Mange lærere oplever, at det nye børnesyn bruges til at afvise deres professionelle vurderinger

I disse år er der pres på økonomien i kommunerne. Udgifterne til specialområdet stiger, og samtidig ser vi, at flere og flere børn har behov for særlige indsatser i almenskolen eller plads på specialskole. Midt i denne virkelighed dukker begrebet "det nye børnesyn" op.

Det vedtages af politikere i kommunerne landet over. Det er nu igen til heftig diskussion i den offentlige debat.

Det lyder umiddelbart godt: Vi skal se ressourcer frem for udfordringer, alle børn skal være en del af fællesskabet, og skolen skal indrette sig efter eleverne – ikke omvendt.

Men som formand for lærerne er jeg bekymret for, at det såkaldte nye børnesyn i praksis bruges som et styringsredskab til at opnå store økonomiske besparelser med alvorlige konsekvenser for vores fælles folkeskole. Det bliver en fortælling, der skubber ansvar over på den enkelte lærer – og samtidig undergraver de faglige vurderinger, der er nødvendige for at skabe god undervisning for alle elever.

Lærerne tror på potentialet i børnene, og vi ved, at en tidlig indsats virker. Men vi ved også, at det kræver faglighed, ressourcer og plads til professionelle vurderinger.

Med "det nye børnesyn" oplever mange lærere, at det bruges til at afvise deres professionelle vurderinger. Hvis en lærer peger på, at en klasse har brug for en særlig indsats, at en elev har brug for særlig støtte eller måske et andet tilbud, bliver svaret, at læreren bør ændre sit børnesyn. Det er både urimeligt og uretfærdigt – over for lærerne, men især over for eleverne.

Undervisning er komplekst. Det ved alle, der har stået i et klasselokale. Vi kan ikke reducere skolens opgave til et idealistisk børnesyn. For 10 år siden skulle vi tale om læringsmålsstyring – nu skal vi tale om det nye børnesyn. Men folkeskolens formål og fagenes formål er heldigvis stadig det centrale i folkeskolen.

Den pædagogiske samtale må ikke forsimples

Det nye børnesyn bliver også præsenteret som et opgør med den sorte skole. Men den sorte skole findes jo ikke. Samtidig oplever lærerne desværre, at den pædagogiske samtale på mange skoler bliver forsimplet, når det hele gøres til et spørgsmål om "det rigtige" eller "det forkerte" børnesyn. Det svækker den faglige debat, og det skaber modstand frem for udvikling, og det er med til at udvande lærerprofessionens faglighed.

Jeg tager skarp afstand fra den usaglighed og mangel på faglighed, jeg oplever, når der argumenteres for, at det nye børnesyn er et opgør med den sorte skole og lærernes mangel på evne til at inkludere alle elever i undervisningen i den almene folkeskole.

I stedet for at tale om børnesyn skal vi tale om den gode skole med god undervisning. Hvad skal der til, for at alle børn kan deltage og lære? Det er her, vi bør lægge vores fælles fokus – ikke i en værdidebat, der risikerer at overskygge skolens formål.

Børnesyn misbruges for at indfri økonomiske mål

Samtidig vil jeg advare mod den stærke tendens, hvor det nye børnesyn bruges i argumentationen for at indfri økonomiske måltal.

Jeg kan give et eksempel fra en kommune. I København er udgifterne per elev faldet fra 85.657 kr. i 2016 til 80.353 kr. i 2024 ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Besparelserne skaber en presset folkeskole, og det er ikke lykkedes at opfylde de økonomiske måltal. Der er nu besluttet en ny visitationsmodel, hvor der er en direkte sammenkobling af det økonomiske ansvar og den faglige vurdering af elevens behov – samtidig med at det nye børnesyn indføres. Hvor efterlader det de fagprofessionelle på skolerne?

Lærerne ønsker en inkluderende folkeskole, men den opstår ikke af sig selv. Det kræver tid, samarbejde, støtte og respekt for den professionelle vurdering. Hvis det nye børnesyn bliver brugt til at forklejne det behov, risikerer vi at modarbejde de mål, som vi måske alle deler.