Lars Munch Pedersen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lars Munch Pedersen, Horsens Lærerforenings tidligere formand og den tidligere formand for Vejle Amtskreds, blev mandag den 30. december 1996 dræbt ved en trafikulykke i Namibia.

Efter i en del år at have beklædt forskellige tillidsposter blev Lars i december 1978 valgt som formand for Horsens Lærerforening.

Lars startede sit arbejde som formand i en periode, hvor arbejdet og debatten i Horsens Lærerforening blandt andet var præget af de forskellige politiske holdninger, der afspejlede sig blandt medlemmerne.

Lars viste i den periode, at han mestrede at tackle det ansvar, som fulgte af at skulle fungere som formand for en alders- og holdningsmæssig blandet medlemsskare.

Han lyttede til medlemmerne, han kunne tale med alle og arbejdede dermed for at samle foreningen.

Lars' periode som formand blev stærkt præget af de mange besparelsesrunder inden for folkeskoleområdet og de mange ændringer af folkeskolen, der kom gennem 80'erne. Her gjorde Lars' indsigt i og erfaring med lærerforeningsarbejdet samt hans gode samarbejde med fælleslærerrådet ham til en god repræsentant for lærerne i Horsens, når der skulle forhandles.

Lars nåede også i sin formandsperiode at være med til at forhandle om og være vidne til de gennemgribende ændringer vedrørende folkeskolens styrelseslov, lærernes arbejdstid og folkeskoleloven, som bølgede ind over folkeskolen og dens medarbejdere i starten af 90'erne.

Gennem de 17 år, som Lars' formandsperiode kom til at strække sig over, skete der også markante ændringer i kredsstyrelsesarbejdet ved udlægningen af en række opgaver fra Danmarks Lærerforening til lokalkredsene. Dette arbejde fulgte Lars med stor interesse, og det var en tilfreds formand, der i februar 1995 flyttede ind i Horsens Lærerforenings nye lokaler på Rubinvej.

Lars trivedes godt med arbejdet som formand, og han havde det fint med det udadvendte liv og de mange kontakter, som formandsposten gjorde det nødvendigt, at han havde, og Lars var en kendt og respekteret person.

Vi er derfor heller ikke i tvivl om, at det var en stor beslutning, da Lars kort tid før jul i 1995 meddelte, at han ville holde som formand for Horsens Lærerforening i marts 1996 og følge med Kirsten til Namibia.

Til gengæld er det vores klare opfattelse, at da beslutningen var taget, glædede Lars sig til en tilværelse, hvor der var mulighed for en række nye oplevelser og for at få lov til at tage det lidt mere med ro.

'Namibia er et dejligt land, og vi har det fint alle tre', skrev Lars i et julekort, kredsstyrelsen modtog kort før juleferien.

Lars havde fundet sig godt til rette i sin nye tilværelse i Namibia.

Vi havde gerne undt ham en længere periode, hvor der var mere tid til familien og nye interesser.

Vore tanker går til Janne, Søren, Mads og Kirsten.

Æret være Lars' minde.

Horsens Lærerforenings kredsstyrelse