Flow-forsker: Børn lærer bedst sammen med andre

Forskningen viser, at børns motivation for at lære er størst, når de lærer sammen med andre, sådan som de gør i projektarbejde, eller når de i fællesskab udfører forsøg. Det bør præge hele uddannelsessystemet, siger Mihály Csíkszentmihályi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sådan lyder et af de centrale bud på fremtidens skole fra den verdenskendte flow-forsker.

Mihály Csíkszentmihályi beskriver sine visoner for fremtidens skole og morgendagens uddannelsessystem i en artikel, han har skrevet til folkeskolen.dk i forbindelse med fagbladet Folkeskolens 125 års jubilæum.

På trods af at det videnskabeligt er bevist, at børn og voksne har det dårligt med at være alene, og at de lærer bedst i fællesskab, læser børn og unge i USA typisk lektier alene, arbejder alene i skolen og bliver evalueret enkeltvis.

"Der er behov for grundlæggende at tænke anderledes på det pædagogisk område", skriver Mihály Csíkszentmihályi. "Både for at tage højde for, hvordan børn og unge lærer bedst, og fordi teamarbejde fylder mere og mere i voksnes liv. Nutidens videnarbejde forudsætter, at man kan knytte kvalitativt forskellige former for viden sammen og at man kan arbejde i grupper."

Ansvar adler

Tre elementer vil i fremtiden være afgørende, hvis uddannelsesverdenen skal dække behovet hos børn og samfund: Læring baseret på fællesskab, mulighed for at påtage sig et ansvar og for at tænke globalt.

Skolen skal give børn mulighed for at lære sig selv at kende. Det handler om at give dem anledning til at påtage sig ansvar og vise, hvad de kan magte.

"Forældre i dag har svært ved at bede deres børn påtage sig opgaver, der kræver styrke, indeholder risici, og som kan være farlige. Det er forståeligt, men på længere sigt farligt. Det kan føre til generationer af unge, der har en skrøbelig forståelse af sig selv og deres indre resurser, og som kun kan tage initiativer på et abstrakt kognitivt plan", skriver Csikszentmihalyi.

Global tankegang

Børn skal også lære en global tankegang, altså lære at være loyale over for menneskeracen og jordens økologi. Global økonomi er i dag og vil i fremtiden i endnu højere grad være en påtrængende realitet for alle mennesker.

"Hvis børn ikke lærer disse tre elementer i skolen, vil det svare til at lade små børn lege med skarpe knive eller give dem lov til at føre lastbil. Men det er ikke nok at lære dem tingene på et akademisk plan. Der er behov for en pædagogik, der ikke alene er rettet mod hjernen, men også mod hjertet og måske mod endnu mere primitive sikkerhedssystemer, som evolutionen har bygget ind i vores biologi", siger den amerikanske professor.

Csíkszentmihályis indlæg kan, ligesom de øvrige artikler om fremtidens skole fra Folkeskolens jubilæumsnummer findes i temaet 'Folkeskolen 2025', eller via linket til højre.