Døvehøjskole opruster på kursusfronten for lærere

UCC i København nedlægger sin kursusafdeling til august, men der er fortsat behov for at uddanne lærere, pædagoger og andre faggrupper i tegnsprog, mener forstanderen på døvehøjskolen Castbjerggård. Skolen opretter en portal over kursusmuligheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Center for Tegnsprog i København har udbudt kurser i tegnsprog, tegnstøttet kommunikation og tegn til tale til lærere, pædagoger, forældre og bedsteforældre siden 1972, men til august bliver centret offer for, at Professionshøjskolen UCC skal spare 100 millioner kroner over de næste fire år.

Det reagerer forstander Erik Kristensen fra højskolen Castbjerggård ved Hedensted nu på. Højskolen henvender sig til døve og hørehæmmede.

"Vi følger med bekymring den udvikling, der lige nu er i gang, og som tilsyneladende har til formål at fjerne undervisningen i tegnsprog fuldstændig fra landkortet. Dels med lukningen af Center for Tegnsprog, men også med nedlæggelsen af det samarbejde, vi har haft med døveskolerne i Nyborg og Fredericia omkring Tegnsprogsskole Vest i Fredericia", siger administrerende forstander Erik Kristensen.

Brug for tegnsprog i mange år fremover

De tre institutioner samarbejdede i ti år om Tegnsprogskole Vest, der tilbød tegnsprogsuddannelser til professionelle og private vest for Storebælt. Men da Fredericiaskolen og Nyborgskolen fusionerede, besluttede den nye skole, at den selv vil varetage tegnsprogsuddannelsen af sine ansatte.

Den fusionerede institution forventer ikke nogen større efterspørgsel efter tegnsprogsundervisning udadtil. Den vurdering er Erik Kristensen ikke enig i.

"Vi har en klippefast tro på, at der de næste 50-60 år vil være døve, som har tegnsprog som deres primære sprog. Der er til stadighed 5.000 døve i Danmark, og selv om mange børn bliver CI-opereret, så får de ikke en fuld hørelse, og de fungerer derfor langt bedre, hvis de også behersker tegnsprog. I Norge og Sverige har døveskolerne oplevet en nedgang, men nu har efterspørgslen stabiliseret sig", siger Erik Kristensen.

Castberggård opretter ny tegnsprogsskole

Castberggård opretter derfor en ny tegnsprogsskole, Tegnsprogsskole Danmark, som tilbyder kurser på forskellige niveauer til både professionelle og private over hele landet.

"Vi fortsætter med vores grunduddannelse i tegnsprog, som varer 17 uger fordelt på to år. Men vi vil henvende os mere bredt end hidtil, og vi vil gerne samarbejde med andre rundt om i landet. Derfor opretter vi en portal, så folk via et kort kan se, hvad der er af kursusmuligheder i deres region", siger Erik Kristensen.

Han er også klar til at lægge uddannelse og kurser ud lokalt.

"Hvis der sidder tre-fem lærere i Aalborg, som har brug for at lære tegnsprog, og tre-fem andre i Aarhus, så kan vi måske samle dem på et hold med undervisning et af stederne. Vi håber også at kunne samle de fagprofessionelle op, som ellers ville have taget på kursus på Center for Tegnsprog i København".

Fleksibilitet sikrer økonomisk bæredygtighed

Castberggård har 25 års erfaring med kurser for døve og hørehæmmede og tilbyder i øjeblikket tegnsprogskurser til private på trin 1 -10. Derudover har højskolen som sagt været involveret i Tegnsprogsskole Vest i ti år. Derfor føler Erik Kristensen et ansvar for at sikre et fortsat uddannelsestilbud til lærere og andre fagfolk. Og økonomien skal nok hænge sammen, lover han.

"Vi er gearet til det på en anden måde end UCC's Center for Tegnsprog i København. Hvis vi ikke kan samle nok til et hold i tegnsprogsundervisning, kan vi sætte lærerne til at undervise i for eksempel edb, sundhed eller seniorliv. På den måde er vi meget mere fleksible end Center for Tegnsprog, der står med overtallige lærere, hvis et hold ikke bliver oprettet", siger Erik Kristensen.

Læs mere