Mens dette læses, raser måske allerede den største mediekrig, verden nogensinde har oplevet.

Missilerne rasler ned foran sofabordet.

Døde mennesker blander sig med politikere, embedsmænd, militærfolk og mulige terrorister i samtlige nyhedsudsendelser - både de sædvanlige klokken 7, 8, 9, 12, 17, 18, 18.30, 19, 21, 22 og 23 - og selvfølgelig den række af ekstraudsendelser, som bliver puttet ind imellem, så vi hele tiden kan følge de fremrykkende troppers erobringer og antallet af døde. Gennem vinteren er vi blevet linet op til krig. Vi skulle gøres møre og klare. Faktisk har nyhedsoprustningen varet så længe, at man hænger sammen i laser - og den fornemmelse, at 'nu gider vi ikke høre mere - beslut jer - gå i krig eller lad være', er netop den optimale situation for høge at bringe duer i, fordi så bliver vi nærmest apatisk lykkelige, når høgene endelig trykker på startknappen.

Gu' ved, om den irakiske civilbefolkning føler det på samme måde!

Det er trods alt dem, det hele går mest ud over. Men vi skal ikke lukke øjnene for, hvad krigen gør ved os - og vore børn.

En nordisk undersøgelse har netop vist, at blandt nordiske forældre er de danske de mindst bekymrede, når det gælder deres børns forbrug af internet. Danske forældre går ind for færre regler, mindre kontrol og er usikre på filtersystemets værdi. Hvor vore voksne broderfolk er bekymret over nettets udbud af volds- og pornosider, så er danske forældre mest bekymrede over børnenes tidsforbrug. Nu kan danske børn så skifte computerkrigen ud med virkeligheden.

Men det er nu, at forældre skal beskytte sig selv og deres børn mod krigen og al dens væsen.

Det er nu, voksne skal fodre børns indre hund med gode gerninger, så den gode hund på sigt sejrer i kampen mod det onde. Ellers får vore børn - og voksne gør det sådan set også - et krigsgen, som bliver svært at få opereret væk, når medieverdenen går tilbage til fiktionsverdenen - engang når det hele er forbi. Man ser for sig, at et flertal af den danske befolkning kræver genudsendelser af de bedste krigsafsnit. For ligesom at få stillet sulten.

Det er fuldstændig korrekt, at når det gælder virkelighedens grumme verden, så hjælper tankerne om psykologisk lavalder-beskyttelse kun for de mindste børn. De halvstore må 'klædes på'.

Da vi ikke kan regne med, at hverken de nationale eller de kommercielle tv-kanaler - og slet ikke internettet - overhovedet tager hensyn til, at også børn er brugere af voksen-tv - herunder nyhedsudsendelser - så må voksne/forældre selv tage affære.

Lad mig derfor ridse et par gode krigsråd op til forældre. Drop nyhedsudsendelserne omkring aftensmåltidet. Vent med at høre og se nyhedsudsendelser, til de mindre børn er af vejen - altså åbn tidligst ved 21-tiden. Se nyhedsudsendelserne sammen med de større børn, så man kan snakke om det, man ser - svare på spørgsmål, afkode, fjerne angst. Husk at de bedste samtaler med halvstore børn har mange forældre foran tv-apparatet - eller i bilen. Det er nu, hvor verden brænder, at børn har brug for voksne, som gider, tør og vil markere holdninger og forklaringer, så børns verden kan hænge sammen - bare så nogenlunde. Da jeg i otteårsalderen oplevede min første krig via Radioavisen - den i Ungarn 1956 - stillede jeg det spørgsmål til min far - som børn også i dag stiller til deres forældre - 'Bliver der krig også i Danmark?' Og min far gav det eneste rigtige svar, han kunne give - 'Det gør der ikke, det skal din far nok sørge for'. Det gav ro i sindet, og jeg kunne igen storme ud og spille fodbold. Så let går det ikke i dag. Årsagerne er for mange.

Men det ændrer ikke på, at det er de voksne, der skal beskytte, værne og ruste børn til fred og tro på andre løsninger end krig og vold. Og hvis krigen ikke raser endnu, så tøv ikke med at gå i gang ... De børn, som ikke er udstyret med forældre, der orker, skal gerne - også i krigstider - møde lærere, der er bevidste om børns medievirkeligheder, og som gider og tør. Lad bogen blive i tasken og snak om det, som fylder børns hoveder og blokerer almindelig indlæring - indtil det er snakket væk, så barndommen igen kan tage over. Så nogenlunde. Og det i respekt og forståelse for de børn, som ikke kan nøjes med missiler foran sofabordet.

Frode Muldkjær er børnejournalist