En tydelig voksen kan godt hæve stemmen uden at være respektløs

I den offentlige debat om børnesyn og pædagogik fylder (skole)forskernes idealer ofte mere end den virkelighed, vi som skolefolk står i hver eneste dag. Det er tankevækkende, hvor langt nogle teoretiske betragtninger om skældud og respekt kan ligge fra den praksis, vi møder i klasselokalet.

Jeg deler fuldt ud ønsket om at møde børn med forståelse og støtte, og jeg anerkender ambitionen om, at børn ikke skal reduceres til problembørn.

Men vi bliver nødt til at tale ærligt om, hvad det kræver at skabe trygge og læringsfremmende fællesskaber i folkeskolen. For det handler ikke kun om relationer, men også om tydelighed, ansvar og respekt for fællesskabet.

Når en elev udviser problematisk adfærd, er det et signal til os voksne om, at der er brug for støtte og stærkere relationer. Men at gå videre derfra og gøre diskussionen om børnesyn og skældud til et spørgsmål om, hvorvidt lærere viser respektløshed, gør det mig bekymret.

For så bevæger debatten og forskningen sig væk fra virkelighedens kompleksitet. Og nok er forskning vigtig, men den må aldrig overskygge den virkelighed, der udspiller sig i klasselokalet.

Må godt hæve stemmen

Børn har brug for voksne, der både møder dem med empati og samtidig udstikker rammerne for det gode børneliv. For uden tydelig autoritet blandt de voksne opstår der hurtigt en uformel orden blandt børnene selv, og den er sjældent til deres bedste.

Som lærer og skoleleder har jeg oplevet, hvordan en tydelig voksen kan vende en konfliktfyldt situation til et læringsøjeblik. En tydelig voksen kan og må godt hæve stemmen eller markere en grænse uden at være respektløs.

Respekt handler heller ikke kun om relationen mellem lærer og elev. Det handler også om respekt for fællesskabet, for undervisningen og for de øvrige elevers ret til ro og deltagelse.

Dømmekraft og tæft

Skolen er en dannelsesinstitution, og en del af skolens dannelsesopgave er at lære, at der findes rigtigt og forkert, og at der står en voksen, man kan stole på, når grænsen skal trækkes. Det indebærer, at vi som voksne skal stille krav, sætte tydelige rammer og hjælpe eleverne med at tage ansvar.

Endelig skal vi passe på, at den danske folkeskole ikke bliver styret og bestemt af et teoretisk børnesyn. Et teoretisk børnesyn, hvor alle konflikter tolkes som udtryk for mistrivsel, risikerer at underminere lærerens autoritet og ansvar.

Vi skal turde stå fast som tydelige voksne, der både viser omsorg og sætter grænser, for det er sådan, vi skaber trygge og læringsfremmende fællesskaber.

Derfor er min klare anbefaling til lærerne i den danske folkeskole: Brug jeres professionelle dømmekraft og pædagogiske tæft. Det er jer, der kender eleverne, situationen og konteksten. Og det er jer, der hver dag skaber de fællesskaber, hvor børn kan trives, lære og dannes.