Vi tre elever oplever flere forskellige typer børnesyn – og der er klart et, vi foretrækker

Skolen bevæger sig i en helt forkert retning.

Eller, det mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i hvert fald. Så han gør et ihærdigt forsøg på at hive skolen tilbage til en tidsalder, hvor kæft, trit og retning var det bærende pædagogiske princip, og hvor rettigheder og respekt var forbeholdt lærerne.

Vi elever ved, at Tesfayes vision om en skole, hvor elever ”ikke skal ønske sig konsekvenserne, hvis de bryder spillereglerne”, ikke vil fungere. Vi mærker hver dag forskellen mellem ministerens drømmelærer og en lærer, der møder os med gensidig respekt – og tro os, når vi siger, at undervisningsministerens skolevision ikke er noget, vi ville ønske for nogen elev.

Jeg, Liva, har jeg i min skolegang ikke oplevet særlig meget support fra mine lærere, og jeg og mine klassekammerater er også blevet råbt ad flere gange.

Det fører til, at man egentlig mere ser læreren som en rival, man skal konkurrere imod, end et voksent menneske, der vil én det bedste. I nogle lektioner træder man utroligt varsomt, fordi man ved, at hvis der er lidt for meget uro, kan læreren blive vred.

Pissegod pædagogik

For mig, Amira, er skoledagen helt anderledes. Min klasselærer er virkelig god til at møde os elever i øjenhøjde, og vi har alle sammen stor respekt for hende. Det har især noget at gøre med, at hun behandler os ordentligt. Vi bliver ikke råbt ad, hevet i eller talt ned til – præcis, som man ville ønske at blive behandlet. Det skaber en gensidig respekt i lærer-elev-relationen, hvilket fører til meget mindre uro.

Men jeg oplever også, hvordan selve undervisningen er med til at skabe mere ro og trivsel. Der bliver gjort meget ud af, at vi i klassen føler ejerskab og er inddraget. For eksempel er det at læse bøger i timen ofte forbundet med en del jammer fra eleverne, men min lærer har i stedet brugt det som en mulighed for at give os noget medbestemmelse.

Vi har selv fået lov til i fællesskab at vælge, hvilken bog vi ville læse, hvilket har givet os en langt større motivation og læringslyst – og dermed færre frustrationer og mindre udadreagerende adfærd.

Som forperson for Danske Skoleelever kæmper jeg, Magnus, for, at vi elever møder Amiras og ikke Livas skoledag. I stedet for PDO og fysisk indgriben skal vi have fokus på PGP – pissegod pædagogik – fællesskabet og en inddragende og motiverende undervisning.

I stedet for en tur til rektor og eftersidning skal vi mødes i øjenhøjde af læreren, og med gode og respektfulde klassefællesskaber hjælper vi de sidste på vej – især de elever, der kan have svært ved at ”rette ind”.

Så lad os holde fast i Amiras skoledag og lærere, og for alt i verden undgå at gøre Livas eksempel til forbilledet for fremtidens skole.

Rettelse: Der er ændret i en passage i dette debatindlæg af hensyn til en mindreårig.