I DR's debatprogram den 26. februar om indvandrerbørnenes manglende danskkundskaber ved skolestarten deltog underligt nok ikke en eneste lærer.

Til gengæld var der en række deltagere med etnisk baggrund, men desværre var to af dem ikke meget for, at man skulle tage forholdsregler for at lette tilpasningen af indvandrerbørn til skolestarten. Problemet kunne sagtens klares, enten ved at lukke øjnene og lade som ingenting, eller ved at oprette klasser kun for børn med et sprog.

Vi mener, at begge holdninger er dybt uretfærdige både over for de børn, der skal starte i skole og for de lærere, der bliver nødt til at undervise dem. Det manglende danskkundskab ved skolestarten vil med stor sandsynlighed betyde, at indvandrerbarnet lige så godt kan sige farvel til en boglig uddannelse i fremtiden. Den sproglige kløft mellem et indvandrerbarn og et dansk barn kan i langt de fleste tilfælde ikke indhentes på de næste seks til syv år, som 'indvandrereksperterne' påstår, men denne sproglige svaghed vil følge barnet resten af skolelivet. At give ekstra undervisning i dansk de første par år vil ikke give det ønskede resultat, men blot øge risikoen for at barnet mister noget i de andre fag.

Den eneste løsning er, at indvandrerbørnene lærer så meget dansk som muligt inden skolestart. Dette kan gøres ved at sende dem i daginstitutioner. Her lærer de sproget i samspil med andre børn og voksne og får styrket deres motoriske udvikling. Samtidig lærer de at forstå de normer og adfærdsmønstre, der er herskende i det samfund, de lever i. Det er vores erfaring, at indvandrerforældre er lige så interesserede i deres børns uddannelse som de danske. Den manglende interesse for at sende børnene i institutioner kan have forskellige årsager, men typisk handler det om at begge forældre er/bliver arbejdsløse og har, forståeligt nok, ikke råd til at betale en institutionsplads. Så vælger man den dårligste men billigste løsning: Moderen, med næsten ingen danskkundskaber og et lille kendskab til det omgivende samfund, påtager sig opgaven.

Arbejdsløshedsprocenten blandt indvandrermødre er langt højere end gennemsnittet - op til 55 procent-arbejdsløsheden og børnenes manglende danskkundskaber er tæt forbundet. En så høj arbejdsløshedsprocent for en gruppe af samfundsborgere burde ikke være acceptabel. Man skulle for længst have gjort en indsats, først og fremmest gennem statslige og kommunale aktiveringskurser, og målrettede iværksættelsesydelser med mere. Man kunne oprette flere såkaldte 'mor-barn-projekter', hvor børnene passes af pædagoger et par timer dagligt, imens mødrene følger danskundervisning.

Et aktivt opsøgende arbejde blandt forældre, af tosprogede lærere og pædagoger kan, efter vores bedste overbevisning, skabe forståelse hos forældre for nødvendigheden af at sende deres børn i institution.

Hüseyin Duygu

Sevki Nart

tosprogede lærere, København

( Forkortet af redaktionen )