Bunsenbrænderen trumfer det nye børnesyn i naturfagslokalet

Det lange hår skal sættes op, stolene skal ud til siderne, skoene skal være lukkede, og sikkerhedsbrillerne skal bruges. Kodeordet i forrige sætning er ”skal”, for rammerne er tydelige og ikke til debat.

Der er nok så meget snak om det nye inkluderende børnesyn, men når jeg står med 28 elever i fysiklokalet og bunsenbrænderen er tændt, er der ikke tid til at forhandle og debattere regler. Her er der behov for tydelige rammer.

Forskere og praktikere diskuterer, hvor meget frihed, medindflydelse og ansvar elever skal have, og hvordan vi bedst understøtter deres læring gennem anerkendelse og relationer. På sociale medier og i avisspalterne er personligheder som Rasmus Alenkær, Merete Riisager, Mattias Tesfaye og Louise Klinge yderst synlige i debatten. De diskuterer fysisk indgriben, hjemsendelse som disciplinært værktøj, og i den modsatte ende af spektret fremhæves relationernes betydning for motivation og trivsel samt en low arousal-pædagogik.

Debatten er både nødvendig og vigtig, for børnesyn handler grundlæggende om, hvordan vi ser på eleverne – som hele mennesker med rettigheder, potentialer og behov.

Regler skal håndhæves konsekvent

I naturfagslokalet ser virkeligheden dog anderledes ud. Her er bunsenbrænderen tændt, der står syre og baser på bordene og et kredsløb med strøm, kræver, at alle følger klare instruktioner. Det er ikke blot anbefalinger, men ufravigelige sikkerhedsregler. Her kan man ikke bare gøre, som man vil.

Det er lærerens opgave at sikre, at rammerne er tydelige, at eleverne forstår dem, og at reglerne konsekvent håndhæves. Ikke fordi man ikke har tillid til eleverne, men fordi ansvaret for sikkerheden ikke kan fralægges. Det er læreren, der har det ansvar, når eleverne udfører undersøgelser, og derfor er det nødvendigt med klare konsekvenser, hvis reglerne ikke overholdes.

For mig handler det om, at eleverne fra start ved, at jeg bestemmer i faglokalet, og at jeg har ansvaret for deres sikkerhed. Det betyder også, at jeg i begyndelsen af 7.klasse ofte har elever siddende ude på bænken foran lokalet, hvis de ikke overholder de få simple regler, der gælder. Når de resterende elever er færdige med deres undersøgelser, kan jeg så gå ud og snakke med eleven på bænken om den uhensigtsmæssige opførsel, og vi kan få den rettet, så eleven fremadrettet kan være med i undervisningen.

Jeg har endnu ikke mødt elever, som ikke kan forstå reglerne og følge dem, hvis bare de bliver hjulpet og guidet i begyndelsen. Til tider er det dog et langt, sejt træk.

Helt rundtossede elever

Hvis skolen som helhed præges af et meget frit børnesyn, hvor regler og konsekvenser er nedtonede, kan det være svært for eleverne at forstå, hvorfor det er anderledes i naturfagslokalet.

Naturfagslærerne kan ikke definere en hel skoles regelsæt, men vi bliver nødt til at håndtere den udfordring, det kan være for eleverne, hvis der er et markant skifte i regelsættet fra fag til fag. Nogle elever kan nemt navigere i disse forskellige regelsæt, men der er også en elevgruppe, som kan blive helt rundtossede af de forskellige regler i løbet af en skoledag.

Børnesynet må gerne være til debat – og det bør det være på tværs af hele uddannelsessystemet. Vi skal diskutere, hvordan vi balancerer anerkendelse, frihed og voksenledelse i skolen. Samtidig må vi være klare i mælet: Nogle gange vejer sikkerhed tungere end alt andet, og det gælder i faglokalerne.

Når eleverne træder ind i et naturfagslokale, træder de også ind i en kultur med faste rammer. Reglerne er ikke til forhandling, og konsekvenserne er en naturlig del af det at arbejde sikkert og forsvarligt.

I mit biologilokale og fysik/kemilokalet er der ingen tvivl: Regler og konsekvens er en uundgåelig del af undervisningen.

Mon ikke også dette gælder i andre faglokaler, som håndværk og design eller madkundskab?