påklædning i DLF. Han beordrede den nyansatte hjem for at skifte til lange bukser.

Laurits Lynge er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium i 1976. Han har arbejdet på Tovshøjskolen i Brabrand, været lærerrådsformand, og fra 1978 til 1980 var han afdelingsleder på Hasle Ungdomsskole.

Han blev ansat i DLF første gang i 1982. Efter to år rejste han til Århus Lærerforening som sagsbehandler dér, og i august 1987 kom han tilbage til Vandkunsten i København. I 1993 blev han konstitueret kontorchef og i juni 1994 kontorchef.

Det er en ægte lun jyde, en god chef og en aktiv sportsmand, der fylder rundt. Sådan lyder skudsmålet overalt. Laurits Lynge løber maraton, har gennemført Wasaløbet flere gange, løber på både rulleski og rulleskøjter.

Som kontorchef for den afdeling, der blandt andet står for vedtægter, arbejdsskader, psykisk rådgivning, pensioner og afsked, har han indført supervision for medarbejderne. Han er lydhør over for ideer og god til sparring Han kan også skære igennem, når der er brug for dét. Så er der ingen tvivl om, at det er ham, der er chefen. Og chefen kan også tage orlov, som han gjorde for et par år siden for at tage med familien nogle måneder til New Zealand.