Ønsker vi lærere, at det nye børnesyn bliver fundamentet for vores arbejde?

Én af mange årsager til folkeskolens nuværende krise er den konstant voksende inklusionsopgave. Løsningen synes fra nogen at være et bredere børnesyn, der skal gøre det muligt at rumme alle elever.

Børnesynet implementeres i disse år i mange kommuner, som en slags overordnet værdipolitik i folkeskolerne. Det gør i vores optik ondt på både børn og vi lærere, og det er en væsentlig årsag til, at mange erfarne kolleger forlader faget. Desuden forsimpler det formålet med skolens opgave og har alt for stort fokus på individet.

Debatten om børnesynet handler for os om, hvilken vej vi tror er den rette for eleven, fællesskabet, undervisningen og samfundet. Den vej, som ifølge folkeskolens formålsparagraf skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

I et interview i Zetland beskriver den uafhængige skoleforsker Louise Klinge, hvordan det nye børnesyn skal omsættes i folkeskolen. Hun mener, at læreren skal gøre sig værdig til elevens følgeskab, og at elever – helt ned til 6 år – fungerer som whistleblowers, der skal sige til, når noget er galt. Ifølge hende er det udelukkende lærerens ansvar at skabe en værdifuld relation, og mange lærere er ifølge hende ikke værdige til opgaven.

Klinge afviser, at børn har behov for grænser eller konsekvenser, og mener, at hvis undervisningen ikke motiverer, er det fordi, den er for kedelig. Det efterlader læreren i en position, hvor autoritet og respekt ikke kan forventes. Magten placeres hos eleven.

Umuligt at kultivere ansvarsfølelse

Nærmest samtidig med Klinges medvirken i Zetland havde Özlem Cekic, generalsekretær for Brobyggerne og tidligere folketingsmedlem, en kommentar i Berlingske. Her beskriver hun en samfundstendens, som vi som lærere genkender: Hvis velfærdssamfundet skal bestå, må vi kultivere ansvarsfølelse – også hos eleverne i folkeskolen.

Vi har begge arbejdet over 25 år i indskolingen og ved, hvor vigtigt relationsarbejdet er. Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe gode relationer. Men hvis vi vælger den vej, Louise Klinge og det nye børnesyn peger på, vil det blive umuligt at kultivere den ansvarsfølelse, Özlem Cekic så rigtigt efterlyser.

Det er nemlig ganske enkelt urealistisk at opfylde alle elevers behov hele tiden i en klasse med 26 børn. I skolen skal man lære at tage hensyn, glædes over at give plads til andre og nogle gange også opleve at kede sig. Det er at kultivere ansvarsfølelse overfor hinanden og fællesskabet.

Louise Klinge mener, at en almindelig klasseregel som ”lyt første gang” ikke skal gælde, hvis den ikke giver mening for eleven. Det er altså elever helt nede i 6-årsalderen i 0. klasse, som får ansvaret for, om noget giver mening i en undervisningssituation. Vi mener, at det ville være mere på sin plads at lade den fagprofessionelle lærer være den, der tager styringen i klassen og på den måde, der undervises i.

Team kærlig-autoritet

Vi oplever ofte det nye børnesyn fra det kommunale PPR, når de beder os lærere om at ændre rammerne eller opbygge bedre relationer – uden at have fokus på, hvordan eleven selv kan bidrage til ændringer.

Vi står overfor Danmarks Lærerforenings kongres. Her vil vi opfordre til, at vi tager en grundig debat af det nye børnesyn og dets konsekvenser for os lærere og vores arbejdsmiljø. Vi vil gerne diskutere, om vi som faggruppe ønsker, at det nye, individualiserede børnesyn bliver fundamentet for vores arbejde.

Eller om vi ønsker et andet fundament, hvor læreren er en kærlig autoritet, der kultiverer ansvar hos vores elever. Vi er klart på team kærlig-autoritet, men vi hilser debatten velkommen.

Louise Klinge er blevet foreholdt kritikken, og hendes svar kan læses her.