Det er med evaluering som med humlebien. Man siger, bien ikke kan flyve, men den gør det alligevel. På samme måde mener mange, at det er umuligt at evaluere folkeskolens idé og praksis, men man gør det alligevel.

Det siger evalueringsekspert, lektor i offentlig organisation ved Syddansk Universitet i Odense, Peter Dahler-Larsen.

'Evalueringerne har overhalet vores bevidsthed om dem. Det vigtige er ikke, hvad nogen mener, man kan. Det afgørende er, hvad der rent faktisk sker, og i dag bliver selv det mest umålelige målt'.

Folkeskolen har bedt Peter Dahler-Larsen forholde sig til en række artikler, der har været bragt i bladets jubilæumsnummer, der udkom sammen med Folkeskolen nummer 17.

Udtalelser om, at skolen eller visse dele af skolens opgaver ikke kan evalueres, tolker Peter Dahler-Larsen, som om man ikke vil evaluere.

'I dag er de fleste så vældig optaget af, hvad man skal, og hvad man kan bruge evaluering til. Det er ædelt, men det er alligevel en begrænsning i tankegangen på den facon, at når man sætter evalueringssystemer i værk, så sker der også en hel masse, som ingen var bevidste om på forhånd, og som ingen havde tænkt på. Og tænker man kun på, hvad man skal, og hvad man kan bruge evalueringerne til, får man aldrig sat fokus på de ekstra effekter'.

Alt det ubevidste - alle 'bivirkningerne' - kalder Dahler-Larsen for 'de konstitutive effekter' ved evaluering - alt det, der berører den faktiske virkelighed, selvom ingen havde planlagt det på forhånd. Det kan være måden, læreren forholder sig til sit stof, sin pædagogik eller sine elever på, der uden at tage beslutning om det bliver ændret. De internationale målinger er for eksempel ikke foretaget for at løse danske problemer, men de bliver alligevel brugt i Danmark og får en række følgevirkninger.

'Evalueringssystemer er nærmest blevet autonome, de kører bare derudad, de har deres egen logik. Og pokker stå i det, om de så ikke af og til griber tilbage og påvirker den måde, man tænker om sig selv og omgivelserne'.

Samvittigheden, kollegialiteten og de faglige normer hos den profession, der bliver udsat for evaluering, er med til at bestemmme, hvor store ændringer der sker.

'Man kan sætte en evaluering ind i et tolkningssystem og sige: Okay, det her siger noget om brugernes tilfredshed, det siger noget om mine muligheder. Men det siger ikke alt. Jeg har også mine faglige kriterier at tænke på'.

Fordi en bruger er tilfreds med noget, er det ikke nødvendigvis det samme som god kvalitet. Al god faglighed scorer ikke højt på brugernes tilfredshed.

Mandat fra samfundet

Dahler-Larsen diskuterer ofte evaluering på folkeskoler, og det har slået ham, hvor overraskede nogle lærere er over for at skulle gå i dialog med omverdenen.

'De har ikke opdaget, at der er sket et skred. I dag lever vi i en responsiv stat. Den skal hele tiden lytte til et marked og til sine brugere, til sine omgivelser og justere på sine ydelser som resultat af det, den får'.

Men mange lærere er forundrede over, at omgivelserne ikke per automatik synes, at det, de gør, er godt. Der er en brist i kommunikationen, mener han. Og det er i princippet her, evalueringen kan komme ind. Den kan bruges som et kommunikationsredskab, som de fagprofessionelle kan forklare sig gennem over for omverdenen, og hvorigennem omverdenen ser de professionelle.

'Når en lærer går til læge, smider han sig da heller ikke bare på briksen og siger: Giv mig en gang hvidkitlet autoritet! Man forventer og forlanger, at alle skal kunne forklare sig og begrunde deres handlinger'.

Mange lærere tror, at fordi de skal i dialog med omgivelserne, betyder det, at de ikke længere selv må være med til at bestemme. Men dér må man minde om, at professionalisme betyder, at en faggruppe har fået et mandat af samfundet til at lave en bestemt ydelse.

'Men hos mange lærere savner jeg, at de tænker igennem, hvad det mandat egentlig betyder. For med et mandat fra samfundet skal man kunne forklare sig over for omverdenen'.

Alt for mange lærere mener, at der sidder nogen med en plan om, hvad evalueringen skal bruges til, og som ikke vil dem det godt. Et evalueringsinstitut, en undervisningsminister og så ærkeskurken: finansministeren. Men de, der prøver at styre, har også kun begrænset styringskapacitet, mener Dahler-Larsen.

'Man overdriver nogle gange virkningerne. Selvom Evalueringsinstituttet fik en 300-400 medarbejdere, der ikke skulle lave andet end at evaluere, og selvom ministeren har forholdsvis stor indflydelse i opfølgningsfasen, så kan de jo ikke nå det hele'.

'De bliver nødt til at fokusere på udvalgte områder. Folkene skal også have tid til at skrive rapporter, spise og holde møder, så det er begrænset, hvor meget ondt sådan en institution kan gøre', siger han, der mener, at lærerne blander sig for lidt i debatten om evaluering. For det er vigtigt, at lærerne selv er med til at pege på, hvad der skal undersøges. De skal være med til at sørge for den faglige dybde i evalueringen, og de skal deltage i at formulere rammer for, hvordan man tolker den.

Forklaring er nødvendig

Evaluering er både godt og skidt, men det er den pris, danskerne betaler for at have så stor en offentlig sektor.

'Skal man have fingrene i statskassen, må man kunne forklare sig. Lærerne skal så kunne fortælle, hvorfor deres pædagogiske principper er vigtige for eleverne og samfundet. Evaluering, faglighed og samfundsudviklingen skal bindes sammen', siger Peter Dahler-Larsen.

Nordmanden Trond Ålvik siger i Folkeskolens jubilæumsnummer, at man skal væk fra troen på de sammenlignelige data. I stedet skal der satses på skolebaseret evaluering.

'Sammenlignelige undersøgelser er tit meget naive, det er man nødt til at gøre dem, når man skal rangordne. Og selv om jeg har stor sympati for Ålviks forslag om skolebaseret evaluering, så løser det ikke den opgave, som et evalueringssystem skal løse. Skolebaseret evaluering giver ikke information tilbage til samfundet, politikerne - til dem, der sidder og bevilger pengene'.

'For dem er det altså ikke nok at vide, at Tullebølle Skole har været igennem en selvrefleksiv proces. Det er fint, at en pædagog tænker sådan, men det kan en statskundskabsmand som mig, en økonom eller en politiker ikke stille sig tilfreds med'.

'Man må have begreb om, hvad det er for et samfund, man er med i, og hvilken rolle man har i samfundet. Jeg forstår godt, at lærerne er i et vadested. De har svært ved at forklare, hvad deres rolle egentlig er. Men - undskyld mig - lærerne slipper ikke uden om en konkret og professionel argumentation for, hvorfor det er godt, det de gør. Og så har jeg meget svært ved at se, at den helt store åbenbaring ved evaluering skal være at styrke lærernes selvtillid, som nogen også hævder'.

'Det vedkommer ikke mig som samfundsborger og forælder. Man kan få den mistanke, at når lærerne har så meget brug for selvtillid, handler det om, at deres egen pædagogiske tænkning er kommet til en kant'.

To evalueringssystemer

Peter Dahler-Larsen ser det som en mulighed, at man i fremtiden får to forskellige evalueringssystemer - et internt og så et andet, der kommunikerer til omgivelserne - og han er enig med Martin Rømer, som i jubilæumsnummeret siger, at det er naivt at forestille sig et system helt uden kontrol.

'Men man skal huske, at kontrol i dag ikke kun er oppefra og ned. Det er også nedefra og op, udefra og ind og indefra og ud. Men mange lærere forstår det meget gammeldags - som én, der står med en stor pisk'.

'Det er ikke helt uden grund, at lærerne føler sig angrebet. Men lærerne må for alt i verden ikke lukke sig om sig selv. Vi lever i et samfund, hvor det simpelthen er nødvendigt med evaluering, og lærerne skal lære at bruge den som et professionelt redskab, som en stødpude mod kritik. For politikerne mener det her alvorligt'.