Anmeldelse

Regnbuen 6

Regnbuen 6

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu er den sidste bog i Geografforlagets natur/teknik-serie endelig på gaden. Udgivelsen henvender sig til elever i 6. klasse. Temaerne er fugle, naturkatastrofer, dilemma, tid, kroppen og Peru, hvilket stemmer godt overens med det globale udsyn, der i høj grad kendetegner natur/teknik-undervisningen på mellemtrinet.

Fakta:

Titel: Regnbuen 6

Type: Bog

Forlag: Geografforlaget

Et tema, jeg særligt vil fremhæve, er det diskussionsprægede tema "dilemma", hvor der med emner som jagt, dyrevelfærd, trafikdrab og Victoriasøen bestemt er lagt op til heftige diskussioner rundt om i klasseværelserne. Tekstens sværhedsgrad er passende, og der er mange og gode illustrationer. Dog kunne jeg godt savne billedforklaringer under samtlige billeder. De manglende findes dog bagest i bogen.

Lærervejledningen er stadig god og grundig. Jeg begejstres især over logbogsafsnittet, der i høj grad kan være med til at skabe sammenhæng i undervisningen gennem alle årene - noget, jeg ellers fornemmer er vanskeligt rundt om på skolerne i faget natur/teknik.

Aktivitetsarkene er gode, og der veksles fint mellem åbne og lukkede opgaver. Men jeg savner stadig at kunne udskrive arkene elektronisk, så lærerbogen ikke vrides af led. Jeg håber, det er noget, forlaget efterfølgende vil udvikle.

Til systemet hører også en nettjeneste. Den kræver et grundskoleabonnement og skulle ifølge forlaget uddybe og perspektivere elevbogens temaer. Jeg har dog ikke selv haft muligheden for at kunne efterprøve dette.

Med færdiggørelsen af serien er der stadig tale om et godt og solidt undervisningsmateriale, der, sammen med inspirerende undervisere, kan skabe grundlaget for en god, spændende og udfordrende natur/teknik-undervisning i hele forløbet.