Fem landsbyskoler fredes

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste små landsbyskoler blev overflødige, da de store centralskoler blev bygget fra 1930'erne og fremefter. Mange af dem blev solgt og er derefter blevet brugt som private boliger med alt, hvad det indebærer af tilbygninger og udskiftning af tag, døre og vinduer.

Alligevel er det lykkedes Skov- og Naturstyrelsen at finde fem landsbyskoler, der er så bevaringsværdige, at de nu er indstillet til at blive fredet. Det drejer sig om Vornæs Skole på Tåsinge, Egense Skole ved Svendborg, Skærup Skole ved Vejle, Birkede Skole ved Roskilde og den lidt større Strynø Skole, der som den eneste af de fem stadig fungerer som skole. De fire andre er indrettet til beboelse.

De fem skoler er valgt ud af de 1.500 forslag, som lokalmuseer over hele landet sendte ind, da Skov- og Naturstyrelsen efterlyste tidligere og nuværende landsbyskoler fra perioden 1850 til 1920.

'Vi forlanger ikke, at folk skal bo i et museum, men hvis vi skal kunne læse et stykke kulturhistorie ud af bygningerne, må de ikke være ændret til ukendelighed. Mange steder er der bygget en havestue på, eller også er skolestuen delt op i mindre rum', fortæller mag.art. Elisabeth von Buchwald fra Skov- og Naturstyrelsen.

I de fire skoler, som nu bruges til beboelse, er den gamle skolestue enten indrettet til storstue, atelier, værksted eller lokalt forsamlingslokale.

På Strynø håber Karin Andersen, der er lærer for skolens 13 elever, at fredningen får Rudkøbing Kommune til at vedligeholde skolen.

'Der trænger til at blive gjort noget ved både vinduer, udvendige døre, kloakker og installationer til el og vand', siger Karin Andersen, der godt er klar over, at det netop kan være på grund af den manglende vedligeholdelse, at skolen stort set fremstår, som da den blev bygget i 1905.

Det er anden gang, Skov- og Naturstyrelsen indstiller skoler til fredning. For fire år siden blev fire større byskoler fra perioden 1900 til 1950 fredet, nemlig Munkegårdsskolen i Gentofte, Skolen på Duevej på Frederiksberg, Husom Skole i Brønshøj og Ryesgade Skole i Aalborg. Bortset fra Ryesgade Skole fungerer de alle som folkeskoler.