Kan man mærke noget, når man er død? Kan man tale med de døde? Hvorfor tror du, at du lever? Det er de store spørgsmål, der bliver luftet i gymnastiksalen på Frederiksberg Seminarium, hvor et hold lærerstuderende har besøg af 2.u fra Øster Farimagsgades Skole i København. Børnene skal prøve de studerendes spil om religion af.

»Hallooo, det er altså svært«, mener Nina, der vrider sig lidt og ser tænksom ud. Hendes klassekammerater vil gerne hjælpe.

»Hvis der ikke levede nogen, ville der ikke ske noget, og verden ville have været meget kedelig, hvis der ikke er nogen«, svarer de på spørgsmålet om, hvorfor de lever. Og modtager anerkendende nik fra de fem studerende i gruppen.

To brætspil og tre spil med elevaktiviteter har de lærerstuderende udviklet. Gymnastiksalen summer.

I et spil, der ligner »Settlers«, har en pige fået et folkefærd - det sydamerikanske. En anden pige får en leveregel og et kloster. Hun får at vide, at næste gang hun skal slå, kan hun begynde at bygge sin by op. En dreng har en pave at begynde med.

I et hjørne af salen løber eleverne rundt med professorhatte i forskellige farver. Når man har blå hat på, skal man modellere. De andre farver skal enten klippe, tegne eller mime de dilemmaer, de bliver udsat for. For eksempel hvad de vil gøre ved en lille syg dreng, der ikke må få blodtransfusion på grund af sin religion. To grupper vælger, at han skal have blod. Den tredje gruppe siger nej. De tøver på spørgsmålet om hvorfor, men når frem til, at det er, fordi han så holder fast i sin tro. Gruppen med modellervoks har formet fine små bloddråber, som de viser de andre.

Da Simon blev væk

Hvad er en religion? lyder et spørgsmål til de små elever.

»Noget med Gud«, svarer én.

»Muhammed er en religion«, lyder det spørgende.

»Allah« er et andet bud.

»Ja, Allah og Muhammed kommer fra den religion, der hedder islam«, svarer de studerende.

I et hjørne af salen er en gruppe ved at bygge en lille by op, imens de lytter til en historie om Simon, der er blevet væk fra sin storebror Mads. De skulle følges hjem fra skole, men Mads kan ikke finde ham. Han spørger i kiosken og i legetøjsforretningen, om nogen har set ham.

Eleverne må selv vælge, hvilke af de fine paphuse der er skole, kiosk og legetøjsbutik. Det betyder, at den store bygning med sølvkuppel og fire minareter bliver til legetøjsbutik i den ene runde af spillet.

Der er 53 trappetrin fra klasselokalet ned til skolegården, og en lærerstuderende løber sammen med de fem elever rundt i salen, der nu forestiller trappen. De tæller til 53. I legetøjsbutikken falder snakken på død og begravelse. Indehaveren fortæller, at hun indimellem taler med sin mormor, der er død. Hun fortæller også om begravelsen. Flere af eleverne har været til begravelse og fortæller, hvad der skete, da farfar eller oldefar blev begravet.

Turen går videre i jagten efter Simon.

»Skal vi ikke hente fodgængerovergangen?« Eleverne henter den laminerede papir-overgang. For så er det bedre at krydse gaden, og nu skal de over i kirken og lede efter Simon. De spørger også kioskmanden efter ham. Simon leger ofte med hans søn Hassan, men ikke i dag.

Historien ender godt. Simon kommer løbende hen til Mads til sidst. Undervejs har eleverne blandt andet talt om nadver, begravelse, gode venner, engle, og om man kan mærke noget, når man er død.

Hvorfor skal vi spille?

Eleverne fortæller, at de synes, det er et godt spil.

»Jeg har et spørgsmål. Hvorfor skal vi spille det her?« spørger en dreng.

Det er et vigtigt spørgsmål, og de taler i gruppen om, hvorvidt de har lært noget i dag af spillene.

I en anden gruppe fortæller en dreng, at hans mor og far elsker hinanden meget højt, selv om de ikke er gift. Eleverne mener alle, at man kun skal giftes, hvis man elsker hinanden, og de synes, det er en dårlig idé, at nogle bliver gift uden at kende hinanden rigtigt.

»Det er sjovt at svare på spørgsmål«.

»Jeg lærte rigtig meget af de der spørgsmål«.

»Det er bedst at skyde splatter - bang bang - og dårligst at vælge de dér«, siger en dreng og peger på de farvede papirark på gulvet.

Det var evalueringen.

Elever med holdninger

De studerende fortæller, at det går bedre og bedre, for hver gang en gruppe elever prøver spillet.

»Børnene har mange holdninger til død og liv. De synes, det er kedeligt at tale om nadveren, og hvad en kirketjener er. De kan bedst lide, når der er følelser og holdninger med. Det har været fedt at prøve spillet og at se, at noget, vi har lavet på tre dage, kan virke. For det synes jeg, det gør«, siger en kvindelig studerende.

»Ungerne har tænkt meget. De kan godt lide de svære spørgsmål, de vil gerne udfordres - og så kan de lide at mime«, fortæller en anden.

Besøget af 2.u slutter med overrækkelse af et diplom. Ebbe Kromann-Andersen har fremstillet et diplom til de studerende for at have produceret spil om religion i deres solutioncamp. Forløbet giver ikke karakter eller ECTS-point, og derfor skal alle på holdet have et diplom, så de kan vise, hvad de har arbejdet med.

Jakob fra 2.u skal overrække prototypen af diplomet til en pige blandt de studerende. Han tænker og kigger længe med et finurligt smil, inden han vælger hende.