Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Tid - tid - tid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når lærere generelt ikke udtaler sig offentligt, hænger det - efter min mening - sammen med flere ting. Den væsentligste er nok manglende tid. Jeg har erfaring for, at tid er en mangelvare. En ganske lille oplevelse viser det.

Forleden besøgte jeg mit gamle lærerværelse for at hilse på kollegerne - der manglede flere. Fem minutter før næste times begyndelse kom én farende med en halv spegepølsemad i munden, han havde været til møde i det lange frikvarter - om hvad? Tja - om klassen, og i den slags møder deltager jo flere. Men administrationen da?

For nogen tid siden fik jeg den opgave at opliste alle de ting, som kontoret 'tog sig af' ved siden af det daglige. På forhånd var vi enige om, at det var 120 forskellige ting. Vi tog grundigt fejl, tallet blev 162, uden at det var udtømmende.

En anden årsag til den relative tavshed er beskedenhed og en vis blufærdighed samt den kendsgerning, at det i mange tilfælde er meget følsomt stof, som tager det meste af tiden. Det meste må vi ikke sige noget om, det bliver mellem eleven og læreren - sådan må det også være, hvis tilliden skal bevares - eller blot skabes. Resultatet bliver uundgåeligt, at de udtalelser, som trods alt slipper ud, bliver meget generelle. Eller bliver transformeret til 'fagsprog', som kun er umiddelbart tilgængeligt for de indviede.

Jeg deltog engang i et kursus arrangeret af Dansk Arbejdsgiverforening. Under frokosten faldt jeg i snak med en guldsmedemester. I samtalens løb gik det til min rædsel op for mig, at han overhovedet ikke havde kendskab til, hvordan en skriftlig elevudtalelse skulle læses, at der ikke måtte skrives noget 'ikke positivt'. Det var jo af hensyn til eleven også meningen, men både han og eleven med var anbragt i en meget ubehagelig situation. Han havde ingen mulighed for en objektiv bedømmelse af ansøgeren til lærepladsen, og eleven risikerede at blive antaget på falske forudsætninger. Her var det nok mere passende at kalde en spade for en spade. Men det er kun et enkelt eksempel, jeg har ingen mulighed for at bedømme, hvor ofte det 'går godt'. Ved forældremøder og lignende sammenkomster kan der også opstå problemer. Forældrene har det jo nu engang bedst med at høre, at poderne klarer sig fint - eller i det mindste uden større problemer. Og det er da også tilfældet i 90 procent af tilfældene. Men her har forældre og lærere til en vis grad fælles interesse.

Læreren vil blive bedømt som 'god' og så videre, hvis han siger, at eleven klarer sig godt uden nævneværdige problemer. Nu er det jo sådan, at ikke alle elever klarer sig lige fremragende, og det kan være vanskeligt at kapere. Det er nu engang forældrenes pode, og så må resultatet naturligvis svare hertil, hvad det også i langt de fleste tilfælde virkelig gør. Men hvis læreren så gør opmærksom på, at det forholder sig netop sådan, løber han en alvorlig risiko for at få prædikatet 'dårlig' klistret på, og en sådan 'plakat' er utrolig vanskelig - næsten umulig - at komme af med igen. Derfor er det meget fristende at gribe til diverse omskrivninger af teknisk/pædagogisk art. Vel vidende, at han fører 'sort tale' for den uindviede.

Men han bliver anset for at være dygtig, når han kan alle de ord! Samtidig kan det ikke undgås, at den tanke strejfer, at han jo også har klassen i morgen.

Endelig kan den rolle som reserve- eller stedmoder, som skolen er blivet påtvunget/har pådraget sig, virke dobbelt. Jo tættere man kommer til at kende folk, jo mere forsvinder respekten. Egentlig er det jo meget rart for forældrene at blive fri for alle de små og også store ansvar i opdragelsen, men medaljen har en bagside. Hvis noget går galt, er det lærerens skyld, selvom alle disse tiltag - lige fra tandbørstning til forsyning af menstruationsbind - i sidste ende er forældrenes ansvar. Der er en generel tilbøjelighed til at vælte alle problemer over på skolen - læs folkeskolen. Hvis politikerne eller andre ikke kan finde ud af et problem, så er trylleformularen blevet, at det må skolen tage sig af, og det gør den så med skiftende succes. Går det godt, ja så har politikerne klaret det, går det skidt, så har folkeskolen svigtet!

Viceskoleinspektør, Nørre Åby