Anmeldelse

Jeg gør mig ondt, når ...

Kroppen er tidens protestrum

Fanger lærerne, når deres pubertetselever overgiver sig til tidens destruktive kropsbeskadigende adfærdsmønstre? Cutting - anoreksi - fedme. Ærmerne op. Forstår de symptomudtrykket og griber ind, før tilstanden bliver kronisk og livstruende?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Imponerende bog om selvskade blandt børn/unge, Hovedbegrebet bruges bredt til at rumme cutting (selvpåført kropssmerte) og spiseproblemer: anoreksi, bulisme (spise/kaste op), overspisning/fedme. Hvorfor udtrykker et stigende antal unge i postmoderniteten sig via destruktive kropslige mekanismer, når livet gør ondt? Et tavst, kulturelt lidelsessprog, som er svært at afkode, før en ond cirkel er blevet en livstruende risikovane, og virkelighedsoplevelsen er psykotisk forstyrret.

Fakta:

Titel: Jeg gør mig ondt, når ...

Forfatter: Lisbeth Zornig Andersen, Karen Gjesing

Pris: 199,95

Sider: 175

Forlag: Gyldendal

Opdager folkeskolelæreren disse adfærdsændringer og griber ind?

Hun vejer 34 kilo - ser sig selv i spejlet som ulækkert fed. Mad er fjenden. Snittet i armen udfylder en indre tomhed, smerten bevirker total mental fokusering, før man skærer sig blodsprøjtende for dybt. Lidelsessignal til omgivelserne? Skriget. Kapitalisme, socialkarakterkrav, protest?

Området belyses i denne bog spændende gennem beretninger fra livseksperter, der selv lever underlagt tvangssymptompatologien, og fra fageksperter, der kender området teoretisk eller via terapeutisk arbejde med klientgruppen. Trådene væves løbende sammen. Syntesen er utrolig frugtbar og vellykket fremstillet gennem bogen.

Symptomudtrykket er stigende i vestlig postmodernitet, men bogens statistiske forsøg på at bestemme omfanget er famlende og afspejler manglen på ordentlig forskning. Det er især pubertetspiger, der vælger kropssymptomudtrykket. Bogen kredser rundt om mulige forklaringsmodeller: kærlighedsløs opvækst, fraværende forældrefigurer, traumatiske krænkelsesoplevelser, lavt selvværd, indre tomhed, diagnosekulturens ihærdighed, seksuel modningsangst og smitteeffekten fra de digitale medier: nutidens smarte indlærte symptomudtryk.

Bogen låser sig imponerende ikke fast på en forenklet forklaringsmodel. Den fastholder kompleksiteten, men bruger lidt for mange ældre forklaringsteorier.

Behandlingstiltag er langvarige i forhold til at flytte de unge over på livssiden og fokuserer desværre på mental tilpasning i stedet for på protestelementet.

Bogen slutter med relevante henvisninger til hjælpeinstanser og litteraturen på området.