Anmeldelse

Matematiklærerens Spilleværksted 9.-10. klasse

Matematiklærerens Spilleværksted 9.-10. klasse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At spille er sjovt, lærerigt, spændende og ikke mindst udfordrende på mange niveauer. "Tab og vind med samme sind" er for eksempel et begreb, mange elever ikke kender til - selv i udskolingen. Her giver "Matematiklærerens Spilleværksted" et godt grundlag for at lære mange forskellige spil at kende og give eleverne en god indsigt i at omgås andre i en festlig konkurrencesituation.

Fakta:

Titel: Matematiklærerens Spilleværksted 9.-10. klasse

Forfatter: Ole Haubo Christensen

Serie: Matematiklærerens Spilleværksted

Type: Bog med cd

Forlag: Forlaget Hauboundervisning

Formelyatzy, Esmakker, Poker, Walisisk Toulbwrdd, Backgammon og Terninger er eksempler på nogle af hæftets 26 spil-titler. Alle spillene funderes matematisk og lægger op til videre arbejde med emner som sandsynlighed, risiko og chance gennem spil. Regler og baggrund forklares på en god måde, og spillene er lige til at gå til.

Der fokuseres på at træne talbehandling, give erfaringer med blandt andet tilfældighed og chance samt styrke elevernes strategiske overblik. "Matematiklærerens Spilleværksted" kan bruges som faglig adspredelse gennem skoleåret eller som decideret undervisningsmateriale under emnet sandsynlighed og kombinatorik.

Ud over de 26 forskellige spil indeholder hæftet afsnit som "Ordbog for kortspillere", "Sandsynligheder", "Æsker" og en lærervejledning. Disse afsnit er med til at give læreren et overblik og lette den praktiske del af arbejdet. Herudover ligger hæftet i praktisk elektronisk form på en cd-rom på sidste side.  

Denne udgivelse er et frisk pust til den daglige undervisning og en god igangsætter i et emne, der af mange anses for at være tungt og svært gennemskueligt. Sandsynlighed, kombinatorik og strategi er her gjort overskueligt og let tilgængeligt gennem mange og gode spilaktiviteter.