At støtte børn i deres behov er ikke det samme som konfliktsky hensynsbetændelse 

I et debatindlæg her i Folkeskolen retter Rikke Johansen og Nikolaj Thomsen en skarp kritik af mig og det nye børnesyn.

Zetland-interviewet, som de refererer til, er forståeligt nok kilde til mange misforståelser. Det, som blandt andet blev redigeret ud af artiklen, var, at mennesker har brug for struktur og rammer. Jeg sagde også, at der bestemt kan være brug for at sætte grænser i specifikke situationer. Men det er ikke grænser, der får mennesker til at vokse. Det sker, når vi får støttet grundlæggende behov.

At støtte børn i deres behov er ikke det samme som konfliktsky hensynsbetændelse, for lyst og behov er ikke det samme. 

Det nye børnesyn hævder, at børn gerne vil fællesskabet. Når børn får støttet deres grundlæggende behov, så indoptager de normer fra kulturen omkring sig og de mennesker, de har gode relationer til. Denne socialiseringsproces kræver tid og har ingen omkostninger. Et insisterende fokus på autoritet har aldrig været nogen garanti for, at skolen lykkes med sit formål.

Pædagogisk forskning igennem 100 år har vist, at mennesket tilegner sig viden og færdigheder gennem eksperimenteren, sociale samspil, fysisk udfoldelse, initiativ, aktiv deltagelse, tid til gentagelser, mestring og begejstring.

Når man som lærer lykkes med det, er det på trods. På trods af en ramme, hvor læreren primært er alene med en stor gruppe jævnaldrende børn, der siddende og i samme tempo skal lære et fagligt indhold på meget kort tid, inden der kommer en ny lærer ind ad døren og skal gøre det samme.

I dag er opgaven blevet endnu vanskeligere. Jeg pegede i Zetland-interviewet på en række forhold, der heller ikke kom med i det, der blev bragt: Alt for meget skærmtid, for lav kvalitet i daginstitutionerne, længere skoledage, flere tests, coronanedlukninger samt at børn sendes fra special- til almenskole uden tilstrækkelige ressourcer til ansættelse af flere fagpersoner, efteruddannelse og til indretning af mere fleksible fysiske rammer.

Læg dertil den giftige cocktail, hvor mindre forberedelsestid faldt sammen med læringsmålstyret undervisning, digitalisering og en afgangseksamen, der kan dumpes.

"En fucking mur"

For 10 år siden oplevede hvert tredje skolebarn, at undervisningen tit eller meget tit var spændende. I dag er det kun hver femte. Det understøttes af en evaluering af læreruddannelsen i 2018, hvor kun hver tredje lærerstuderende vurderede, at de er i stand til at gøre timerne nærværende og engagerende. Kun halvdelen vurderede, at uddannelsen har givet dem kompetencerne til at variere deres undervisningsformer.

Fællesskab og fordybelse opstår ikke automatisk, fordi et stort antal børn sidder i det samme rum. Fællesskab etableres, når hver enkelt erfarer sig værdifuld gennem mulighed for at bidrage - og dermed udvikler ansvarsfølelse. Ansvar må ikke reduceres til at forholde sig i ro. Heldigvis er der skoler med venskabsklasser, jobbørs hvor børnene får ansvarsområder, madlavning til andre på skolen, udsmykning af det fysiske miljø og bidrag til lokalmiljøet. 

Mine mange hundrede interviews med børn og unge viser så megen ophobet frustration over at skulle forholde sig alt for stille alt for ofte.

Som en dreng i 2. klasse sagde helt desperat: “Man sidder på en fucking stol og skriver i en opgavebog og får ondt i nakken, fordi man kigger ned i den. Det er bare ligesom at gå ind i en mur og bare tænke ‘hold kæft, jeg gider ikke at være her’. Det er bare ligesom at gå ind i en fucking mur.”

I udskolingen lyder det ofte som det første, at børnene skal logge på et digitalt læremiddel. Som nogle unge fortæller mig, så kan de ikke skelne fagene fra hinanden, for “vi har bare computer.”

Det er i det lys, man skal forstå min anke mod sætningen, at eleverne skal gøre hvad læreren siger, første gang de siger det. 

Kanariefuglen i kulminen

Det var upræcist, at jeg i interviewet brugte ordet ‘whistleblower’ om børn med en såkaldt uhensigtsmæssig adfærd. Jeg mente, at barnet gennem sin adfærd viser, at der er noget, der i for høj grad hæmmer barnets grundlæggende behov - derhjemme og/eller i skolen - ikke at det er børnenes ansvar at ytre, hvad de har brug for. Det er mere præcist at bruge billedet om kanariefugle i kulminen om disse børn.  

Med det nye børnesyn undersøger man, hvad der ligger bag børns adfærd og forsøger at tilpasse rammen til barnets behov. Men her rækker den dygtige fagpersons praksis ofte ikke, fordi man skal lykkes i en skole, der stadig hviler på en ufleksibel industrisamfundslogik. Desuden kræver det bl.a. endnu flere velkvalificerede fagpersoner, nok forberedelsestid, regulering af tech-giganterne, gratis skolemad, færre afgangsprøver og flere lejrskoler. Heldigvis tegner det lovende med både fagfornyelsen og flere elementer i kvalitetsreformen. Rammen skal muliggøre, at alle lærere kan realisere et pædagogisk lederskab gennem gode relationer og meningsfuld undervisning. 

Indtil skolen kan imødekomme behov og har en indlejret fleksibilitet, risikerer vi med flytning af flere børn fra special til almen at tabe endnu flere børn og miste endnu flere lærere. Nu og her må vi have fokus på det, der kan bidrage til ro og tryghed uden menneskelige omkostninger. Det kræver, at vi ikke bevæger os væk fra et respektfuldt børnesyn eller udvider fysiske magtbeføjelser.  

Der er brug for konflikthåndteringsteams, mere varieret undervisning også udenfor og mere fleksible fysiske rammer, sådan at alle børn og unge har en udvej.