To børn i 12-års alderen sendes ud af Leningrad, da tyskerne nærmer sig byen. Tvillingerne Nadja og Victor sendes med hvert sit tog ud af byen for at blive bragt i sikkerhed, og undervejs kommer de væk fra hinanden. Til trods for nyheder om, at Nadjas tog tilsyneladende er blevet bombet af Luftwaffe, er de to børn på intet tidspunkt i tvivl om, at de vil finde hinanden igen på tværs af et krigshærget Sovjetunionen, hvor krigen og desperationen får det værste frem i mennesker, og hvor alt handler om den enkeltes overlevelse. Det ene øjeblik taler man med en ven. Det næste øjeblik er vennen pulveriseret i en eksplosion og har ligesom aldrig været der.

Italienske Davide Morosinotto har skrevet romanen ”Det strålende lys fra to røde stjerner”, som ligger langt fra den ungdomslitteratur, vi ellers møder, og det vigtigste lige nu er at få bogen ud på skolerne, så de største elever kan møde den. De har nemlig med stor sandsynlighed ikke læst noget lignende før.

Min første tanke faldt på "Bogtyven" af Markus Zusak fra 2007, og årsagen hertil skal findes i de snarrådige børneprotagonister, anden verdenskrig som historisk ramme og tilgangen til bogens layout, der i øvrigt også leder tankerne hen på "Den uendelige historie" af Michael Ende fra 1979.

Det er nemlig ikke kun selve fortællingen om de to tvillinger, der er fascinerende fra første anslag. Bogens tiltrækningskraft bunder for størstedelen i måden, Davide Morosinotto skruer sin historie sammen på. Den opbygges af børnenes forskellige dagbogsnotater, der er skrevet med henholdsvis rød og grøn skrift, så man kan adskille dem fra hinanden. Disse dagbøger bliver retrospektivt læst i december 1946 af den umådelig regelrette oberst Valerij Smirnov, der gennem læsning af dagbøgerne skal afgøre, om børnene kan dømmes for højforræderi for deres handlinger under krigen. En forbrydelse, der straffes med døden.

Derfor kan man bogen igennem læse oberstens håndskrevne noter, der er skrevet vertikalt i margenen, og som man derfor må vende bogen for at læse. Bogens kapitler rundes af med oberst Smirnovs opsummerende rapporter, der hen ad vejen delkonkluderer sagens gang og mulige udfald. Lad os bare sige, at den gode oberst kan sine lovparagraffer og er sig meget bevidst om opgavens betydning for nationens sikkerhed. Hans logik er bemærkelsesværdig, og hans konklusioner efterlader læseren med en konstant usikkerhed om, hvordan det skal gå de to børn, der på dette tidspunkt er gamle nok til straf.

Bogen er jo dagbogsnoter, der til tider er skrevet under de værst tænkelige forhold, og det ses både i sproget og ikke mindst i bogens layout, der træder langt ud fra mængden. Alene bogens cover er anderledes, og en lyngennembladning afslører en grafisk umådelig stærk bog, som kalder på læserens udelte opmærksomhed.

Forfatteren har hørt fortællinger fra krigen fra sin bedstefar, der blev sendt til fronten i Rusland, hvorom det siges, at selve naturen forvandlede sig til en fjende.

Det er en bog, som nok mest vil fange de mest læsevante blandt de største elever, og så er det en fordel, hvis man er historisk interesseret. Det er dog ikke en betingelsesløs forudsætning. Den kan også sagtens fange børn, der ved første øjekast fanges af layoutet, og uden at der er tale om en grafisk roman i traditionel forstand, så er layoutet et signifikant blikfang, og det er meget svært ikke at smuglæse i bogen. Morosinotto har en unik skrivestil, og det er en bog, der kalder på filmatisering. De mange tidsspring og dagbogsnotater, hvoraf flere er uden datering, stiller krav til læseren, men man hjælpes faktisk på vej af oberst Smirnov, der også lejlighedsvis må gisne sig frem til, hvornår notaterne kan være skrevet, og hvad der kan ligge til grund for de begivenheder, der skildres i dagbøgerne.

”(…) Alt er ødelagt.

Men jeg er stadig i live.

Jeg vil vente under den første sne som en glød

Skjult under et askeslør.

Jeg er Nadja.

Og jeg er her”.