I april sagde 51,4 procent nej, men den 4. juni blev mægligsforslaget vedtaget med 53,2 procent ja-stemmer.

Der er i hvert fald tre forhold fra forhandlings- og debatforløbet, der er værd at huske. Og noget fjerde, som der bør advares imod.

Først det nemme:

Den voldsomme diskussion, der foregik om ny løn, inden resultatet forelå, er forstummet. Tilbage er kun nogle få ideologiske krampetrækninger, langt de fleste har indset, at den model, som Anni Herfort kom hjem med, er god. Der er penge i skidtet, og alle fedterøvsmekanismerne er luget væk.

Så det tunge:

Overenskomstens arbejdstidsdel var klart den svageste. Ikke på grund af modellens principielle udformning, for det var rigtigt set, at der skulle ske et skift, UFØ var politisk død. Det var også rigtigt at sætte hegn om hver enkelt medlems tidspulje til forberedelse. Men den ubureaukratiske udformning betød, at folk med mange undervisningstimer ikke fik en matematisk retfærdig del af forberedelsestiden. Derfor kom kritikken, og derfor skulle der repareres på modellen.

Så den svære del:

Selvfølgelig skal de mange nye elever og kommunernes trængte økonomi med i diskussionen om en ny overenskomst. Men måden, det er foregået på, har ikke altid været gavnlig. For en del af den kritik, der blev rejst, har ikke haft noget med selve resultatet at gøre. Kommuner kan altid skære ned på skoleområdet, hvis de får lov. Budgetterne lægges ud fra, hvor politikerne oplever presset fra vælgere, medier og ansatte. Det skete uafhængigt af UFØ, og det vil også ske uafhængigt af de nye arbejdstidsregler. Men da historien jo aldrig afslører sine alternativer, har man kunnet pløre det kommunale selvstyres vilkår ind i diskussionen om overenskomsten, og nogen vil med garanti gøre det igen i efteråret, når budgetforhandlingerne går i gang i kommunerne. Men det burde ikke være den slags, der bestemmer, om der skal siges ja eller nej til en overenskomst.

Problemet er selvfølgelig, at der også er noget om snakken, i praksis roder tingene sammen. Det er det, der gør det så svært. Så når DLF's medlemmer sammenligner pædagogiske hensigtserklæringer i aftaleteksten med visse kommunalpolitikeres faktiske handlinger, så kan man godt forstå, at der reageres. Derfor bør arbejdsgiverne studere valgresultatet nøje; den store nej-procent er også udtryk for mistillid til politikere, der siger ét og gør noget andet. Og ansatte, der føler sig snydt, er ikke god arbejdskraft.

Og så noget helt fjerde:

Der skal vælges ny hovedstyrelse og holdes kongres med formandsvalg i november. De seneste døgns mediecirkus viser, at det kan blive et varmt efterår med masser af mudderkastning. Det sidste bør forhindres. Hvis der skal være skarpe fronter i valgkampen, så lad slagsmålene dreje sig om den principielle, langsigtede politik, om arbejdet og vilkårene i fremtidens skole og om, hvilken realistisk fagpolitik der kan føres. Militante formuleringer giver gode overskrifter, men sjældent forbedringer i hverdagen.

-th

Militante formuleringer giver gode overskrifter, men sjældent forbedringer