Pension er et af de mest omtalte temaer på debatsiderne i Folkeskolen: Tjenestemandspensionen udhules, når en stadig større del af lønnen udmøntes i decentrale puljer. Overenskomstpensionen udvikles som følge af det lave renteniveau. Og den såkaldte 93-gruppe kan konstatere, at resultatet af Overenskomst 02 langtfra indfrier de forventninger, den havde.

Vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan for at finde realistiske løsninger på de problemer, der bliver dokumenteret. Vi kan imidlertid konstatere, at det ikke giver nogen mening generelt at sammenligne de to pensionsordninger.

Med den forrentning, pensionskasser i disse år kan opnå, vil overenskomstpensionen blive væsentligt dårligere end tjenestemandspensionen. Sker der en forbedring på nogle få procent, vil dette forhold imidlertid ændre sig ganske betydeligt. Man kunne endvidere hævde, at sammenligningen skulle tage højde for, at de kollegaer, der i disse år bliver tjenstemandspensionister, har haft en langt lavere livsløn med det lønforløb, de har været igennem. Der er på ingen måde tale om, at tjenestemændene blot hytter deres. Siden 1993 har der været bred enighed om at afsætte betydelige overenskomstmidler til at løfte overenskomstpensionen til det nuværende niveau.

Ønsker kommende ansatte, at 20 procent reserveres til pension i stedet for at blive udbetalt som løn? Det er denne prioritering, vi bliver nødt til at diskutere.

93-gruppen udgør imidlertid et helt særligt problem. Langt de fleste har gennemgået nøjagtigt det samme lønforløb som de tjenestemandsansatte. De fleste havde før 93 tilsagn om en tjenestemandspension, hvis de fortsatte i deres ansættelsesforhold, men mange af dem kan se frem til en pension, der er betydeligt dårligere end pensionen for andre overenskomstansatte.

Jeg har tidligere betegnet gruppens problemer som foreningens kollektive dårlige samvittighed. Jo længere tid der går, jo vanskeligere bliver det desværre at skabe ordentlige løsninger. Næste gang, vi får muligheden, bliver ved Overenskomst 05. Vi kan ikke lave ordninger, der fjerner de problemer, der opstod i 1993, alene af den grund at flere fra gruppen vil være gået på pension i 2005, men vi må bruge tiden frem til 2005, så vi er betydeligt bedre forberedte, end vi var i 2002. Der skal to parter til at indgå en aftale, men vi må være parate til at udvise solidaritet med 93-gruppen.

Jeg ønsker med denne fagpolitiske kommentar at understrege, at det er et problem, som vi må og skal tage alvorligt.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF