Debat

Ny indflydelse til pensionisterne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hovedstyrelsen har på sit møde i april måned vedtaget at rette henvendelse til Statspensionisternes Centralforening (SC) for at opnå medlemskab af denne forening for foreningens pensionister fra den lukkede gruppe samt for efterlevende ægtefæller (fraktion 7) fra samme gruppe.

Hovedstyrelsens henvendelse skal ses som følge af debatten på kongressen i 1997, hvor hovedstyrelsen fremsatte forslag om, at tjenestemandspensionisterne fra den lukkede gruppe eller pensionisterne fra tidligere overenskomstansættelse ikke længere skulle deltage i urafstemningen om aftaleresultatet på 'det store' kommunale overenskomstområde. Dette forslag var begrundet i det princip, at kun personer, der er omfattet af aftaleresultatet, skal kunne stemme ved urafstemningen.

På kongressen forsøgte delegeret Peter Bruun at fremsætte et forslag, der skulle udsætte vedtægtsændringen. Dirigenterne afviste imidlertid af foreningsretslige grunde at sætte forslaget til afstemning. Ved den efterfølgende afstemning om vedtægtsændringen stemte 185 for og 107 imod, syv undlod at stemme. Vedtægtsændringen blev dog ikke vedtaget, da en vedtægtsændring krævede 200 stemmer for.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er min opfattelse, at en væsentlig del af de, der stemte imod forslaget, gjorde det for at imødekomme pensionisternes ønske om, at foreningen søger at skaffe pensionisterne mulighed for at tage stilling til det resultat, der berører tjenestemandspensionerne - det statslige overenskomstområde.

Det er dette ønske, der har medført, at hovedstyrelsen har rettet henvendelse til Statspensionisternes Centralforening. SC består for tiden af to organisationer. COII med cirka 3.200 medlemmer og STK med cirka 9.200 medlemmer.

Vi har netop fået svar fra disse to organisationer om, at de ingen indvendinger har imod, at vi begynder forhandlinger med SC om optagelse af vore relevante medlemmer i SC.

Disse forhandlinger vil snarest blive indledt, og et af forhandlingspunkterne, som vi bør overveje at rejse, er, om SC kan indføre, at der ved aftaleindgåelsers afslutning på CFU-plan (Centralorganisationernes Fællesudvalg) afholdes 'vejledende urafstemning blandt SC's medlemmer'. En sådan afstemning ville efter min mening kunne imødekomme pensionisternes ønske om 'at få noget andet i stedet for muligheden for at deltage i urafstemningen på det kommunale område'. Og så ville det jo efter min mening også være mere relevant.

Det er mit håb, at disse forhandlinger kan være afsluttet inden vores kongres i efteråret eller i hvert fald være så langt fremme, at konturerne af et resultat kan ses.

Karsten Holst

formand for organisationsudvalget